05 jul RF25: Body Void udgød queer-doom på Gloria
Billede af: presse foto
Dog de ikke er lige tiltalende for alle, var Body Voids koncert definitivt en oplevelse.
Body Void laver musik, der gør ondt. Med en diskografi, hvor et nummer på 10 minutter er i den korte ende; lyrik, der udforsker selvforagt og selvmord, kønsidentitet og krops dysmorfi, død og forfald, og et sonisk udtryk som kombinerer de mere ekstreme og udfordrende afkroge af doom- og drone metal med elementer af punk og powerelectronics, er de ikke for sarte sjæle. Det gør dem til gengæld også til et oplagt band til at spille i den indendørs Gloria scenes stemningsfulde mørke.
Lyden var tung, og BPM’en lav, fra de første toner af Body Voids performance. Frontperson og vokalist Willow Ryan lagde ud med at opbygge et ambient grundlag via sit bord fyldt med effektpedaler, hvorpå resten af bandet lagde en brutal groove, der rykkede med samme fart og ruhed som flydende asfalt. Hvert unisone anslag fra bandet ramte som en forhammer og provokerede spinale krum bøjninger hos dem af de fremmødte, der overgav sig til musikken.
Under første nummer, i et særligt voldsomt følelsesudbrud, formåede Willow at løsrive bordpladen, hvilket sendte både pedalboard, ledninger og macbook i gulvet. Skud ud til teknikeren, som fastgjorde bordet igen ved hjælp af en halv rulle gaffa, således at resten af showet kunne forløbe uden at deres performance skulle bringe grejet yderligere i fare.
Det var ikke alle i publikum, som kunne klare mosten. Cirka halvvejs gennem koncerten udvandrede en større gruppe fra den forreste del af lokalet, hvilket efterlod et hul foran scenen, som aldrig helt blev fyldt igen. Dog var det kun nok til at distrahere mig kortvarigt, før jeg igen blev opslugt af showet – bandets silhuetter imod de løv-dækkede, rødglødende LED-skærme bag scenen, gav effekten af at de performede i en brændende skov.
Body Void er ikke for alle. Ikke engang alle doom metal fans, nødvendigvis. Men for dem med en smag for det voldsomme og viscerale, det forpinte og forskruede, og ikke har noget imod at det serveres så langsomt som overhovedet muligt, så byder Body Void på en fordybende audio-visuel oplevelse, der rumsterer videre i kroppen efter koncerten er overstået.
Skrevet af: Thomas Pigou
