05 jul RF25: En konstant og ubønhørlig lydmur ramte Gloria tidligt torsdag. Atmosfærisk helt ind til benet, Arushi Jain havde vision og nerve i en hel time.

Billede af: Presse foto

Der var faktisk rart på Gloria her til morgen. Det var tidligt og jeg skal være ærlig – Jeg var lidt i tvivl om livsbeslutninger efter en hård onsdag. Jeg sniger mig ind i den mørke hal på Gloria og sætter mig på tribuner. Jeg ville ønske det blot var et billede, en punchline for at skabe opmærksomhed – Men nej. Jeg blev blæst bagover og tabte min telefon bag tribunerne.

Arushi Jain er en fantastisk karakter. Direkte fra Indien, inspireret og med dyb tilhørsforhold til det traditionelle, leverer hun modularsynthesizer electronica fra den mest særegne hylde, der er. Det er den samme hylde med mormors egne småkager og din vens nyeste kombucha påfund, som du stadig er lidt i tvivl om – En del helt autentisk og tradtitionel, en del helt moderne og eksperimenterende. En fantastisk hylde hvis jeg skal være helt ærlig.

Vibrationerne rammer mig hamrende hårdt. Jeg har jo lyst til at blive lidt gammel og grå, og sige, at det er alt for tidligt til den slags larm, men desværre må jeg erkende, at det var lige hvad jeg havde brug. Det var ukueligt og frembrusende, hårdt og insisterende. Helt reelt, alt poesi og billedsprog lagt på hylden; Jarushi spillede nonstop i en time, der var reelt ingen pauser. Et konstant lydunivers der aldrig hørte op og var i konstant udvikling. Det var anstrengende men fantastisk og rørende – Præcis som Frøken Jain vil ha’ det, er jeg ret sikker på.

De små huller uden bas var fantastiske og et frisk pust. Enten var det båret af en hjerteskærende vokal eller også var det en hvælving af diskante toner som forandrede sig foran publikum, som et kirkeloft der var ved at blive malet. Må man bruge kirkelignelser, når man omtaler kvindelig electronica med en feministisk nerve? Jeg har brugt tid på den sætning, og jeg synes den er rammende. Take it or leave it.

Det her er musik, hvor man kan mærke, at der er en kunstner der bearbejder noget. Det gør ondt til tider, andre gange sensuelt og til sidst aggressivt og vredt. Som fællesnævner; Altid dybt personligt. Det var aldrig ensformigt og en fryd at opleve.

Til sidst bliver man nødt til at give et shout-out til Gloria-crewet. De visuals var så rammende og rammesatte hele koncerten. Som et langt trip som blev ved med at give.

Nu skal jeg finde min telefon igen.

Skrevet af: Thomas Bøg