03 jul RF25: Kokoroko – som en brise i den undertrykkende hede

Fotos af: Paw Ring

I skyggen af Arena-teltet sparkede Kokoroko musikdagene for alvor igang. 

Den London-baserede jazz/neo-soul/funk/you-name-it gruppe Kokoroko, har skabt et navn for dem selv på den globale jazzscene, siden udgivelsen af deres self-titled EP i 2019. Med hele syv møgdygtige instrumentalister i bandet – blandt andet på trompet, trækbasun og dobbelt op på slagtøj – leverer de en lyd som er fyldig, dynamisk og ovenud smuk. Som åbningskoncerten på Arena, var Kokoroko én af guldklumperne på dette års Roskildeprogram, som jeg absolut måtte se. 

Efter at have kæmpet sig igennem onsdagens hedebølge, var det kærkomment at kunne søge tilflugt under Arenas vinyl-hvælvinger, i selskab med Kokoroko. Trods teltet ikke var proppet, rungede det med bifald og påråb fra bandets første momenter på scenen. De fremmødte tørstede efter at blive omfavnet af deres bløde toner. 

Med stramme grooves og harmonier, der fik hårene til at rejse sig på armene, spillede de sig hurtigt ind i hjerterne på publikum. Jeg var selv så betaget, at jeg oplevede øjeblikke, hvor jeg momentært helt glemte at jeg stod blandt så mange andre mennesker – mit fokus og min væren var rettet i sin helhed imod bandet og deres opløftende performance. 

Forrest på scenen vekslede Sheila Maurice-Grey og Anoushka Nanguy mellem blæseinstrumenter og sang, med en scenetilstedeværelse som omfavnede alle de fremmødte. Smilene var overalt, både på scenen og i publikum, og det var hjertevarmende at mærke den gensidige værdsættelse strømme begge veje. 

Når vituøse musikere får det til at se let ud, glemmer man nogle gange hvor helvedes meget evne og færdighed som de besidder. Heldigvis bød settet på jammy mellemspil, hvor alle i bandet på skift fik muligheden for at spille solo og få deres velfortjente personlige bifald fra det tryllebundne publikum. 

Mod slutningen af koncerten, fik vi fornøjelsen af at høre noget af musikken fra Kokorokos nye album, Tuff Times Never Last, der kommer ud d. 11 juli. Heriblandt både singlerne Sweetie og Closer to Me, men også numre, som vi må vente til albumudgivelsen med at få muligheden for at nyde igen. 

Efter dagens smukke performance, glæder jeg mig enormt til at kunne genleve koncerten, når jeg lytter til Tuff Times Never Last i løbet af resten af sommeren, og jeg venter forventningsfyldt på at opleve Kokorokos musiske magi på dansk jord igen i fremtiden. 

Skrevet af Thomas Pigou