06 jul RF25: The Hu kom, så og sejrede så hårdt, at de ville have gjort Genghis Khan stolt. Det primale blev dyrket i spandevis og fællesskabsfølelsen bliver næppe større og tydeligere. Roskilde viser præcis hvad det er de kan som festival med sådan en booking.

Billede af: Natacha Jensen

Jeg tror, jeg er lykkelig. Sådan føles det i hvert fald, når man står der blandt “sine egne” og råber højt mod himlen. Smilet på kæmpen med drikkehornet, jublen når man hjælper sin makker op og den rene ekstase, når bannerne bliver svunget frem og tilbage til en mongolsk udgave af Iron Maiden. 

Der vil ikke være en flig af negativitet at spore i denne anmeldelse. Tværtimod; så har jeg lyst til at gå til modangreb på den negativitet, jeg har oplevet, at Roskildefestival er blevet bombarderet med ugerne eller månederne op til mit højdepunkt på året. Jeg har hørt talrige være skuffede over programmet; deres yndlingskunstner er nemlig ikke blevet booket. Mængden af gangene jeg har skulle høre:

“Jamen jeg kender ikke noget af musikken”

Kan ikke tælles på en hånd. 

Selvom kritikken er valid, irriterer det mig altid grænseløst. Det er ikke den festival, jeg synes Roskilde er eller nogensinde har været. Det er en festival for det brede og snævre, de store og de små, det hjemlige og det fjerne. Hvert år tænker jeg altid før og efter festivalen, at booking-crewet har gjort et modigt og flot arbejde. Det er nemlig ikke en nem disciplin at ramme Roskilde-programmet helt rigtigt. 

Når jeg kigger ned over min anmelder-portfolio for festivalen, så smiler jeg ved tanken om, hvor forskellige mine musikoplevelser har været – Og hvor gennemført fantastisk hver oplevelse har været på sin helt egen måde. Jeg kigger tilbage på Arena-teltet, der bugnede langt ud mod campingpladsen under Aphaca; Det nye blod er ankommet. Jeg er blevet bombet af indiske synthesizere, nordiske strygere, psykedelisk indonesisk funk, tysk party-metal og rendyrket god pop fra den fineste hylde. Alt sammen noget der er med til at gøre årets musikprogram mindeværdigt og stærkt for mig. 

Så er jeg med på, at man skal kigge langt efter de store og populære navne – Men hvis man bare prøver at grave en lille smule i programmet, tager sin musikalske-sniffer frem, så finder man altså masser af guld. Så meget guld, at jeg ofte finder mig selv tonsende frem og tilbage på festivalpladsen, fra den ene rørende oplevelse til det næste hæsblæsende. 

Det er nok bare en spinkelt bøn om at lade være med at gøre festivalen til noget den ikke er – noget den faktisk aldrig har været i min optik. Folkeligt kan betyde mange ting – Det er blandt andet det man møder på Grøn Koncert. Men folkeligt må også betyde: “Det der indkapsler befolkningen”.

Befolkningen er mange ting. Den er broget, farverig og herre mærkelig. Den er fyldt med dreadlocks, grøn eye-liner og hvide t-shirts tilsat blå jeans. Det er fyldt til bristepunktet med Gamle Ole der har været på festivalen siden dens undfangelse – Men også Hjalte og Laura som har endnu ikke har lært, hvordan de stormsikre deres telt og ikke snakker om andet end, at “Annika skal åbne Orange, mega sejt”. Du har dine teknotosser og flødefyre, dine popdivaer og metalhoveder. I min optik er det lige netop dét Roskilde er – og jeg kan kun sige: 

Mangfoldigheden længe leve.

Det er i den mangfoldighed, at jeg har slanget mig hen til Eos scenen, Irish Coffee i hånden og klar til at høre noget mongolsk strubemetal – lidt international har jeg vel lov at føle mig. Jeg kom uforberedt på dagen, og har erhvervet mig en regnponcho alt for sent. Jeg er våd og kold, men jeg har det helt fint. Jeg glæder mig nemlig til det 8-mand store orkestre, der er kommet langvejs fra med deres traditionelle strengeinstrumenter og østlige pauke. 

Allerede inden vores kommende krigsherre er gået på scenen, kan jeg mærke det primale i mig langsomt arbejde sig op til overfladen. Det skubber hverdagsarbejde og vasketider til side, indtil der ikke er andet end det gutturale og dybe:

“Hu! Hu! Hu!”

Sådan står vi og råber højere og højere, og med alle flagene og bannerne i luften, er det ikke svært at forestille sig, at man er en del af noget større. En blodig og krigsklar hær, klar til at udslette alt der står i dens vej. Ja ja, så det var måske en livslang drengedrøm der gik i opfyldelse i dag på Eos, det er muligt du ikke deler den, og synes det er nørdet og dum – men det gjorde alle de andre der stod i regnvejret foran den lille scene heldigvis. Det er ik’ kikset, det sejt, okay?

I deres traditionelle dragter tilsat en metalpift stod de i al deres pragt, og de opildnede os til højere og højere brutalitet. Vi roede hele vejen til Mongoliet, og nej, det kan man overhovedet ikke, men det er fuldkommen underordnet. Roskildevikingerne blev hurtigt forvandlet til en mongolsk barbarhorde, der lod sig kommanderer af deres festklare hesteryttere. The Hu gjorde ikke meget for at skilde sig af men mongolske stereotyper, faktisk lænede de sig kun længere ind i dem. Det var forfriskende nice og unikt.

Den dybe og rungende strubesang var ubønhørlig og forvandlede den ene klassiske metalsang – Alt fra Iron Maiden til Metallica – til en mongolsk bastardunge. Det var fedt, men det var alligevel deres eget kæmpehit “This Is Mongol”, der startede den vildeste publikumskarrusel over dem alle. Aldrig har jeg så mange mennesker synge med på noget, jeg ved de ikke kan teksten på. Altså ved mindre Roskilde-klientellet har taget aftenkurser i mongolsk uden mig, og jeg bare ikke har hørt om det – Måske er det også folkeligt faktisk? 

Og det er derfor, at jeg står der og føler mig lykkelig. Lykkelig over hvad det brede musikprogram kan og hvordan det kan samle folk til ekstatisk mongolsk strubemetal koncert. Det er det Roskilde kan – Og det vil jeg skide på; det er fandme fedt!   

Jeg starter i øvrigt en go-fund-me til mine stakkels sko. Jeg sværger; de var orange en gang. 

Skrevet af: Thomas Bøg