08 aug Ny musik: Fra mørk elektro-pop til storslåede ballader – Ugens udgivelser
Pressebillede: AiramFM Credit: Mads Rønn Jepsen
Vi er tilbage fra sommerferien og klar med endnu en omgang spritnye sange fra både ind- og udland. Ugen byder på alt fra hårdtslående female rage-pop og poetisk indie til nordiske ballader og drømmende rock. Her er de udgivelser, du bør lytte til denne uge.
AiramFM (DK) – In Exile (Single) → Lyt her
Et mørkt elektro-alt-pop-nummer med pulserende synths, hjemsøgte vokaler og rå female rage-energi. “In Exile” handler om at tage sin stemme tilbage, når man er blevet tiet ihjel – tænk AURORA møder BANKS møder Lana Del Rey i et hævnritual.
Karoline Hausted (DK) – Feber (Single) → Lyt her
Hvordan føles det, når verden har feber – og ingen reagerer? Karoline Hausted fanger balancen mellem støj og ro i en kombination af alternativ folk og filmisk indiepop. Singlen er forløber til albummet Efterårssyn, der udkommer 3. oktober.
Highasakite (NO) – But, I Loved (Single) → Lyt her
Norske Highasakite vender tilbage til deres musikalske rødder med en storslået elektronisk ballade om håb og kærlighed. Singlen varmer op til albummet Testament, der udkommer 22. august.
Odd Loop (DK) – Locksmith (Single) → Lyt her
Et fejlslået kærlighedsbrev omsat til midwest dreamrock med københavnsk coolness. Odd Loop leverer et friskt bud på moderne indierock og beskriver selv singlen som starten på noget stort.
Hopalong AKA (NO) – Along AKA (Single) → Lyt her
Supergruppen Hopalong AKA udspringer af ska-bandet Hopalong Knut og rapgruppen Gatas Parlament. Med “Along AKA” vender de tilbage med et energisk mix af ska, rap og norsk attitude, forud for albummet Jeg tror ikke jeg har sjel.
Norma (NO) – Taste Of Iron (Single) → Lyt her
Det Spellemann-nominerede band Norma slipper endnu en stærk single – en duvende og atmosfærisk rockudgivelse produceret i samarbejde med Simen Følstad Nilsen. Flere singler følger til efteråret.
Laufey (IS & CN) – Snow White (Single) → Lyt her
GRAMMY-vinderen Laufey forfiner sin signaturlyd med en jazz- og klassiskinspireret single. “Snow White” ledsages af en musikvideo optaget i Island og er forløber til albummet A Matter of Time, der udkommer 22. august.
Hold dig opdateret på ny musik
Lyt til alle ugens sange samlet i vores Spotify-playliste.
Har du ny musik, vi skal høre?
Send den til emil@bandsoftomorrow.com. Vi håber, du har haft en skøn sommer – nu er vi tilbage, men i juli har Viktor taget imod henvendelser på viktor@bandsoftomorrow.com.