04 okt Efter 4 års albumpause, udfører Galge et kunstnerisk kvantespring på albummet Dødelig

Foto: Presse

Bandets andet album, med en lyd så tyk og sort som tjære og et knivskarpt lyrisk fokus, tager lytteren med på 33 minutters sonisk selvransagelse, der pendulerer mellem fantastisk forfald og eksistentialistisk ekstase 

Galge er et af den danske metalverdens gemte guldklumper. Bandets fire medlemmer – Søren Tuborg på vokaler, Sofus Emil Kromann på guitar, Mathias Lundbæk på trommer og Halfdan Geertsen på den 4-strengede – besidder enorme musiske færdigheder, og udgyder en lidenskab, både på indspilninger og på scenen, som gør ethvert møde med deres musik til en intens og uforglemmelig oplevelse. 

Deres udgivelsesfilosofi består i kvalitet over kvantitet; de seneste 6 år har de blot udgivet cirka 15 numre, fordelt over en bandcamp EP, en håndfuld singler, og debutalbummet Løkkelig. Med forbeholdet om, at det er enormt reduktivt at kvantificere og stemple bandets varierede lyd med en enkelt genrebetegnelse. Træder jeg forhåbentlig ingen over tæerne, når jeg siger at Løkkelig havde én fod solidt plantet i den mere ekstreme ende af black metallens univers, hvorfra den anden fod dansende dyppede sig i alverdens afskygninger af death-, sludge-, doom-, post- og -cores. 

Fra de første minutter af åbningsnummeret på Dødelig, Morgengry, bliver man straks påmindet om, at der alligevel er gået næsten 4 år siden Løkkelig. Galges udvikling er unægtelig, når de ubesværet formår at innovere og skubbe deres lyd til nye vidder og bredder – dybt ud i ukendt territorium. Det er mere ekstremt og farefuldt, end hvad de hidtil har bevæget sig i. Præget af en hektisk progressivitet og nyfunden eksperimentation, påtager numrene sig en rastløs struktur, der afspejler den indre krig, som lyrikken udforsker.

At indtænke albumformatet ind i et musikprojektets udformning – altså i en klassisk vinyl-forstand, med A- og B-sider – er efterhånden en døende praksis. Af den årsag er det kærkomment, hvordan lyrikken – nej, poesien – på de to halvdele af Dødelig, besidder en tematisk sammenhæng og rød tråd, der repræsenterer respektive akter i tragedien; først en fortælling om forfald og forlis, der i anden halvdel vendes til forhåbning og forløsning.

Side A, de første fem numre, er en gradvis nedstigning i et forpint dyb, præget af uvished, og forblændet af hadefuld foragt. På Morgengry; “Forvitret i min egen fornægtelse, Modbydelig mosaik mætter min fantasi, Hvorfor kan jeg ikke vågne?” På Brosten; “Vejen for mig er sløret, Jeg træder ej varsomt … Jeg går for langt, blændet af vrede”, eller på Nidding; “Ansvarsfralæggelse, Ødelæggelse, Frustration, Manipulation, Ingen magi kan reparere mig”. 

I Tankeløse Tåber eksternaliseres og kropsliggøres den mentale skyggeside i form af Coalemus, en oldgræsk personificering af stupiditet; “Du, kræftsvulst, Du, infektion … jeg er ikke de tanker du har skabt, du har født et had … Coalemus ved roret”. Den nautiske metafor bringes til sin konklusion på Krise, hvor skibet synker og alt synes fortabt; “Kollapset lunge, knudret tunge, Splintret fatning, lindret satsning, Synk … Jeg kan mærke alting briste, Jeg forliser”.

Her når vi til side B, hvor de resterende fire numre består i en håbefuld genopstandelse fra det mørke dyb, som påminder os om, at der er lys for enden af tunnelen. På Forlist; “Nuvel, en dag ser jeg land, Som træer svajer i vinden, Mit liv i spåner, men stadig i skindet”, og på Blodrød Ly; “Atter fri og til livet forhindres ej, Krisen fordamper, Evigt jeg vandrer, Mod morgengryets lys”.

Albummets slutspurt byder på smukke, tankevækkende refleksioner, der søger fred i kølvandet på stormen, som på Genklang; “Rædselsfuld reminiscens føder en værdsat horisont, Og er det hele nu så slemt, Nu hvor vi står her hånd i hånd?”. Til sidst bevarer Under Mulmet håbet i opgøret med dødeligheden selv; “Under mulmet gror hjertet, Belært og hærdet, Så forvent stormen og forvent ilden… Døden, du og jeg har intet at vende”. 

En sådan grad af konceptuel ambition og kunstnerisk kohærens føles på mange måder for ‘stort’ til lille Danmark, og det ville ikke overraske mig, hvis Dødelig bliver projektet, som eksporterer Galge ud over landegrænserne, og ind i øregangene på et bredere internationalt publikum. Intet problem at lyrikken er uforståelig for dem – den nænsomt producerede, teknisk komplekse instrumentering emmer af blær og sofistikation (på den gode måde), med melodier og musiske motiver, der er lige så hårdtslående og episke som teksterne, der ledsager dem. 

Jeg kan allerede se for mig, hvordan det bas-anførte breakdown, der kulminerer i klap, halvvejs inde i Genklang, kommer til at gå latterligt hårdt til den stribe af koncerter, som Galge begiver sig ud på i kølvandet på Dødelig. Hvis du læser denne artikel umiddelbart efter udgivelsen, kan de allerede opleves til udgivelseskoncert på Stengade i København d. 3 Oktober, i ledtog med Afdød og Rottefænger, eller sammen med en lang række af andre tung-musik sværvægtere til Lasher Fest på SH35 og 1000Fryd i Aalborg d. 4. 

Dødelig er ude nu, og som altid, støt Galge på bandcamp, hvis du kan lide hvad du hører!

Kort fortalt: Efter fire års albumpause vender Galge tilbage med Dødelig – et kunstnerisk kvantespring ind i mørk, kompromisløs metal.Albummet er et konceptuelt værk i to akter: fra forfald og fortvivlelse til håb og forløsning. Med poesi på dansk og teknisk sofistikeret instrumentering leverer Galge en sonisk rejse på 33 minutter. Dødelig cementerer bandet som en af dansk metals skjulte guldklumper – klar til at tage skridtet ud i verden.