08 nov Flyt dem til en større scene – så jeg kan svede mindre

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

Den unge Horsens-kvartet beviser, at publikum stadigvæk kan samles om rocken på et udsolgt Idealbar – selvom publikum mest består af mænd i 40’erne.

Jeg har lyst til at flytte til Horsens, ikke fordi det er en by, som stråler af sex, vildskab og rock. Men det gør det danske postpunk band BÆNCH.
Et band, som jeg har haft armene op over, siden jeg så dem første gang på UMTO’s scene på Spot Festival i 2024. En 360-graders rund scene med lysstofrør mellem publikummet og bevægende artistkroppe.
Deres debutsingle Skipped a Step var akkurat udkommet . Og var det andet trin på den stige, som BÆNCH har kravlet op ad med stærke ben og beslutsomhed. Året tidligere havde de nemlig vundet QuasarLive-konkurrencen, en talent-, udviklings- og showcasekonkurrence for jyske bands.

Det, der gør BÆNCH så interessant, er deres lyd, som blander det, jeg mener, at den danske rockscene har brug for: det eksplosive og stadionrocken, som bæres af insisterende synthesizere.
De er af en generation, som – ligesom mig – er faldet dybt ned i den moderne postpunk-gryde. Her snakker vi bands som The Murder Capital, Fontaines D.C. og Viagra Boys. Men også det elektroniske, som man kunne høre på deres debutalbum Presence of Everything, som man ikke længere kan finde på streamingtjenester. Det var nemlig et stærkt Pink Floyd-inspireret album, der ikke var bange for de lange sange.

Men nu står vi her, tætpakket i Ideal Bar. Det er varmt, og jeg har mast mig igennem utallige skaldede mænd, som står som en tæt pakket mur bagerst i lokalet. Stemningen er spændt op, scenen er lav, og røgen er allerede skruet godt op. Bandet kommer ind på scenen, vi får et ”godaften VEGA” og bandet begynder straks på to numre fra deres debut-EP GO-GO-GO. Efter andet nummer, 1814, er rummet allerede dampende. Bandet modtager en stærk og hjertevarm applaus, hvilket blivet et gennemgående tema under koncerten. Hvert et nummer bliver klappet af, som var vi til en musikskoleopvisning i klaver.
Normalt kan jeg godt blive lidt træt af et klappeglad publikum, da det kan rive koncentrationen ud af koncertoplevelsen og gøre den overfladisk – men hos publikummet her til aften var de klappende hænder oprigtige. BÆNCH leverede nemlig en pragteksemplar af en rockoplevelse.

Koncerten var deres tredje sidste i deres efterårstour, som har taget dem igennem Danmark og et smut til Tyskland. Det var derfor et koncertvarmt band, som førte os igennem aftenen med en stilsikker hånd.
Hvilket der også er brug for, når man som BÆNCH kun har udgivet seks numre. Det var derfor nødvendigt med en stærk stage presence, når man skal igennem 14 sange for at udfylde en hel koncertaften.
Desuden kan en rockkoncert kan godt blive en smule ensformig, hvis man blot står og river på spaden og hamrer i trommerne. Der blev derfor flere gange snakket ud til publikum, opildnet til at tage armene op i vejret og samle håndfladerne til maskuline og larmende klap.
Under to af deres numre kom bandet også ned fra den lave scene og ind imellem publikummet. Den tætte menneskemængde delte sig, som var det Moses, vi havde besøg af en halvkølig novemberaften. En forvirring blev skabt, da bassisten og guitaristen Alfred blev væk fra forsangeren Frederik. Vi blev også spurgt, om vi var okay allerbagerst i menneskemængden, hvilket vi var, især da Frederik startede på sangen Wine and Bread.
De kendte sange udløste en regulær dansefest hver gang. Men deres nye sange, som man endnu ikke kan finde på streaming, var dog ligeså interessante som deres ældre udspil.

En sang, som jeg desværre ikke kender navnet på, startede med dystopisk lys og lydtapet. En indhyldelse i et mørke, som ebbede af lyde, der blev kastet mellem hulernes stensider. Et mørke, som leder mine tanker hen på det engelsk-franske støjrockband Mandy, Indiana. En lyd, som klædte bandet og blev båret frem af Thea Hamborg, som man finder bag synthesizeren, keys, vokal og bas. Hun, mener jeg, er selve stammen – og medlemmet af bandet – som skal have mest ros for en kraftpræstation denne aften.
Lydteknikeren bag VEGA havde nemlig skruet godt op for hendes instrumenter og vokal, hvilket gjorde, at man tydeligt kunne høre hendes ikoniske lyd. Det er nemlig fra mit synspunkt hendes bidrag til bandet, som gør, at det adskiller sig fra andre rockbands, vi har i Danmark. Det er de insisterende keys og synthesizere, som gør, at ens krop ikke kan stoppe med at danse. Det er hendes melodier, som starter de fleste sange eller udgør det genkendelige i musikken.

I et andet, ikke-udgivet nummer fik vi også lov til at høre hendes vokal og storslåede univers på en sang, som ebbede af pompøs lydtapet, ligesom et The Last Dinner Party-nummer gør. Jeg blev fuldstændig revet med – og kom pludselig i tanke om, at jeg ikke havde billetter til TLDP koncert i foråret. Hvilket betyder, at jeg måske kommer til at stå ligesom tre andre fans foran BÆNCH-koncerten. Der hang nemlig et lille skilt på A-skiltet foran døren, hvor nogle søgte tre billetter til det komplet udsolgte show.

Bandet er ungt og er blevet inspireret af og læner sig op ad nyere postpunkbands, hvilket de har udtalt i adskillige interviews. Er deres publikum det typiske for et rockband: nemlig en masse midaldrende mænd. Det er desværre stadig dem, som mest sidder på rocken. Men jeg håber, at efter BÆNCHS vellykkede Roskilde-koncert og forhåbentlig snart festivalfyldte sommer, kan de cementere sig som et band hos den yngre generation. Det er nemlig rock, som er muligt for masserne at sluge. Det kan man både høre i deres melodier, som bæres af en dansevenlig synthesizer, ikke for hårdtslående guitar og trommer – men også Frederik Rasmussens ikke for vrængende, men omfavnende vokal.

Jeg håber, at næste gang jeg skal opleve BÆNCH, at det er på sommerens festivaler og en endnu større scene på VEGA. For jeg har ikke lyst til at svede ligeså meget, som jeg gjorde til BÆNCH denne aften.