Friske stemmer i november – Ugens udgivelser

Pressebillede: Azhar Credit: Selma Bendixen

Hey derude. Ja, det er mørkt og vådt, men vi har masser af ny musik til jer. Som altid giver vi ekstra plads til debutanterne, og denne uge er der både stærke førstegangsudspil og spændende nye kapitler fra etablerede navne. Det er en bred samling med alt fra rå støj og pop med tyngde til elektroniske universer og personlige fortællinger. Her er ugens udgivelser.

Azhar (DK/TZ) – Ik en af dem (Debut Single) → Lyt her

En stærk debut hvor Azhar træder ind med et udtryk der allerede føles modent og ret gennemtænkt. Hun blander afrobeat, RnB og en klar melodisk sans, og får det hele til at glide naturligt sammen i et univers der både er catchy og personligt. “Ik en af dem” handler om at stå fast i sig selv, men det er især hendes vokal og rytmiske energi der bærer nummeret frem. Det er selvsikkert, varmt og fyldt med den slags detaljer der gør, at man får lyst til at høre med igen.

Crushing (DK) – Residual Material (Debut Album) → Lyt her

Et debutalbum med fuld kraft. Her får man rå optagelser, forvrængede vokaler, spontane udbrud og små intime bidder af noget næsten dagbogsagtigt. Albummet kredser om krop, køn, sex og skam og skaber et univers der føles både skrøbeligt og voldsomt. Det er et projekt der tør vise de grimme sider uden filter og samtidig finder noget smukt midt i kaos.

100 (DK/TN) – JIHAD (Debut EP) → Lyt her

En EP om hjertesorg, destruktive mønstre og den mærkelige humor der nogle gange dukker op midt i alt det svære. 100 bevæger sig frit mellem RnB, eksperimenterende elektronik og klassiske melodier uden at falde i kasser. Fokusnummeret New Day bygger et univers af orgel, synths og vokal der både føles mørkt og opløftende på samme tid. En EP der viser at 100 har sit helt eget sprog.

Girls In Airports (DK) – Imaginal (Album) → Lyt her

På deres tiende album allierer Girls In Airports sig med strygertrioen Halvcirkel og skaber et rum der både er genkendeligt og nyt. Musikken bevæger sig i bølger, trækker vejret og folder sig ud som én samlet organisme. Albummet er resultatet af halvandet års fælles arbejde i øvelokaler og kældre, og det mærkes i den levende og undersøgende lyd.

CHRIT (DK) – Badminton Kings (Single) → Lyt her

Et nummer der går direkte efter pulsen. CHRIT kombinerer punkenergi, skæve riffs og humor i en sang der både udfordrer janteloven og oser af overskud. Det er legende, støjende og fyldt med den energi der normalt hører til en lille, svedig livescene. Et nummer der ikke tager sig selv højtideligt, og det fungerer virkelig godt.

Nina Baun (DK) – Status (Single) → Lyt her

Nina Baun bevæger sig elegant mellem jazz, pop og kompositionsmusik på et nummer der kredser om tid, identitet og lysten til at skabe. Produktionen er underspillet og organisk og giver plads til de små detaljer i Bauns vokal. Et stille men stærkt skridt videre mod hendes kommende EP.

Baychimo (DK) – Save State: Memory Leak (Album) → Lyt her

Et album der sender lytteren direkte tilbage til PlayStation-æraens menu-klik, demo discs og loopende baggrundsmusik. Baychimo blander jungle, ambient, drum and bass og trance til en nostalgisk men frisk rejse. Det er atmosfærisk, legende og fyldt med små tekniske detaljer der belønner gentagne lyt.

maenske (DK) – NOGET DER MANGLER, TROR IK PAA NOGET (Dobbeltsingle) → Lyt her

En dobbeltsingle der rammer lige ned i savn, tvivl og følelsen af at stå mellem to poler. NOGET DER MANGLER kredser om fraværet af noget man ikke helt kan formulere, mens TROR IK PAA NOGET går endnu dybere ind i den indre uro. Det er pop med grooves og personlig tyngde, og maenske holder intet tilbage.

Forræder (DK) – Noget Mere End Bare Min Ting (Single) → Lyt her

En sang om utilstrækkelighed, selvoptimering og ønsket om bare at være nok. Nummeret starter stille og bygger sig op til en stor indiepopproduktion med blæsere og masser af drive. Viktor Ravn formidler sårbarhed med en intensitet der rammer, og sangen føles både skrøbelig og fuld af styrke.

Oliver Skou-Due (DK) – Hej min ven (Single) → Lyt her

Et åbent og varmt nummer der søger fællesskab i en verden der ofte larmer. Oliver Due-Skov blander artpop, jazz og rock i en sang om relationer, identitet og ønsket om at blive mødt som man er. Der er en stille melankoli i det hele, men den løfter i stedet for at tynge.

Hvis du vil høre alle udgivelserne samlet ét sted, ligger de klar på vores Bands of Tomorrow – Nye Udgivelser playlist → Lyt her

Har du ny musik vi skal høre?
Send det til emil@bandsoftomorrow.com – vi glæder os til at lytte og måske få det med i næste uge.

Emil Høgh
emil@bandsoftomorrow.com