11 nov Royel Otis trykkede play på kollektiv eufori
Foto: Presse
På Refshaleøen blev virkeligheden midlertidigt afløst af drømmen om at være ung for evigt
Kulden bed i mine kinder, da jeg cyklede igennem Refshaleøens mørke sammen med en lang slange af cykler og gående mennesker. Vi skulle alle til Royel Otis i Poolen.
Bandet, som er blevet det perfekte eksempel på, hvordan internettet kan skyde artister ud i musikkens univers i en kometfart – og hvordan vi altid elsker lidt nostalgi. Imens vi stille og roligt blev gelejdet ind mellem Poolens sorte containere og ind i den mørke koncertsal, kunne jeg genkende mig selv overalt. Unge mennesker fra starttyverne til omkring midt trediverne og diverse i køn. Vi var nemlig omkring 2500 personer, som var troppet op søndagen efter J-dag på spillestedet, som ligger langt væk fra de fleste.
Den godt fyldte koncertsal summede af liv, efter Secrecy var gået af scenen – et band, som passede perfekt ind til Royel Otis’ drømmende og sommerlige lyd. Energien var ekstatisk, da intronummeret Jump Into the Fire af Harry Nilsson gik på. En rigtig ballade om alt det, vi skulle til at gøre – at springe direkte ind i glæden med Royel Otis.
Og hvis man var i tvivl om, hvem man var kommet for at se, kunne man blot løfte blikket mod scenen. Bag bandet lyste en stor skærm med ordene this is Royel Otis live, mens tonerne til I Hate This Tune bragede ud af højttalerne. Publikum elskede den – dansefesten var i gang.
Når man taler om, hvad der gør musikere succesfulde, kan man ikke undgå at drøfte visuel æstetik, og den har Royel Otis som brand fuldstændig ramt. Hen over skærmen kørte forskellige stykker tekst, som alle var skrevet med deres font. Selve skrifttypen har et meget blødt, ligeglad og moderne look. Minder lidt om beskederne man får fra sit sitautionship.
Skærmen var koncertens visuelle nerve. Under sangen Sofa King, hvor forsangeren Otis Pavlovic synger You’re so fucking gorgeous, skreg hele Poolen med samtidig med, at de hev telefonerne frem. På skærmen bag bandet rullede nemlig teksten magnus you’re so fcking gorgeous*, hvor navnet blev skiftet ud hvert halve minut. Det blev på den måde en kavalkade af danske navne, som man kunne kramme – og sende videre til sine venner.
Det er præcis her, Royel Otis rammer noget særligt. De forstår, at hvis man vil være et af verdens største indie-bands, må man spille på internettets præmisser. De ved, hvad der virker: nostalgi blandet med noget nyt. Her vender vi tilbage til de to numre, der sendte dem ud i stratosfæren – Linger af The Cranberries og Murder on the Dancefloor af Sophie Ellis-Bextor. Begge sange, som var kæmpe hits, da de udkom. Da de to sange blev fortolket i henholdsvis SiriusXM-session og Triple J, ramte de lige ind i ånden hos publikum. Noget, man kender fra sin barndom eller ungdom – og noget helt nyt nemlig Royel Otis.
Royel Otis bragede igennem murene i de danske hjem sidste år. En koncert på Loppen (en kapacitet på omkring 400 personer) blev opgraderet til 1700 personers store Den Grå Hal – som også blev totalt udsolgt. Et år senere står de nu på en scene foran 2500 mennesker i Poolen.
Bandet har formået at omsætte deres store internet sensation til reelle fans gennem deres oprigtighed. Generation Z, som er opflasket med internettet, ser gennem reklamer og forkerte intentioner. De ved, hvornår de skal scrolle væk – men jeg tror, at ingen gik denne aften.
Storskærmen bag artisterne gjorde selvfølgelig sit, men det var bandets personlighed, som bar koncerten. De talte til publikum, forsikrede os om, at de elskede Danmark og da forsangeren pludselig trådte et skridt tilbage for at undslippe en edderkop, måtte han grinende forklare, at han var bange for dem – en ironisk detalje, når man tænker på, at bandet kommer fra Australien.
Det var denne nærværende energi, som gjorde, at man følte sig set af bandet.
Lyden var samtidig overraskende positiv. Trommerne blev smadret med energi og i et hurtigere tempo end på pladerne, mens bassen og subwooferen skabte en fysisk, varm fornemmelse i brystet. Det føltes som at træde ind i en sommernat, hvor musikken spiller lige lidt for højt, og ingen havde lyst til at gå hjem.
De magiske øjeblikke kom, når guitar- og trommesoloerne blev forlænget, og dobbeltvokalerne løftede stemningen. Lige dér, hvor alt spillede sammen, røg hænderne i vejret, og vi dansede os ind i natten.
For godt nok var det søndag, men vi glemte alle, hvad ugedagene var – for vi havde nemlig østers i lommerne.
Kort fortalt: Royel Otis forvandlede en kold søndag på Refshaleøen til en varm, energisk fest i Poolen. Med en skarp visuel stil, legende nostalgi og oprigtig kontakt til publikum beviste de, at deres virale succes rækker langt ud over internettet. Lyden, lyset og stemningen gik op i en højere enhed – og Royel Otis viste, hvorfor de er et af tidens mest elskede indiebands.
Hvis Royel Otis lyder som noget for dig, skal du tjekke det danske opvarmningsband Secrecy ud – men også Prins Moria, Schæfer og Merry.
