11 dec Bedste danske EP-udgivelser 2025
I en tid, hvor folk måske har en anelse for travlt til at give et helt album en chance, virker EP’en som det perfekte kompromis for musikforbrugerens tålmodighed og koncentrationsevne. EP’en er for mange en perfekt introduktion til en musikers univers og kommer oftest i en koncentreret og letfordøjelig længde. EP’en er den perfekte appetitvækker, der kan skabe en sult og interesse for en artist, og det fejrer vi med en liste over 2025’s allerbedste EP-udgivelser.
Det er en sand kendsgerning, at musikalbummets guldalder for længst er ovre, og muligvis har EP’en indtaget positionen som stedfortræder. Det er også en kærkommen mulighed for nye spirende artister at udgive et samlet projekt uden at skulle satse alt for stort. 2025 har været en sand skattekiste for danske EP-udgivelser, og den danske musikscene har nærmest været et overflødighedshorn af fede nye små udgivelser. Derfor har vi valgt at fejre alle de bedste EP-udgivelser fra 2025 i en samlet, urangeret liste specielt til jer.
Kayak – Under Øjenlåg
Kayak har på rekordtid opbygget en enorm tilslutning og kærlighed fra deres evigt voksende fanskare, og på få øjeblikke blev de det hotteste navn på den danske indiescene. Med deres nye EP formår de at skabe generationens mest intime og mest følelsesladede sangskrivning, og de er med til at give danskerne et helt nyt sprog for følelser og kærlighed. Vi skylder allerede Kayak meget efter denne første EP, på trods af at det hver dag føles som om, de skylder os endnu mere fantastisk musik. De har gjort den intime indierock aktuel igen, og det er kun et spørgsmål om tid, før de slår til med deres næste store træk.
FVN – HENDE
Den danske undergrundsrapper FVN træder ud i mainstreamen med en attitude, som om hun har været på toppen, siden hun blev født. Der er ikke plads til mange kvinder på den danske rapscene, men det er FVN fuldstændig ligeglad med. Hun tager præcis den plads, hun mener, hun har brug for, og gør det med selvsikker og næsten overmenneskelig levering. På en meget sparsom mængde sange udviser hun et enormt talent og et endnu større potentiale. Hun fremviser en styrke, der kan sparke enhver rapper ud af gamet, og samtidig gør hun det elegant og yndefuldt. Man bliver både forelsket og en smule intimideret, når man bevidner FVNs evner, og netop derfor er hun indehaver af en af 2025’s bedste EP-udgivelser. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at FVN i sandhed er hende.
Karoline Funder – Din Mørke Himmel
I Danmark har vi igennem årtierne haft en perlerække af soloartister, der præsenterer deres verden gennem poesi og skønsang, og Karoline Funder har netop med sin nye EP markeret sig som den næste perle på snoren. Ud fra følelsernes indre verden fremtræder Karoline Funder med ørerne fulde af Ethel Cain, Clairo og Phoebe Bridgers for at vise os, hvordan styrke opstår indefra. Det er små fortællinger, personlige erindringer og stærk sangskrivning, der skaber den særlige karakter, som Karoline Funder præsenterer på sin debut-EP. Humørmæssigt virker udtrykket gråt og trist og har nuancer, der kan sammenlignes med en regnvejrsdag, og det fungerer som ren medicin for sjælen.
Døtre – Masquerade
Den danske elektroniske art-pop-duo Døtre melder deres ankomst til den danske musikscene med et musikalsk og kunstnerisk opus fyldt med store følelser og store armbevægelser. De har masser af karakter, og de føles som en stærk og dedikeret enhed. Deres dybt intense energi virker nærmest demonstrativ og hypnotisk, og det er en særlig fornemmelse at bevidne, hvordan Døtres udtryk smelter sammen til en perfekt symbiotisk virkelighed. Med præcision, disciplin og en smagfuld kunstnerisk sans får de skabt deres eget udtryk og deres helt personlige lyd. Meget af musikken lyder som den musik, der spiller i baggrunden til store modeshows, og lyden af eksklusivitet og kvalitet er præcis det, de bringer på banen med deres storslåede debut-EP.
Dårlige Råd – Dårlige Råd
Danmark er et land med en unægtelig tradition for at omfavne og knuselske rockmusikken i alle dens facetter og særheder. De senere år har dog været hårde for både den nationale og internationale rockscene, og nye rockhåb synes længere og længere imellem. Spørgsmålet om, hvorvidt rocken er død eller ej, er et spørgsmål, som det unge aarhusianske band Dårlige Råd vælger at gøre op med. Surf- og garagerockbandet ankommer på den danske musikscene med karikeret oldschool-energi, skæve interessante tekster og guitarriffs, der rent faktisk hænger ved i øregangen. De har en mission om at bringe rocken tilbage til danskerne, og det gør de med stolthed, store armbevægelser og stort potentiale. De er unge og fyldt med energi og storhedsvanvid, og de slipper godt afsted med det.
Pære Banal – Racerliv
I en tid, hvor musik kan føles altafgørende og dybt alvorlig, har vi sommetider brug for en lille pause. I livets store rotteræs kan det føles som om, alting er på spil hele tiden. Her indtræder Pære Banal som en musikalsk og nærmest dadaistisk tilgang til musikskabelsen. De virker en smule humørsyge igennem hele EP’en, og det kan virke næsten kryptisk kompliceret at udregne, hvilken indstilling der omfavner de unge postpunkere. Det er dog netop denne løsrevne og til tider nonchalante ligegyldighed, der virker så utroligt forfriskende. De unge drenge er med til at gøre postpunken fordøjelig uden at gøre den for stueren, og det har de min dybeste respekt for. De er særprægede og gør præcis, som det passer dem, på trods af at de i sidste ende måske bare ønsker at være til stede med os gennem musikken.
Smøgmænd – Misha
Der er for mange rappere i lille Danmark, og der bliver lavet for meget ensformig, forudsigelig og ligegyldig hiphop. Genren er så overmættet, at den står på kanten til en uheldig forstoppelse eller nogle sure opstød. I en stor ligegyldig pærevælling af talentløse rappere og sjælløs hiphop træder en maskeret duo ud af mængden og cementerer deres mystiske evner gennem deres EP Misha. EP’en lyder som den feberdrøm, der opstår i underbevidstheden efter en nat på snuskede beværtninger, en solnedgang og en efterfølgende solopgang. De her to drenge er ikke til at regne ud, og det er umuligt at forudse, hvad de kan finde på. Er de avantgarde eller bare mærkelige? Er alt planlagt, eller er det tilfældigt? Det er sådan nogle spørgsmål, der opstår i mødet med Smøgmænds musik. De har taget undergrunden med storm, og selvom vi ikke kender navnene bag maskerne, er fascinationen nærmest fanatisk. De er ved at ændre gamet, og det føles både uhyggeligt og spændende. Hvad de har gang i, og om de kommer med krig eller fred, må tiden vise.
Demersal – Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?
Inden for dansk hardcore er der især ét band, der har væltet metalscenen bagover i 2025. Demersals EP Vi kunne ikke blive her for evigt, vel? udforsker livet som menneske og som forbruger i et kapitalistisk samfund, der jorder derudad uden tanke for konsekvenserne. EP’en fordyber sig i både sorg, frygt og højtråbende benægtelser af de systemer, vi lægger under for i det 21. århundrede. “Der er ikke flere ord, kun fragmenter af en drøm om alt det, vi kunne være blevet til,” lyder det på sangen Noget Svigter, og det siger næsten alt. På blot 20 minutter viser Demersal, at de også kan begå sig mesterfuldt i mere end bare screamo og hardcore, idet de inkorporerer både indie- og alternativerockelementer til stor effekt. Disse indslag giver de voldsomme energispark endnu mere gennemslagskraft og gør EP’en til en udgivelse, der både giver én lyst til at knibe en tåre, lave høje knæløft og række fingeren til alt og alle, der undertrykker andre. Så absolut en af årets bedste metal-EP’er.
Bænch – GO-GO-GO
I år gav Bænch os det lille værk, som mange fans havde gået og drømt om. I en tid hvor musiklandskabet domineres af smart rap og mussepige-pop, kommer Bænch ind fra siden som en potentiel frelser for de oversete hardrock-romantikere. De skruer tiden tilbage og giver os en EP med en gennemgående smagfuld flavour af 00’ernes engelsksprogede New Yorker-hardrock leveret med snilde og ynde. De har et særligt udtryk, hvor de slipper afsted med at virke større end både Danmark, rocken og musikken, uden at det bliver arrogant eller storhedsvanvittigt på den ucharmerende måde. Man kan mærke, at Horsens holder dem nede på jorden, hvilket gør, at man elsker deres musik det ekstra.
Bandet har formået at ramme de typiske rockelskere – dem, som har råd til de helt dyre pladespiller, men også det unge publikum som hæver armene til Skipped a Step. De er et band, som er blevet samlet op af de store spiller, og jeg håber, at de tager deres job som storebrødre seriøst. BÆNCH skal nemlig frem ad.
sophie-lou – It’s easy to be soft
En glitrende, opsvulmende krammer møder én, når man åbner gaven, som er It’s Easy to Be Soft – EP’en fra sophie-lou. En artist, der er svævet ind på den danske musikscene i år, men samtidig lander solidt på de sten, som CPH+-playlisten er i gang med at bygge op.
Hun taler direkte ind i den støvede, lidt langsomme magi, der er begyndt at fylde København op nedefra. Det er et rum, hvor tristheden tages seriøst og omfavnes som den drivkraft, den også kan være. På intronummeret I Will Love You Till I Die får man lyst til at kaste sig ud over den nye Storstrømsbro for at passe ind i sangens storslåethed og vanvidsfremkaldende energi.
Det, der gør sophie-lou særlig, er, at musikken ikke står stille som brakvand, men er i konstant bevægelse i sin tristhed. En balance, der gør, at det triste og inderlige ikke bliver altopslugende og ødelæggende – men en befrielse.
MASIV – SIDESTIK
Festen er ikke død – og det ved jeg, fordi jeg har set MASIV to gange denne festivalsommer. Der bliver blæst ud over medierne, at de unge drikker mindre end tidligere – og har mindre sex. Sådan føles det dog ikke efter en MASIV-koncert. Her er vildskaben sexet, uundgåelig og elektrificerende.
Elektronisk musik behøver ikke være kikset, psytrance-influeret eller irriterende. Den kan være en motor, hvor beatet tages seriøst. Åbningen på deres debut-EP Sidestik starter med nummeret ANTHEMS, hvilket selvfølgelig er en dansetvingende nationalsang, der får kroppen til at krympe i sidestik – præcis som EP’en foreskriver.
EP’en lægger sig perfekt i den elektronisk-elskende ungdom – men vi mangler stadig de helt store danske elektroniske mastodonter, og MASIV er et bud. Og det er vigtigt, for de fedeste fester starter altid med elektronisk live – og helst MASIV med deres livetrommesæt.
THREESIXFIVE – Imposter
Hvis man taber et poprockband ned i en gryde af sejhed og attitude, så får man THREESIXFIVE. Det er nostalgi på den fede måde, som giver en følelsen af, at man har fundet den helt rigtige sang på iPod’en, skruet helt op for pandahøjtaleren, og det hele brager ud i teenageværelset.
Man vrider sig væk fra forældre, venner og sig selv til åbneren YeahYeahYeah. Hvilket giver god mening, fordi man har lige sat dirty pop på. Det føles frækt at høre det. Lidt som at åbne en elektronisk gave, hvor alting er lidt mere sexet og pumpende end man er vant til. nummeret Superstar får én til at klappe hænderne sammen i euforierne dans, som var man med i den helt rigtige teenagefilm.
Det har også fået folk til at snakke i krogene. Der blev i hvert fald sagt i en omkreds denne weekend: “Jeg havde oprigtigt THREESIXFIVE’s EP på min Wrapped” – og det forstår jeg godt, for det føles, som om man ikke kan stoppe, når man først er begyndt.
Salon Noir – Drifter
Den fire numre korte EP er et lille røget værk, som vokser på lytterens rygrad. Salon Noir er et band, der – som navnet også indikerer – tager rocken og det melankolske seriøst. Vokalerne lægger sig lidt i baggrunden, som shoegazen foreskriver, og de løbende guitarer og trommer får hjertet til at hamre afsted i et tempo, der kan minde om en fordrivelse.
Det jyske band svæver som en lille komet uden for den københavnske musikscene, hvor de er lige så stille ved at opbygge fart til at bryde igennem med deres løbende og inspirerende rockenergi på f.eks. nummeret I’m A Drifter.
Den akustiske version af nummeret So She Knows I’m Awake minder om triste nætter, hvor musikken kan være en lindring midt i det uoverskuelige. Det er musik, man får lyst til at holde sine kære helt ind til kroppen til. Men så er det godt, at vi har Salon Noirs ungdommelige energi og inderlighed. Tingene står stadig på spidsen, og vi er med i farten.
Merry – Easing into Healthy
En lullende og drømmende verden starter, når man sætter Merrys debut-EP på. Fantasy Man strømmer ud af højtalerne på EP’en Easing into Healthy – en sang til alle de heartbroken, med ønsket om at finde magien i dagligdagen. Og det er okay, hvis vi ikke finder den, for vi har nemlig Merrys lille magiske univers.
Det visuelle betyder meget, når man lader blikket falde ned over Merrys univers: magi, sammenklistret og scrapbook-style. Ligesom hendes musik, der opbygger sig som små mikrokosmoser, hvor små overraskelser venter bag de lukkede døre. Det kan være den legende lyd i Butterfly Breeder, som lyder af en hund, der jagter sin egen hale, eller den følsomme og hjerterammende titelsang Easing into Healthy.
EP’en udstråler kunstnerisk kunnen og beslutsomhed, en forståelse af sit eget værk og en klar retning den løber i retning af. Det er heller ikke gået ubemærket hen med afspilninger på bl.a. radiokanalen P6 og en voksende kærlighed fra undergrundsmiljøet i Aarhus. Det er som en lille eliksir, der er i gang med at sprede sig ud over Danmark, mens så vi kan forgabe os i tågen.
Lil Hawaii – Fra Fælden Til
Lil Hawaii har fået det bedre, og det kan høres på hans nye EP. Efter at have trukket sig fra rampelyset, fjernet musikvideoer og holdt interviews på et minimum, leverer han muligvis sin stærkeste musikalske præstation i 2025. For mange er han en undergrundslegende, der konstant udforsker nye genrer og finjusterer sin egen lyd. På Fra Fælden Til tager Nørrebro-rapperen en sejrsrunde og reflekterer over sit hektiske liv. Livet foregår ikke længere i byen, men på en gård, der er stor nok til, at der også bor en mår, som han bemærker i et af numrene. Lil Hawaii gør det hele selv og har altid været seriøst independent. På nummeret 9-5 understreger han sin filosofi om frihed: Han vil hellere have et almindeligt job end at signe med et pladeselskab. EP’en er et studie i hverdags-flex og rimkunst. Lil Hawaii er relaterbar, skarp og en slags godfather for mange af de rappere, der dominerer scenen i dag. Fra Fælden Til viser en kunstner, der har fundet ro og overskud, men stadig holder fast i kant, personlighed og kompromisløs stil.
Vilma Crow – Good Dog For Sale
Engelsksproget indiemusik er en genre, hvor man for alvor er nødt til at gøre sig bemærket, hvis man drømmer om at få opmærksomhed for sin musik, og det har Vilma Crow heldigvis været ekstremt god til. Hun leger med et sprog og en lyd, der lægger sig et sted mellem moderne blød indie og den minimalistiske, personlige chamberpop, som danske solister har taget til sig de seneste år. Hun er særdeles kæk og næsten intimiderende i sin direkte og til tider grafiske sangskrivning, som ikke blot sætter et følelsesmæssigt tydeligt afsæt i sjælen, men også et visuelt aftryk gennem de poetiske billeder, hun maler. Lyden bygger sig mere og mere op undervejs og får mere personlighed og flere farverige nuancer, jo længere man kommer ind i EP’en.
Skrevet af: Viktor Holtegaard, Isabell Larsen Thomsen, Emil Høgh, Daniel Benjamin Frans
