05 dec Hvis du elsker gys og ødelæggelse, så skal du opleve John Maus

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

Musikken er for John Maus selvdestruktion, imens publikummet hepper med.

København ebbede af ærgrelse og slukkede sind. En tung og trykket stemning. I hvert fald hvis man var en af de uheldige billetindehavere til Radiohead-koncerten i tirsdags.
Vi var dog en flok, som ikke havde Radiohead på radaren, men derimod John Maus. En fuldstændig vildskab og katarsis af følelser, som skulle springe i luften foran en.

Musikeren af samme navn er en amerikansk kunstner, som har udgivet musik siden midt-nullerne. Han er kendt for sine lo-fi-optagelser af hans gotiske pop univers. Det betyder synthesizers, storslået melodier (nærmest kirkelige) og ekkofyldt vokal. Han er eksperimenterende i sin lyd – men samtidig filosofisk. Han er tidligere universitet filosofilærer og har en ph.d. i politisk videnskab. Det kan læses ind i hans tekster, som rangerer fra kærlighed til selvødelæggelse, had til politiet og gudsfrygtighed.

Vi stod en broget flok inde på Amager Bio den bekymrenden ikke kolde december aften. Hvis man ikke var klar på, hvad man skulle opleve, kunne det mildest talt blive overvældende. Det var det hvertfald for to Radiohead fans, som havde købt billetter efter aftens udskydelse af Royal Arena koncert.

John Maus kom gående, helt introvert, ind på en tom scene præcis kl. 21, trykkede på det, jeg må formode, var hans backing tracks. Han tog mikrofonen, og musikken bragede ud over publikum. Give me, give me, give me some love blev messet over de elektroniske, drillende og hamrende synthesizer-melodier fra sangen My Whole World’s Coming Apart. Hans lyse skjorte stod stadig tør på kroppen, nærmest knitrende. En Jesus figur.

Maus’ krop begyndte at hoppe op og ned, øjnene lukkede, og mikrofonen var helt tæt på munden eller ved siden af. Publikum stirrede fuldstændig lamslået, imens de roterende lys i diskofarver dansede omkring ham. En form for børnehave-gymnastisk opvisning med professionelt blinkende lys.

Men det var derfor, vi var der. Efter hans krop var hoppet/varmet igennem, fortsatte koncerten i samme tempo. Der blev løbet fra den ene ende af scenen til den anden, som var det en beep-test. Han stoppede midt på scenen og råbte “AAHH”. Hele lokalet råbte tilbage med knyttede hænder. En hæder til den idrætspræsentation, vi så foran os.

Men det var mere end bare John Maus’ tilsyneladende gode kondi, som imponerede. Hans vokale præstation rammer i hjertekulen hver gang, imens han knuger sine hænder om sit bukseben. En mand i lidelse, som råber og forårsager en nærmest djævleuddrivelse foran os.

Ingen andre på scenen end blot ham i denne forvredne og længselsfulde udgørelse af selvet. Imens har beatet og musikken sit eget univers. Det gotiske og 00’er lo-fi-soveværelsesinspirerede. Tonerne og melodierne bevæger sig dog så meget inden for denne sfære, at koncerten kunne blive en smule ensformig – men det er præmissen, man køber ind på hos John Maus. Musikken er backing tracks og messende og transiderende

Musikken er motoren, som driver os fremad, men det er menneskets selvødelæggelse, som vi er der for. På mange måder ekstremt makabert og selvreflekterende – hvilket taler ind i tendenserne, vi ser på alle podcast-apps.

Vi vil som forbrugere have gys og skræk. Vi vil opleve det ubehagelige og ødelæggende inden for det kontrollerede.

Det er derfor, vi ser John Maus.

Kort fortalt: John Maus leverede en intens og kompromisløs soloperformance i Amager Bio, hvor både krop og vokal blev presset til det yderste. Koncerten var en blanding af gotisk lo-fi-pop, filosofiske undertoner og rå fysisk udladning, der efterlod publikum både måbende og medrevet. Med stroboskoplys, desperate råb og en nærmest rituellignende energi skabte Maus et univers, der balancerede mellem ekstase og selvødelæggelse.

Hvis John Maus lyder som noget for dig, skal du helt sikkert tjekke St. Digue ud!