14 apr Kōya rystede VEGA helt ned i grundvoldende
Der er meget få bands, der direkte kan slå på deres instrumenter med knytnæver og stadig få det til at lyde godt, men det kan dette band. Hardcore-drengene i Kōya bragte deres absolutte A-game ind i Lille VEGA – og hold nu op – det lød formidabelt!
Danske Kōya gav den ekstra meget gas fredag aften, for som forsangeren sagde: ”Der bliver filmet et influencer TV-show inde ved siden af, så vi skal lave noget larm, så de kan høre os!” og larmet blev der. Bandet spiller, hvad man kan kalde post-hardcore, men mest af alt, spiller de metal, der skal laves høje knæløft til. Bandet gik på scenen, alle klædt i korte shorts og hvide t-shirts, og splittede salen ad; lyden var perfekt hård, skraldet og tung. Man kunne mærke den karakteristiske gungrende bas helt nede i mellemgulvet.
Medlemmerne på scenen var også ekstra godt oplagte, og smadrede lige så hårdt rundt, som publikum gjorde nede i pitten. Der var flere gange, hvor bandets to medbragte fotografer måtte dukke sig oppe på scenen for ikke at få sparket eller headbanget deres kameraer i stykker af musikernes flyvende lemmer og instrumenter. Ved tredje nummer sagde forsanger Martin Jørgensen: ”Vi har taget en ny lille ballade med,” men man skal ikke lade sig narre – når Kōya snakker om ballade, så menes det i den hårdeste forstand. Da nummeret gik i gang, gik der heller ikke længe før, Jørgensen hoppede ned midt i moshpitten. Han ville selv lave lidt ballade med publikum.
Bandet spillede en del nye numre fra deres upcoming plade, som udkommer senere i år. Hvis disse numre lægger stilen for hele albummet, så vil jeg mene, at vi har en kandidat til årets bedste hardcore album i vente! Da bandet skulle til at runde aftenen af, kom front-brøleren Jørgensen faktisk til at misforstå, hvor mange sange de havde tilbage at spille. Det blev kun en glædelig overraskelse, at vi havde mere end en sang tilbage. Jeg kunne personligt have hørt dem spille et dobbelt så langt sæt.
Aftenen blev afrundet med den nye ultra-hårde sang Webbed. Til den, havde Kōya medbragt en lille leg, som bandet gerne ville lege med publikum. Forsangeren kiggede pludselig alvorligt ud på de fremmødte og spurgte, om vi kunne love at passe på hinanden. Folk kiggede lidt forundrede tilbage, og lovede at ja da, det gør vi jo altid. Derefter fremtryllede Jørgensen en Amerikansk fodbold, og så begyndte det at gå op for folk, hvad der skulle til at ske. ”Den der har bolden om præcis 3 minutter, når det her nummer går amok, får en gratis gave nede i merch-boden” blev der råbt. Publikum fik fart på! Der blev straks kamp i pitten, hvor der blev revet, skubbet, moslet og kæmpet om prisen – men der blev selvfølgelig passet godt på alle.
Det var en fantastisk måde at afslutte denne kraftpræstation af en koncert. Aalborgenserne i Kōya spillede en perfekt koncert, og mine ører runger stadig på bedste vis her dagene efter.
Kort fortalt: Kōya spillede en intens og larmende koncert i Lille VEGA, hvor både band og publikum var i konstant bevægelse. Nye numre pegede frem mod et stærkt kommende album, mens energien aldrig faldt undervejs. Koncerten sluttede med en kaotisk, men kontrolleret leg i pitten, der samlede hele salen.
Hvis Kōya lyder som noget for dig, skal du checke Lextraneus, Rektum og Arisona ud.