03 maj SPOT 26: shinyhunt overgik allerede høje forventninger på SPOT
Pressebillede: shinyhunt Credit: SPOT Festival
shinyhunt leverede førsteklasses altrock på et tætpakket VoxHall
Var man en af dem, som blev skuffet, da et af Nordens bedste aktuelle altrock-bands, shinyhunt, måtte aflyse deres koncert på Phono i marts, kunne man glæde sig over, at de var booket til årets SPOT. Med to stærke albumudgivelser under bæltet og en række nyere sublime singleudgivelser fra det seneste halve års tid var jeg ikke ligefrem forventningsfri, da jeg skulle ind og høre hovedstadsbandet.
En halv time før de går på, vrimler det med mennesker ved VoxHall. Få minutter før koncertens start er der noget nær fuldt hus. Ud på scenen kommer så de danske shoegazere med en ekstra guitarist og en vikar med på bassen, som lyder veløvet og oplagt til at løfte opgaven, selvom der sker en lille fejl ved første nummer, som dog ikke er værre, end at de bare lige starter om igen. Sidenhen finder de hinanden og er i deres es.
De leverer en optræden mættet med den søde melankoli, man kender fra deres univers, mens deres lyd ofte befinder sig i et krydsfelt mellem det melodiske og det støjende, som de får til at harmonere, så musikken både får en infektiøs og drømmeagtig kvalitet, som også fremmanes gennem deres optræden.
Frontwoman Signe Christoffersens lyse og luftige vokal svæver over de summende strenginstrumenter og fremtrædende trommer, og med den kun dage gamle my heart was good (you never knew) er det generelt nyere materiale, som de har bragt med til salen i Aarhus. Alternativrockmusik fra øverste hylde, hvilket må være med til at pege på, at der er gode grunde til at glæde sig til deres kommende album nosophobia.
De viste sig i al fald som en liveact, som altrock-hoveder ikke må snyde sig selv for at opleve.
shinyhunt spiller på Rudme Festival i juli og på Ideal Bar den 2. oktober 2026, mens deres koncert på Phono er blevet rykket til den 18. september.