15 maj The Savage Rose i Store Vega: Når sjæl bliver til lyd
Foto: Nadia Marie Bagheri
The Savage Rose bragte sjæl, smerte og i særdeleshed skønhed og kærlighed til scenen i Store Vega.
En koncert med The Savage Rose er ikke alene en musikalsk oplevelse men også en intens og følelsesladet rejse. Publikum blev onsdag den 22. april 2026 ført ind i bandets særlige univers. Stærk vokal, politisk nerve og musikalsk nærvær forvandlede Store Vega til et spirende forår. Et rum fyldt med lys, varme og et vedvarende håb om fred.
Ved koncertens start blev lyset dæmpet. Orientalske toner flød ud af højtaleren, hvor trompetten indledningsvis var frontfører. Bandet har et alsidige musikalske udtryk bestående af både harmonika, trommer, guitar, bas, keyboard og korsangere, der med deres smukke klang løftede alle hårstrå på kroppen.
Undervejs i dette instrumentale forspil var forsanger Annisette Kopel indtrådt camoufleret på den mørke scene, indtil hvide spotlys fik hende frem i rampelyset. Med sin karakteristiske, rå og samtidig sårbare stemme gav hun et nyt lag til det musikalske landskab, der blev indledt af nummeret Til Gazas Børn.
Koncertens setliste var en vekselvirkning mellem det sentimentale, sårbare og den vilde, rå power. Der blev især danset og sunget med på numrene Masters Of War, You’ll Know In The Morning og Dear Little Mother. Også ekstranummeret Black Angel Dance blev et regulært dansehit, der fik gulvet til at vibrere under et begejstret publikum.
Derimod kunne man have hørt en knappenål falde til jorden, da Annisette med sin stærke fortællerevne delte anekdoter fra bandets besøg i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon i 80’erne. Hun fortalte om den gæstfrihed og styrke, de blev mødt med – oplevelser, der siden inspirerede hende til at skrive det efterfølgende nummer For Your Love. Palæstina var et gennemgående tema i koncerten: både i scenens udsmykning med kuffiyeh-tørklæder, i Annisettes personlige beretninger og i sangene Til Gazas Børn og Palæstinas Sang.
Det stod hurtigt klart, at bandet stadig formår at skabe en sjælden og levende forbindelse til sit publikum. Samspillet mellem musikerne var både dynamisk og intuitivt, og der opstod flere øjeblikke, hvor musikken syntes at svæve frit i rummet – båret af både erfaring og nærvær. Koret tilføjede en ekstra dimension med deres varme og fyldige klang, som understøttede og forstærkede koncertens følelsesmæssige atmosfære.
The Savage Rose balancerer det politiske og det poetiske med en naturlighed, som få andre formår. Selv når tematikkerne er tunge, efterlades publikum ikke i mørket, men med en følelse af håb, fællesskab og menneskelig styrke.
Koncerten kulminerede i en intens og forløsende afslutning, hvor publikum kvitterede med stående applaus. Det var en hyldest til et band, der efter mange år på den musiskalske scene fortsat har meget på hjerte – og som fortsat formår at røre, udfordre og samle sit publikum.
En aften med The Savage Rose er ikke blot en koncert – det er en påmindelse om musikkens kraft til at forbinde mennesker og skabe mening i en kompleks verden.
Kort fortalt: Store Vega blev forvandlet til en intens og nærmest sanselig oase af musik, følelser og eftertanke, da The Savage Rose gav en optræden, hvor grænsen mellem scene og publikum opløstes, og hvor håb, smerte og kærlighed smeltede sammen i én fælles oplevelse.
Hvis Savage Rose lyder som noget for dig, skal du checke Aysay, Hilal Kaya og iomfro