27 jun COPENHELL 2026: Holy. Fucking. Shit. Paleface Swiss væltede os alle bagover. Årets koncert.

Foto: Laura Ioana V
Scene: Pandæmonium
Dato: 26 Juni 2026, kl. 19:45

5 minutter inde i koncerten havde det Schweiziske band min interesse. 15 minutter inde havde de fat i mig. 30 minutter inde overvejede jeg, om dette kunne gå hen og blive årets koncert. 45 minutter inde var jeg ikke længere i tvivl. Da bandet sluttede efter en time, var jeg fuldstændig lagt ned og målløs over, hvad jeg lige havde overværet.

Jeg ved godt, at vi her på Bands of Tomorrow ikke giver karakterer eller stjerner til bands. Det er der gode grunde til at lade være med, når man skriver om upcoming kunstnere. Men jeg vil alligevel bryde reglerne og sige, at denne koncert var 6/6, 10/10, sågar 666/666 stjerner værd. Jeg er direkte målløs.

Det fremadstormende Schweiziske deathcore band Paleface Swiss indtog Pandæmonium scenen på Copenhell, og alting eksploderede. Energien fra bandet var til at smage og føle på, og publikum mødte den energi og gav endnu mere tilbage. Publikum sprængte alting i luften, og det overraskede alle, inklusive bandet selv. Jeg ved ikke, om det var fordi der endelig var faldet lidt skygge hen over festivalen, eller om resten af dagens koncerter havde været lidt skuffende, eller om det ‘bare’ er Paleface Swiss dem selv, der var skyld i denne energibombe – måske var det lidt af det hele.

Alting gik i hvert fald op i en højere enhed. Lyden, lyset, pyroteknikken, moshpittene, circle-pittene, alle Walls of Death. INTET var savnet til denne koncert. Jeg glemte næsten hvad jeg selv hed, så meget stod jeg med kæben hængende nede på brystet af ren og skær overraskelse og imponerethed.

Normalt, når en vokalist siger til publikum: “I er de bedste, I er de vildeste” tænker jeg at det oftest ikke er sandt, og bare bliver sagt for publikums egen skyld. Men da frontmand Marc “Zelli” Zellweger råbte ud over pladsen, at han aldrig havde set eller oplevet noget lignende, og at Copenhell gik langt ud over hvad han og de andre i bandet havde forventet, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at han fortalte sandheden. Holy. Fucking. Shit.

Zelli afsluttede denne uimodsigelse kraftpræstation med at sige: “Before I start to cry or shit my pants because of you guys, we’ll play the last song. THANK YOU!”

Jeg så min første metalkoncert i 2006. Jeg har været med på Copenhell siden 2013. Jeg har MEGET sjældent oplevet noget som det her.

Kort fortalt: Det kan godt være, at vi har en helt festival-dag tilbage, men jeg kalder den allerede nu: Årets koncert. Intet mindre.

Se billeder fra infernoet her:

Fotos: Laura Ioana V