05 jun NorthSide 2026: Big Thief var den koncert som alle havde håbet på, men ikke den situation som folk drømte om
Fotos: Big Thief// Anton Schmidt
Big Thief spillede en fantastisk atmosfærisk og intim koncert for de opstemte festivalgæster, men det var nok i virkeligheden ikke det de havde brug for
Der hersker ingen tvivl om, at det yderst højagtede og velrenommerede amerikanske indierockband Big Thief var et navn på NorthSide-plakaten, der fik skabt interesse og fik sat billetsalget i gang, men det var måske i virkeligheden ikke helt den koncert, som folk havde brug for.
Bandet spillede en smuk og varieret setliste, som de eksekverede problemfrit med fuldt overlæg. Opsætningen var minimalistisk, uden bagtæppe eller finurlig grafik. Det, der fyldte på scenen, var fire fantastisk dygtige musikere, som spillede en smuk og følsom koncert. Forsangeren Adrien Lenker fyldte Astra-scenen med sit fantastiske væsen og et charmerende humør, der bevidnede om, at festivalsæsonen for alvor var sat i gang.
Både Lenker og Buck Meek fik flere øjeblikke til at vise, hvordan de også er i stand til at fyre en teknisk og imponerende guitarsolo af hver især. Selv trommeslageren stjal showet et par gange med forførende trommespil og tilhørende solo. Hver gang Lenker sagde noget til publikum, var det fyldt med omsorg og kærlighed, og alene det var grund nok til at kigge forbi til Big Thiefs koncert. Det er store følelser, der kommer fra et intimt rum, som mange har oplevet gennem deres høretelefoner i privaten, og det skulle blive en sand test at overvære, om denne meget sælsomme lyd kunne fungere på en stor scene på NorthSide Festival. Heldigvis er det garvede band erfarent i at spille store festivaler, og de mestrer i sandhed at omsætte deres distinkte minimalistiske lyd til en mere rocket lyd, der passer fremragende til en stor udendørskoncert.
Der var dog nogle omstændigheder, der saboterede det kære band på trods af deres flotte arbejde.

Selve lyden var, hvad den var, og det var måske ikke NorthSides bedste lydarbejde, der blev leveret til denne koncert. Desværre blev NorthSide Festival atter engang til en selvopfyldt profeti, hvor det er den berygtede publikumssniksnak, som på frustrerende vis slugte en del opmærksomhed fra den ellers veludførte koncert.
Publikum var klar på fest og store armbevægelser, hvilket ikke er så underligt, da NorthSide er en festival, som mange mennesker ser frem til år efter år. Der var nerve på blandt de mange publikummer, og det lykkedes Big Thief ikke at spille op til. Så på trods af at koncerten som booking og live performance var en succes, så var det ikke helt det, som NorthSides gæster hungrede efter klokken 16:30 på festivalens første spændingsfyldte dag.
Big Thief gjorde alting rigtigt, men publikum var ikke klar på en intim nærlytningsoplevelse. En overdækket scene havde klædt det fantastiske band, og der var stadigvæk en stor mængde die hard-fans, der gjorde alt, hvad de kunne, for at holde koncentrationen på et band, der gjorde sig særdeles umage.
En fantastisk koncert fandt sted på det forkerte tidspunkt og muligvis på det forkerte sted.
