06 jun Stramt, skarpt og ubarmhjertigt: Iceage leverer deres mest fokuserede album
Foto: presse
Efter fem års pause vender Iceage tilbage med et kontrolleret, kortfattet og overraskende tilgængeligt album, hvor intensiteten stadig ulmer under overfladen.
Iceage er kommet langt siden at blive udråbt som “saviours of punk” og fik anerkendelse fra punk-ikonet Iggy Pop. De føles både som veteraner og som et band, der stadig står midt i sin egen opløsning. Fem år efter Seek Shelter , deres længste pause til dato, vender de tilbage med For The Love of Grace & Hereafter: Rønnenfelts sideprojekter har åbnet nye døre, men det er stadig i Iceage, at det hele kulminerer og føles mest nødvendigt. Hvor Beyondless og Seek Shelter flirtede med det orkestrale og storladne, er For The Love of Grace & Hereafter langt mere minimalistisk. Der er stadig detaljer: strygere, blæsere, glockenspiel, men de bruges med måde. Fokus er på sangene. På riffs. På struktur. Samtidig flirter de med country-rock og støjende shoegaze guitarer, der smelter sammen med deres punkede udtryk. 12 numre på 41 minutter, skåret helt ind til benet. Et album, der på én gang er mere tilgængeligt og mere kontrolleret end noget, de tidligere har lavet. Og netop det er det mest overraskende.
Post-punken fylder igen – fra IDLES til Fontaines D.C. – mens Windmill-scenen med black midi, Shame og Black Country, New Road udvider genren med jazzede afstikkere og længere eksperimenterende forløb. Iceage gør det modsatte. Hvor andre søger ud, søger de ind mod det essentielle: korte, skarpskårne sange, hvor intet er overflødigt, og det længste nummer knap når fire minutter. Albummet er stramt og disciplineret med en renere, mere åben produktion, der næsten er poppet uden at miste tyngde. Der er luft i lydbilledet. Man kan høre alt, selv når det støjer.
Fra åbneren Ember står det klart, at noget har rykket sig. Energien er stadig fremaddrivende, men lydbilledet er skarpere. Det starter som et klassisk Iceage-nummer, før en akustisk guitar sniger sig ind, og omkvædet rammer med et punkråb, der allerede føles kanonisk. Match Head Girl eksploderer i et nærmest irriterende catchy “du-du-du”-omkvæd, der balancerer på kanten af det barnligt simple og det geniale. Det er dansabelt, kaotisk og konstant i bevægelse. På The Weaker vi tættere på 70’er-punk end post-punk. Rå, legesyg energi og en bevidst sjusket æstetik kulminerer i en absurd blokfløjte-outro, der på én gang lyder forkert og fuldstændig rigtig. “Life is for the weak!” lyder det kynisk og karikeret. Det er voldsomme sager.
No Fear sænker tempoet og åbner for jangly guitarer og en mere indie-orienteret følsomhed. Star er albummets umiddelbart mest interessante track. Med sit fængende ”you-you-you-you-you-you”-omkvæd, en stram rytmesektion og ikke mindst outroens bratte temposkifte, der til sidst river nummeret fra hinanden igen. Tempoet er højt, sangene falder hurtigt efter hinanden. Man når næsten ikke at trække vejret. Det kunne blive klaustrofobisk, men føles i stedet medrivende.
Hvis lyden er blevet lysere, er tematikkerne det ikke. Bandet beskriver selv albummet som en udforskning af kærlighed uden filter:
“Passion and romantic love has typically framed Iceages songs as a form of resistance, yet throughout For Love of Grace & Hereafter, it flows pure and unafraid”.
Elias Rønnenfelt kredser stadig om destruktion – men med kærligheden som omdrejningspunkt. Ikke som frelse, men som en kraft, der nedbryder: flygtig, udmattende og potentielt voldelig. På Tender Blades bliver kærligheden næsten religiøs i sin ekstremitet: noget, man lider og ofrer sig for. Og på Star fremstilles forelskelsen som en kosmisk katastrofe: en supernova, hvor jeg’et må kollapse for at blive opslugt af en anden. Selv i de mest umiddelbart opløftende øjeblikke og kanoniske punk-råb ligger stadig den samme uro, der altid har drevet Iceage.
Bandet har rødder på Mayhem i København: et frirum, hvor nye bands kan eksperimentere og udvikle sig. I dag spænder scenen fra dødsmetal som Hyperdontia, Chaotian og Deiquisitor til avantgardistiske navne som Maria W Horn og Puce Mary. Set i det lys kunne man ønske, at Iceage i højere grad lod sig smitte af samme risikovillighed og udfordrede formatet mere. Men det virker som et bevidst fravalg. Samtidig er første halvdel af albummet stærkere end anden. Det er ikke fordi niveauet falder markant, men fordi intensiteten og nyhedsværdien topper tidligt.
Kort fortalt: For The Love of Grace & Hereafter er Iceage i deres mest fokuserede form: korte, præcise sange, hvor intet er overflødigt. Lyden er lysere og mere tilgængelig, men under overfladen ulmer stadig den samme uro og destruktive kraft. Albummet er ikke et stort statement. Det er ikke et opgør med fortiden. Det er endnu et stærkt kapitel i en diskografi fra et band, der konsekvent har udviklet sig uden at miste sig selv – og som spiller bedre end nogensinde. Iceage har aldrig stået stille. Og det gør de stadig ikke.
Hvis Iceage lyder som noget for dig, skal du checke King Fuzi, Wildr og Crushing ud!
