12 aug AySay interview: “Personligt føler jeg mig tættere på vores kerne som band, end jeg nogensinde har gjort”

Foto: Pressebillede

I kølvandet på deres glimrende Roskilde-optræden samt deres seneste album-cyklus rundt om LP’en “Mal”, mødtes vi med AySay bagved Eos-scenen til en snak om alt fra live vs studiet, at spille for et kurdisk vs dansk publikum samt bandets lidt ufrivillige rolle i det nuværende politiske klima.

Vi møder AySay sen fredag eftermiddag på Roskilde Festival lige efter at legendariske Savage Rose har braget igennem på scenen bag os. Blikkene fra trioen er forståeligt nok lidt halvtrætte, men skuldrene er sænket og stemningen er afslappet i backstage-området bag ved Eos-scenen. 

Jeg tænker jeg lige vil starte med at spørge dig Luna: Du har både været på scenen til Fællessang for fred i går kl. 11, Orange scene med Tobias Rahim i går kl. 1 om natten og så en tidlig koncert med AySay i dag kl 12. Hvordan har du det?

Luna: Jamen, jeg har det lidt knast. Det var vist også det jeg fik sagt på scenen. Men lige nu har jeg det rigtig godt. Jeg er stolt af min stemme. Den har klaret sig rigtig godt gennem mange timers sang hver dag i lang tid. Og jeg er bare stolt af vores præstation. Jeg synes vi gjorde det rigtig godt, og det var også både smukt med “Fællessang for fred” og det gik også godt på Orange i går. Så jeg kunne ikke bede om mere.

Jeg så jer sidst i Store Vega til en glimrende åbningskoncert. Siden da er der kommet et nyt album, “Mal”, og som jeg husker det langt flere af de nye numre til dagens koncert end dengang – hvordan har det været at spille de nye sange live?

Carl: Det har fandeme været dejligt. Vi har jo haft dem i støbeskeen i halvandet-to år. At komme ud og spille dem live, det er bare dejligt. Jeg føler meget de sange repræsenterer os som band lige nu. Så det giver god mening, at vi faktisk spiller dem alle sammen lige p.t. til det her show.

Aske: Det er spændende at se, hvordan de arter sig i en live sammenhæng. Der er jo en studieindspilning og så er der et live-arrangement, som varierer lidt. Og det er rigtig interessant at se, hvordan publikum tager imod en sang som “Kücük Hanim”, som er den sang hvor Luna hun live formår at lave en introduktion til nogle af de sange, som mange jo ikke har forudsætningen for at forstå sproget i. Det giver rigtig god mening f.eks lige med den, for det bliver ligesom en “ode til kropsbehåringen” – og at se den live kontra hvad den er på pladen, hvor det ikke helt kan forklares på samme måde.

Nu har I efterhånden udfoldet jeres originale lyd over et par plader, hvordan føles denne her album cyklus anderledes end de andre?

Luna: For det første så har vi fået mere styr på, hvordan vi gerne vil gøre det. Vi har eksisteret i 10 år, og det har været en utrolig stor læringsprocess at finde ud, hvordan man overhovedet gør det, og på den måde synes jeg at det føles en lille smule sikrere hver gang.

Det har været meget smooth på trods af, at der har været noget sygdom i bandet, som gjorde at det hele blev udskudt, og vi har haft noget bandterapi – vi har været igennem en kæmpe forvandling. Men som bare gør, at jeg personligt føler mig tættere på vores kerne som band, end jeg nogensinde har gjort. Det gør, at det her album får lov til virkelig at være det, som det er: en live-lyd. Vores musik lever rundt på scenerne i hele verden og det er det den skal. Så det har bare været en fornøjelse.

Aske: Det er også første gang, vi laver en plade, hvor vi ikke laver (nærmest) det hele selv. Vi har haft rigtig mange musikalske samarbejdspartnere tidligere, vi har f.eks en rigtig god medmusiker og ven fra Istanbul, der hedder Ozan Demir, som vi har brugt rigtig meget på de tidligere plader. Han er også med på denne her men lidt mindre. Denne gang allierede vi os med en producer, som hedder Rasmus Juncker, der ligesom blev den overordnede executive producer. 

Ellers har det været mig, som har produceret det – og generelt meget DIY-stemning hele vejen rundt i alt fra indspilning til produktion osv. Så der skilte den sig også lidt ud, og gjorde at vi kunne læne os lidt mere tilbage som band, og lade en anden tage rettet på en eller anden måde.

Det her det er jo bare min opfattelse, men I virker til at være et sindssygt naturligt live-band. Hvordan ser i det selv: er det mere naturligt for jer at være i studiet, eller er det mere naturligt at være på scenen eller er det lige godt det hele? 

Aske: Nu kan jeg ikke svare for os alle, men det at stå her live føles faktisk mere naturligt end studieprocessen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, for det er jo et komplekst landskab at lave musik i, når man blander forskellige sprog og forskellige kulturer og tre forskellige musikalske opvækster. På en måde er det mere organisk live. Det er der, hvor musikken får en kontekst på en anden måde, for det kan ses og det kan opleves, så det kræver mindre forestillingsevne af publikum end det gør at høre en studieindspilning. 

Carl: Vi har jo spillet sammen i 8-10 år og siden da har vi jo spillet 2-300 koncerter ikke. Og jeg føler sgu det er på scenen at vi lever mest naturligt sammen, det er der vi kender hinanden bedst og det er der vi skaber bandet, og så tager vi det med videre. Det er i hvert fald det, som det er endt med på denne her plade, hvor vi var meget sådan: “nu skal vi gøre det vi er bedst til, når vi bare spiller”. Det er derfor den også er så nem at spille live, for det er bare sådan vi spiller nu – og sådan vi er. Så for mig er det i hvert fald meget det naturlige habitat live og så er det mere et eksperiment i studiet.

Skrives sangene så også undervejs og prøves af på turneer inden de indspilles i studiet? Eller hvordan foregår det?

Luna: Ikke så meget. Det er sket lidt, men faktisk så er det noget, jeg kunne være nysgerrig på at gøre mere, fordi der sker nemlig noget, når vi spiller live. Min intention og min vokalpræstation udvikler sig rigtig meget under en turne, så jeg ville være rigtig nysgerrig på at prøve nogle sange af – og så indspille dem. 

Jeg vil også bare istemme de andre: vi elsker at spille live. Vi er et live-band, som har rigtig mange kilometer i benene. Det andet er også fantastisk og det ville være super svært ikke at have. Der er noget meget tilfredstillende ved at den musik, som jo altid er svævende og live-musik eksisterer i det sekund det er der og så er det væk, at det manifesterer sig i noget fysisk vi kan holde, og som folk kan tage med hjem og bruge til deres egne stunder – det er meget meningsfuldt for mig. 

Men dit spørgsmål handlede om, hvad der var hårdest – og det er helt klart studiet der er sværest for os og mig. Vi går også alle tre, plus vores bassist som er med live, op i vores håndværk og det tror jeg man kan høre, når vi er ude at spille. At vi går rigtig meget op i det instrumentelle i at lave et fedt show.

Inden du kom Luna så snakkede vi om, at I har været i den kurdiske del af Tyrkiet og spille shows, og du nævnte også på scenen at det jo langt fra er alle som kan forstå teksterne, så hvordan har det været at være i den del af verden, hvor flere mennesker kan forstå lyrikken og måske relatere til musikkens ophav på en mere direkte måde?

Luna: Jamen, præcis. Altså for mig personligt er det dybt rørende. Det er ikke en underdrivelse. Jeg tror, at jeg er meget vant til at spille over for mennesker, som kan forstå mig gennem deres hjerter, hvor det er meget specielt for mig at få lov til at spille foran mennesker, som kan forstå mine tekster. Jeg ændrer mig, det er meget spændende at stå og vide at “I forstår hvad jeg mener” – ordene får en anden betydning for mig. 

Når det så er sagt, så er musik universelt og det er det, som er smukt ved det. At man kan blive forelsket i en lyd. Personligt så lytter jeg til rigtig meget musik, som jeg ikke forstår teksten på, fordi jeg kan blive betaget af lyden af et sprog. Og det er også så rørende for mig at kigge ud på vores publikum hvor der altid er nogle mennesker som tydeligvis ikke forstår ordene, men som synger med alligevel. I de momenter føler jeg virkelig en stor mening med vores musik.

Der er også noget meget særligt ved at have vokset op i Danmark, og have en dansk mor og alligevel prøve at tage ejerskab over min egen baggrund. At komme tilbage til det område, hvor min far han er født og så komme med mit og vores bidrag til, hvordan den kultur har udviklet sig i Europa. Det er meget smukt, rørende og spændende, men også angstprovokerende. 

Jeg spiller jo saz, men kommer du til Tyrkiet og til den kurdiske del – der er folk jo sindssygt dygtige til det her instrument. Det er jo sjæleinstrumentet for begge folkefærd, så det er jo også angstprovokerende for mig at dele, hvor meget jeg har “fucket up” i den kultur også ikke? Så det er noget med virkelig at holde fast i, at jeg er okay, jeg er bare mig og jeg må godt gøre det, jeg gør.

Det har lidt en anden karakter det her spørgsmål: Jeres musik for mig repræsenterer virkelig kulturmødet og sammensatte identiteter. Der er jo virkelig mange, der har de her multiple identiteter og forskellige baggrunde. Så det giver jo sindssyg god mening, at der kommer mere musik som jeres, der blander ting, for det er jo det liv, som mange lever. Samtidig ser vi i Danmark en indvandrer- og flygtningepolitik, hvor der er bred konsensus om en yderligt højreorienteret linje. Hvordan navigerer I det som gruppe, udover at jeg antager det påvirker jer som privatpersoner, at vi både ser denne her tendens musikalsk, men samtidig en politisk udvikling, der er skræmmende for mange? 

Aske: Jeg syntes jo det smukke ved kultur, og i vores tilfælde musik, er, at hvor politiske strømninger de kan dikteres af populisme og behov ud fra politiske standpunkter, mens at musik og kultur de opleves ud fra menneskelige standpunkter. Og jeg synes faktisk det har været en ret smuk tendens, også inden for ret mange forskellige genrer i Danmark, f.eks inden for popmusikken (Luna stod med Tobias Rahim igår). Der er enormt mange, som deler denne her baggrund, men der er også mange såsom Carl og jeg, der ikke gør, men som jo er en del af en globaliseret verden. Og det at det gror op af musikken, er meget større end politik. 

Det er en medmenneskelighed, det er et eller andet ønske om at få ting til at lykkes. Og musik og kultur handler om det, der er vigtigt, og det her er pissevigtigt, for det er manges skæbner. Det er faktisk vores alles fælles skæbne på en eller anden måde – bare fra forskellige positioner.

Luna: Jeg holder meget fast i, at jeg på ingen måde ser mig selv som en direkte politisk kunstner. Men jeg formidler mit blik på den verden jeg ser. Jeg er drevet af dette her basale og barnlige minde om ikke at forstå, hvorfor der er så meget uretfærdighed i verden. Jeg tror tit jeg bliver puttet i en boks fordi “jeg er politisk og bla bla”, men det er ikke sådan, jeg ser mig selv. Jeg ser mig selv lytte på mig selv som barn, kigge på verden og forbinde mig med den kraft, børn har til at se noget for hvad det er: krig, ødelæggelse, uretfærdighed, folkemord osv det er ikke okay. 

Det ved man som barn, og så vænner man sig til det som voksen. Men for mig er det kærligheden til verdenen, som driver mig. Og det tror jeg er lidt svært at navigere i nogle gange, når man både bliver sat i en boks, og jeg spiller ret ofte til demonstrationer, og selvfølgelig engagerer jeg mig i det samfund, jeg lever i, men jeg tror det er vigtigt at vi slår et slag for at musik også bare skal tale til hjertet. Og at jeg ikke er ekspert, men bare er menneske, der oplever at være menneske lige nu og beskriver det gennem kunst.

– Skribent: Emil Noah