16 aug SFS 2026: Intet kunne stoppe Ninajirachi fra at skabe en dansefest
Foto: Presse
Syd For Solen har haft fingeren på pulsen, hvad angår deres bookinger i år. Den australske DJ Ninajirachi landede på den elektroniske scene som et lyn i jorden med hendes debutplade I Love My Computer fra fjor, der var et af årets bedste debutalbum. På pladen rammesætter DJ’en en generationel fortælling om en identitetsrejse, der har fundet sted på the World Wide Web. Har man haft perioder som chronically online, vil man nemt kunne spejle sig i Ninajirachis univers, der kommer til live gennem den ene hårdtslående og glitchy produktion efter den anden.
Det er oplagt at elektroniske acts som Fcukers, Maribou State, og Kind Mod Kind har fået de seneste tidsrum på festivalens program. Men mange rynkede med øjenbrynene, da sløret blev løftet for tidsplanen og det kom frem, at Ninajirachi havde fået tjansen som åbningsnavn om lørdagen. Her hører det muligvis med til forklaringen, at hun eftersigende har skullet spille i hele tre lande på et døgn. Hvad end, der må ligge bag af årsager, er det ikke optimale vilkår for den ekvilibristiske DJ at skulle skabe boiler room-stemning, mens der er dagslys. Man kunne have set for sig, at det ville falde til jorden. Heldigvis er både kunstner og publikum oplagte til anledningen – tidsrummet er ikke det, der skal stoppe os fra at have en fest.
En skare af publikummer står klar til at blive badet i strobelys og klubstemning. Mange er merchklædte og synligt spændte. Det står på den måde klart, at australieren, der har det borgerlige navn Nina Jo Wilson, har skabt sig et navn.
Ydmygt står DJ’en bag pulten og takker for fremmødet. Senere, danser hun rundt på scenen med sved dryppende ned af ansigtet. Bag hende kører et af de mest gennemførte backdrops, jeg længe har set med nostalgiske internetreferencer og digital Y2K æstetik, der understøtter temaer og tekster fra de tracks, hun sætter på. Det løfter faktisk oplevelsen, og jeg føler vi får en uddybet version af den historie, der tager sig ud på hendes album. Jeg oplever endda flere gange at blive direkte rørt.
Settet leverer smagsindtryk fra en bred vifte af de EDM-subgenrer, der har domineret det elektroniske i det seneste årti, herunder complextro, hyperpop og electrohouse. Ikke alle er lige så bekendte med Ninajirachi, som dem, der har købt t-shirts nede i merchboden, men især de ørehængende publikumfavoritter ’’Ipod Touch’’ og ’’I Wanna Fuck My Computer’’ går rent ind med deres skarpe omkvæd, mens et remix af Charlie Xcx’s ’’Rock Music’’ også vækker stor begejstring.
Jordskyen, som gjorde moshpitten til især Turnstile til en støvet affære, blev trampet frem igen hen mod slutningen af settet, så man kunne mærke en svien i næseborerne, men intet skulle stå i vejen for at festen løb af sted. Det var nok heller ikke alle fremmødte, der havde regnet med, at de skulle stå og skråle ’’I Wanna Fuck My Computer’’ sammen med hundredevis af andre, da de stod op i morges.
