16 aug SFS 2026: Om Geese lige var stået op, eller om de var på vej i seng, var i virkeligheden ret svært at gennemskue

Foto: Daniel Nightingale

I god tid op til koncerten begyndte publikum at strømme til og flokkes omkring Syd for Solens næststørste scene, og spændingen begyndte langsomt og sikkert at tiltage. Der var en tydelig fornemmelse af, at ægte fans var dukket op, og at flere festivalsgæster havde købt deres billet netop for denne oplevelse.

Geese har fået en enorm medvind ovenpå deres seneste album ”Getting Killed”, som har floreret overalt på internettet, i folks øregange og i den kollektive musikalske samtale. De er det, man i moderne tale ville forstå som ”hypede”, og det er ikke mærkeligt, eftersom flere forskellige interessante liveoptagelser har givet dem en enorm opmærksomhed, som har givet mange nye fans blod på tanden.

I løbet af sommeren har bandet turneret flere forskellige steder i verden, og mange folk har bakket op, mødt op og betalt for deres eksklusive koncerter. Menneskemængden til Geese var enorm og tæt pakket, og nu skulle det altså blive spændende at se, hvad dette unge New Yorker-rockband rent faktisk duer til. Sandheden er dog bare, at de nok i virkeligheden ikke rigtig kendte deres fulde potentiale.

De stod foran et publikum, der var klar til både moshpit og dybtfølt fællessang, men det var, som om vi ikke rigtig fik lov til at lære det hypede band ordentligt at kende. Rocknerven var slap, og tilstedeværet var utilstedeværende. Om det var et forsøg på at virke mystiske, cool og tilbagelænede, var tilmed også ret svært at gennemskue. Koncerten var i virkeligheden et pendul mellem fællessang og noiserock-bangers, og det var en meget original blanding, der ikke blev balanceret særligt yndefuldt eller rutineret.

Forsangeren Cameron Winter lignede blandingen mellem en moderne Gen Z-John Lennon, og hvis Oasis havde en form for yngre fætter. Han beholdt de smarte solbriller på sit ansigt indtil sidste sang, hvor han kunne afsløre sine trætte, ufokuserede og flakkende øjne. Han så selvfølgelig virkelig sej ud, imens han stod der på scenen, men han lignede også lidt en mand, som hungrede efter elektrolytter.

De er samtidigt et band, der er blevet kendt for en charmerende form for quirkiness, og den fik vi også en rimelig smagsprøve på. Det var særligt morsomt, da de valgte at spice ”2122” med et par morsomme Metallica-riffs fra ”Enter Sandman”. Det var meget sjovt, men det endte også med at blive leveret en lille smule akavet.

Bandet virkede sløve i optrækket, og deres rytme i setlisten blev ved med at fejle i at skabe et gennemgående momentum. Netop som de fik pisket en fed stemning op, ville de tage tempoet tilbage og efterlade publikum en smule uforløste. På flere tidspunkter formåede de at holde publikum ret i deres hule hånd, bare for at slippe dem slapt igen, så snart den næste sang skulle begynde.

Efter 55 minutter var det hele overstået. Publikum virkede stadigvæk sultne og klar på mere god musik, men som dug for solen stak bandet hurtigt af efter deres sidste sang ”Trinidad”, og det hele var nu forbi.

Havde de jetlag? Havde de tømmermænd? Var de stive? Prøvede de at være det sejeste rockband i verden? Ingen ved det.

Det var næsten synd, hvor meget kameraerne filmede på guitaristen og trommeslageren, da de delvist lignede et par musikanter, der ikke helt havde overskuddet til at gennemføre en fuld rockkoncert. Heldigvis blev de reddet af de mere stille og singalong-venlige numre, hvor følelserne af fællesskab tog over.

Et totalt highlight, der beviser deres uforløste potentiale, bliver alligevel deres delikate udførelse af lytterfavoritten ”Au pays du cocaine”. Forsangeren Cameron Winter leverede den sang, som publikum håbede på, og det enorme crowd sang kærligt med, og der opstod et smukt festivaløjeblik.

Hvis der i virkeligheden var tale om en god koncert, lå den delvist på det fremragende publikum.

Geese er unge, og det viste de, men ikke på en charmerende måde, nærmere som et band, der ikke helt er klar til at tage deres succes og deres publikum seriøst. Håndværksmæssigt formår de at skabe en langt større, mere musikalsk og imponerende koncert. Det er helt sikkert, at mange af Syd for Solens gæster vil glæde sig til at se dem igen, men det er nok mere på samme facon, som når man køber en lækker burger på festivalpladsen, som man ikke rigtig blev helt mæt af.