15 aug SFS 2026: Wilco har tække, men de måtte godt vise det noget mere
Fotos: Isabell Larsen Thomsen
Det er ikke gået forbi min næse, at det ikoniske alt-country/indie-rock band Wilco har en ikonisk indie-rock plade under bæltet i form af Yankee Hotel Foxtrot. Men jeg må tilstå, at jeg kun har hørt et mindre udpluk af de garvede Chicago-gutters mange udgivelser, og jeg har derfor kun et vagt billede af, hvilken koncert, jeg har i vente. Jeg mærker også en klar opdeling af publikum: folk som allerede er glade for Wilco og som måske især har hørt dem i ungdommen, og dem som ikke helt ved hvad de går ind til. Jeg tilhører nok mest den sidste lejr, men efter en times godt selskab, føler jeg, at jeg er blevet klogere på dem.
På alle parametre skinner det først og fremmest tydeligt igennem, at vi har at gøre med en konstellation af bandmedlemmer, der har spillet sammen i flere årtier. Der er bare en kemi mellem dem, som kun bands med mange år på bagen har.
Det er også værd at bemærke, at hvert enkelt bandmedlem har deres tid i centrum på scenen, hvor de trækker alle blikke til sig. Tag bare guitarist Nels Clines overdådige guitarsoloer, der ofte varer flere minutter. For slet ikke at nævne de sammenstød af energier som kommer under ’’Via Chicago’’, ved at trommeslager Glenn Kotche ud af det blå smadrer løs på sit trommesæt, mens resten af bandet fortsætter i sangens normale tempo, som om intet er hændt. Det sker hele tre gange, og er faktisk sjovt hver gang. Det er generelt som om, at bandet har et glimt i øjet, selvom deres stof ofte tager fat i tunge emner.
Forsanger Jeff Tweedy viser også små tegn på en tør karisma. Ovenpå den Beatles-klingende ’’Hummingbird’’ lyder det fra frontmanden: ‘’It might look like a lot of things caught on fire just now… we’re okay.’’ Man kunne sige, at han her indirekte adresserer det som mangler under første halvdel af showet: at musikken for alvor kommer ud over scenekanten. Men som det skrider frem, bliver det klart bedre. Specielt ved, at et mere kendt nummer som ’’Jesus, Etc.’’ kommer på.
Med et stort bagkatalog, må man formode, at der er rig mulighed for at sammensætte et 60-minutters-set med varians, og det synes jeg de formår. Bandets afslappede og introspektive country-inspirerede rock fylder i deres optræden denne fredag aften, men det samme gør deres el-guitar-tunge rock. Meget af deres materiale har tidsløse kvaliteter, mens andet kunne kaldes farrock til den hippe onkel. Det står dog klart for mig, at Wilco stadig holder. Professionalismen skinner igennem, men man får også glimt af en legesyg side, som jeg gerne ville se mere fra.
