SFS 2026: Syd For Solen 2026: Bette er klar til at tage hul på næste kapitel i karrieren

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

R&b er ikke nødvendigvis den genre, der fylder mest i det danske musiklandskab. Men i desidste par år, kan man tale om at genren er i flor. Navne som Jaleesa, Sira Jovina og dagens emne Bette, har i nyere tid alle givet bud på, hvordan genren med amerikanske rødder kan oversættes til dansk.

Her har Bette, der har det borgerlige navn Bette Maria Dandanell, ofte dyrket det sjælefulde og det rytmiske fra r&b i sine udgivelser, selvom hun ofte laver musik, man kan betegne som pop. Hendes katalog er med andre ord oplagt som soundtrack til den sommerstemning, der har bredt sig over det talstærke publikum, der står klar i god tid foran scenen ’’Under Himlen’’ i Valbyparken torsdag eftermiddag.

Bette og bandet indleder sættet blødt gennem en trekløver af poppede slowjams, herunder titelnummeret fra sangerens seneste udspil Ego og albummets outro ’’Sig Mit Navn’’. Numrene deler en laidback stil og et tempo, der er nemt at vugge med til, uden at
stemningen her bliver glohed.

Sangeren fortæller, at hun for nyligt har været gennem et breakup, hvilket ikke var sjovt, men at det har været god inspiration til at skrive sange. I flæng med anekdoten teaser hun en kommende EP ved at spille to uudgivne numre, og her er det som om, at settet for alvor bliver fængende. Selvom publikum selvsagt ikke kan synge med. En guitar svøbt i effekter

fylder lydbilledet op på begge numre i en stil, der leder tankerne hen mod den amerikanske stjerne Mk.gee, og generelt bliver tankerne her kastet tilbage til 80’erne. Hvis dette er visionen med den nye EP, er der god grund til at glæde sig til sangfuglens næste kapitel.

Publikum får lov at skråle med, da Aphaca-samarbejdet ’’Hvornår kommer du hjem?’’ kommer på. Ligesom Mas-samarbejdet ’’Blind’’, bliver det stilrent sunget af Bette selv fra start til slut. Den erfarne sangskriver Guzo lister så ud på scenen til nummeret ’’Tabt Noget’’, hvor han med armen om Bette synger en fin duet, hvorefter en kort men rungende guitarsolo sætter en fed streg under sangens følelsesladede stemning. Mere neo-soul-agtig atmosfære kommer gennem den Erykah Badu-klingende ’’Fin Regn’’, og Bette spørger så: ’’Er i klar på en sexy tune?’’ før den dansable ’’Blød’’ giver endnu et stemningsskifte til noget mere rytmisk. Her har hun i højeste grad publikum med, hvor selv de sniksnakkende grupper i yderkanterne af crowdet bliver fanget af stemningen. Der bliver lukket og slukket for koncerten i bombastisk stil med ’’Hører Dem Ikke’’, og jeg tror Bette har tilegnet sig nye fans ovenpå sin elegante optræden.

Christian Holm
thechristianholm@gmail.com