14 aug SFS 2026: Syd For Solen 2026: Wednesday forvandlede Valbyparken til landsbysamerika
Foto: Pressefoto
North Carolina-bandet Wednesday er af gode grunde et af tidens mest hypede bands. De er efterhånden et etableret navn, men albummet Bleeds fra 2025, har taget bandet til nye højder ovenpå storrosende anmeldelser. Det er også til at mærke, at det er en spændt flok festivalsgæster, der har pakket sig under teltet ved scenen ’’De første stråler’’.
Da bandet så titter frem i lyset på scenen til tonerne af en stemningssættende country-oldie, går der ikke længe før, at det går op for folk, at det er en speciel koncert man er vidne til. Frontkvinde Karly Hartzman er fra første nummer og frem til closeren et fokuspunkt, som det næsten er umuligt at fjerne blikket fra. Med sin enorme vokal og sin guitar i hænderne, har hun publikum i et jerngreb.
’’Y’all like country songs?’’ spørger hun, hvor kun mindre skarer hujer begejstret tilbage. Alligevel mærker man tydeligt, at det samlede publikum tager entusiastisk imod musikken og bliver revet med, uden at kvintetten gør andet end at lade musikken tale for sig selv. Der er en særegen quirkyness og nostalgi over Wednesdays musikalske univers. Ofte synger Hartzman anekdotiske tekster, om meget specifikke situationer, som på ’’Phish Pepsi’’, hvor det lyder ’’We watched a Phish concert and Human Centipede’’. Deres lyd bevæger sig også frit fra tung shoegaze til god gammeldags country. Som lytter bliver man på den
måde taget med til småbysamerika.
Her lød et nummer som ’’Elderberry Wine’’ allerede ved sin udgivelse som en klassiker. Den slags tune, der er blevet spillet på jukeboxen utallige gange. Men her i liveopførelse, går den ind og rammer endnu dybere i sjælen.
Flere gange i settet sadler bandet om til deres rå og stærkt rørende noiserock, hvor Hartzman presser stemmebåndene til det yderste og bruger sine lungers fulde kraft. Hen mod slutningen siger hun: ’’I scream a little bit at the end of this song, and I hope to scream towards a specific sentiment, and the sentiment of today is fuck ICE and free Palestine.’’ Det lyder som ren katarsis og får hårene til at rejse sig hos undertegnede. Dette øjeblik leder over til afrundingen på en tryllebindende koncertoplevelse. Det var endda så medrivende, at man slet ikke bemærkede fraværet af bandets vanlige leadguitarist MJ
Lenderman.
