06 sep BOT på Høst Møn: Dag 2
Billeder: Julie Linder Hessellund
Efter en første dag med regn, bunkere og koncerter til langt ud på natten vågner vi til en noget langsommere lørdag på Høst Møn. Og det passer os egentlig meget godt.
Vi har nemlig fået lov til at sove længe. Ingen bagende sol, der har forvandlet teltet til en sauna fra morgenstunden, men i stedet lyden af legende børn fra campingpladsen. Tempoet er lavt, stemningen er god, og der er ikke rigtig nogen grund til at skynde sig.
Kommunistbrunch og en tur ud i lokalområdet
Inde på festivalpladsen er morgenmadsmulighederne begrænsede, men hyggelige. En lille selvbetjeningsbar byder på kaffe og kanelsnegle, og selvom der lige skal ventes på en ny omgang kaffe, er Julie ret begejstret for konceptet. Tilbage i campen bliver det til det, vi selv døber “kommunistbrunch”, hvor morgenmaden bliver delt lige mellem os.
Der er stadig længe til de koncerter, vi især glæder os til, så vi beslutter os for at forlade festivalen lidt. Heldigvis har vi vores egen lokale guide med. Isabell er vokset op i området og viser os lidt rundt, og vi ender både i et lokalt genbrug, en stor random butik og på en grillbar, hvor en halv grillkylling med pommes frites gør underværker. Derefter går turen i Lidl efter forsyninger til endnu en lang dag, inden vi vender tilbage til Høst Møn.

En meget langsom festivaleftermiddag
Der har faktisk allerede været musik på Høst Møn, mens vi har været på tur i lokalområdet. Mads Mouritz med Skvulp + Glöd spillede klokken 12 og The Tremolo Beer Gut klokken 14, men de mere stille koncerter var ikke lige det, vi var kommet mest for. Vi havde mere lyst til at gå på opdagelse i området og så til gengæld frem til flere af navnene senere på dagen.
Da vi kommer tilbage, er det derfor blevet tid til vores første koncert på dag 2. Klokken 16 finder vi en bænk til Majke Voss. Det er stille og roligt, og imens musikken spiller, kan vi se køkkenet rykke udenfor og begynde at gøre klar til aftenens fællesspisning.

Omkring klokken 17.30 er der blevet meget stille på Høst Møn. Majke Voss er færdig, næste koncert er først senere, og bortset fra forberedelserne til fællesspisningen er der hverken musik eller aktiviteter i gang. Børnene løber rundt på pladsen, mens de voksne kan sidde med en fadøl og lave meget lidt.
Det er hyggeligt. Men måske også lige lovlig roligt.
For det er her, vi opdager, at Høst Møns langsomme tempo nok afhænger ret meget af, hvem man er. Har man børn med, virker det nærmest ideelt. De kan løbe omkring, mens de voksne får lov til at sidde ned et øjeblik. Er man kommet for at blive underholdt konstant, kan halvanden til to timer uden musik eller aktiviteter godt føles lidt langt.
Bliver alle egentlig mætte?
Klokken 18 er der fællesspisning, og Metier står for maden. Der bliver serveret vegetariske retter på store fade ved langborde, og på ét punkt er vi ret enige: Det smager virkelig godt.
Selve spisningen deler til gengæld vandene lidt mere. Når mange mennesker skal dele fade ved lange borde, opstår der nemlig et ret lavpraktisk problem. Maden skal hele vejen ned gennem rækken, og nogle af fadene bliver temmelig tomme undervejs. Pludselig sidder man med mennesker, man ikke kender, og forsøger både at spise aftensmad og vurdere, hvor stor en portion man egentlig kan tillade sig at tage.
Det giver lidt blandede reaktioner hos os. Nogle når ikke helt at blive mætte og må supplere med en del brød. Andre er mere begejstrede for selve idéen, for selvom logistikken omkring mængderne godt kunne justeres, fungerer fællesspisningen virkelig godt som festivalgreb.
Hele festivalen bliver samlet omkring de samme borde. Man falder i snak med mennesker, man ikke kender, møder gamle bekendte, skåler på kryds og tværs, og de frivillige løber frem og tilbage for at få det hele til at fungere.

Imens går solen langsomt ned over vandet. Børnene leger videre på halmballerne, der bliver drukket vin langs bordene, og udsigten til broen på den anden side af vandet bliver badet i solnedgangen. Det er en udsigt, der egentlig har ligget omkring os gennem hele festivalen, men lige her gør den noget særligt ved stedet.
Det er svært ikke at synes, at Høst Møn er lidt magisk på sådan et tidspunkt.

Nu skruer vi op igen
Efter middagen er det tid til SNUGGLE. Det er endnu et af de navne på programmet, som vi fra Bands of Tomorrow har et særligt øje på. Koncerten er allerede blevet dækket særskilt af redaktionen, så den kan du også læse meget mere om her på Bands of Tomorrow.
Julie og Emil tillader sig derfor at trække lidt tilbage, sætte sig godt til rette og bare høre koncerten. Det er også her, en tanke fra dagen før begynder at vende tilbage: Høst Møn har virkelig gang i en spændende booking.
Det bliver kun tydeligere, da Bænch går på. Viktor og Isabell har set dem flere gange før, men for Julie og Emil er det første gang, og vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente. Det viser sig at være en kæmpe positiv overraskelse. De er mega fede live, rocker den og har et virkelig godt flow sammen på scenen. Pludselig er den meget langsomme eftermiddag temmelig langt væk.
Og så kommer Boko Yout.
Boko Yout vælter Høst Møn
Hvis vi skal blive enige om ét fælles musikalsk højdepunkt fra hele Høst Møn, bliver det Boko Yout.
For Isabell er det samtidig et gensyn. Hun så Boko Yout på Roskilde Festival et par år tidligere og havde nærmest glemt, hvor fedt det var, indtil en blåmalet Boko Yout pludselig dukkede op på hendes Instagram igen. Nu står hun foran ham på Høst Møn, og live giver det hele mening igen.
Boko Yout blander punk, indie, rock og elektroniske elementer, men det er især tilstedeværelsen på scenen og kontakten med publikum, der gør koncerten til noget særligt. Der er det karakteristiske tøj, den blå maling og hele det visuelle udtryk, men energien er mindst lige så voldsom som udtrykket.
Publikum følger med. Der bliver crowdsurfet, folk kommer tættere på, og endnu en gang står børn, unge og voksne midt i den samme koncert. Det er vildt og kaotisk, men samtidig med en følelse af, at folk passer på hinanden. Isabell beskriver rummet som et safe space, mens Emil især hæfter sig ved den forbindelse, der opstår mellem Boko Yout og publikum.
Det er en af de koncerter, hvor det føles, som om alle ret hurtigt forstår, hvad de skal være fælles om. Og endnu en gang står vi tilbage med den samme tanke: Hvordan fanden har en festival af den her størrelse fået den her koncert hertil?
Kæmpe cadeau til bookerne.
Vi glemmer lidt at lave vibe check
Efterhånden sker der noget meget passende med vores lydoptagelser: Vi holder stort set op med at lave dem. Ikke fordi der ikke er mere at sige, men fordi vi bliver opslugt af musikken.
Bænch har overrasket, Boko Yout har leveret vores fælles højdepunkt på hele festivalen, og til sidst lukker MIAW ballet med endnu en virkelig stærk koncert med masser af guitarer og elektronik. På det tidspunkt er det blevet sent, og ambitionen om hele tiden at hive telefonen frem og fortælle, hvordan vi har det, er efterhånden forsvundet.
Vi er bare på festival.
Høst Møn, vi ses forhåbentlig igen
Nu er der gået en uge, siden vi pakkede teltene sammen og forlod Masnedø, og vi har stadig Høst Møn lidt i kroppen.
For Høst Møn viste sig at være en fucking fed festival.
Det er selvfølgelig musikken, vi er kommet for, og her ramte bookingen virkelig noget. Fra Angående Mig og School of X på dag 1 til Bænch, Boko Yout og MIAW på dag 2 blev vi flere gange ramt af koncerter, vi enten ikke kendte eller ikke helt vidste, hvad vi skulle forvente os af. Og når Boko Yout kan ende som vores fælles højdepunkt på hele festivalen, siger det også noget om, hvad en lille festival kan, når den tør booke nysgerrigt.
Men det er ikke kun programmet, vi tager med os. Det er også bunkerne, campen, langbordene, børnene, solnedgangen over vandet og fornemmelsen af, at rigtig mange mennesker på pladsen kendte hinanden, men at der stadig var plads til os, der kom udefra.
Høst Møn føltes som en festival lavet af mennesker, der virkelig gerne ville den. Kærlig, lidt skæv, ambitiøs på musikken og samtidig helt nede på jorden.
Vi kommer i hvert fald gerne igen.