21 sep Når makeout-bandet slipper tøjlerne, er det så fandens overbevisende – jeg ville ønske de lod sig overgive til støjen
Pressefotos: Alexa Viscius/Jack Isacke
Sammen med Mazzy Star, The Marías og Cigarettes After Sex er Slow Pulp et af de indie-bands, hvis musik har soundtracket de fleste hipsteres lagengymnastik. Den drømmende lyd og ømme tekster på numre som Falling apart og Idaho fra debutalbummet Moveys, gør plads til, at den indadvendte Slowdive-fan og lokale Clairo-Pinterest-lover kan mødes i midten af venndiagrammet over soveværelses-playlister.
Gruppens debut var en smule rodet hvad angår energi, hvor bandet tilsyneladende havde svært ved at navigere mellem deres indierødder fra tidligere EP’er og indflydelsen fra tourné-partneren Alex G. På deres opfølgende album Yard legede de med en mere punchy lyd på numrene Cramps og Worm, men kunne stadig ikke abstrahere fra at lege folkstjerner på Carina Phone 1000 og Broadview.
Derfor glædede det mig da kvartetten i juni måned smed førstesinglen, Better Man; et storlandent, energifyldt nummer, der lader forsanger Emily Massey skråle lungerne i stykker over hjertevridende tekster: ”’Cause I can hurt myself again/As I fade away from everything/And I hear a voice that’s telling me to leave”. Nummeret er egentlig ret simpelt i struktur, men indebærer en medrivende opbygning af akkordhøvleri, der efterlader en hungrende efter mere som det korte nummer ringer ud.
Når man trykker på albummets playknap mødes man ikke af samme brusende indtryk, men derimod det inderlige Yellow and green, der dog formår at være en blid og velkomponeret indkøring til pladen. Klingende guitarmelodier blinker følsomt i baggrunden, mens Massey synger om en flamme mistet. Reflekterende, bliver jeg’et gennem sangen ældre, men insisterer på at ”I know I would never forget about you now”.
Gruppens mest følsomme moment indfinder sig under singlen Not For Nothing, en klaversjæler der går lige i brystet frem for i fødderne som titelnummeret Melodie, der attitudefuldt rusker op i pladen. Mens både pladens titel og albumcover kunne stikke dybere, sætter jeg pris på, at gruppen har forsøgt at larme lidt mere, eksempelvis under Entertainer, der ser et forudsigeligt, men gribende omkvæd af forvrængning og andenstemmer. Alex Leeds’ bas er aldente, med tydeligt bid på Red Car, men her falder gruppens tekstmæssige kvalitet, og giver referencer til Queens cringeworthy I’m In Love With My Car.
Måske taler mit dreampop-hjerte for meget her, men selv med de drømmende vokaler og fuzzede guitar på Like Me, mangler jeg min kvote af støj som gruppen fremviste på Big Day EP’en fra 2019. Her blev æteriske vokaler udpenslet som akvarel og på High skreg guitarerne højere end de siden har gjort. Stilistisk giver det dog rigtig god mening at danske Snuggle er valgt som opvarmning på album-tournéen, for These Days fra den nye plade lyder som noget der kunne indgå i en Goodbyehouse Deluxe Edition.
Det samme kan til dels siges om singlen Spill, der introducerer slackerrockede trommer fra Teddy Mathews over forsangerens fine vokal. Med Spill og de afsluttende to numre fortsætter Slow Pulp i det intime univers, hvor de kunne have endt på et højdepunkt. Mens Slip Away bliver for singer-songwriter til mig, er Up To You velkomponeret, selv om jeg havde håbet på en Better man nummer to mod albummets slut. Som jeg lyttede til albummet, kom jeg flere gange til at sætte det på repeat. Trods min fejl må det siges, at pladens start og slut virkelig flyder skønt sammen, hvilket det ikke havde gjort, havde det sluttet på maks.
Kort sagt: Mens jeg havde ønsket en intens og kompakt albumoplevelse, består Melodie som en indieplade der kan høres flere gange i streg, og når gruppen læner sig ind i de storladne øjeblikke, topper numrene over deres bedste. Forhåbentligt vil de dog på deres fjerde album turde gå støj-planken ud, som jeg ved de kan.
Hvis Slow Pulp er noget for dig, skal du tjekke Rocket, Yndling og Kayak ud.
