11 sep This Is Lorelei fortsætter i samme gode spor, men det er snart tid til et sporskifte
Pressefotos: Eve Alpert
Bluegrass er ikke umiddelbart en genre vi danskere er velbevandret i, men det er præcis hvad This Is Lorelei serverer på sit nyeste udspil, The Singer In my Band.
Er du til hjemmeproduceret indie fra Alex G, MJ Lenderman, Adrienne Lenker og Chanel Beads, bør du straks tilføje den brooklynbaserede Nate Amos aka. This Is Lorelei til dit arsenal. Selv om navnet klinger af tyske havfruer, er de nyere udgivelser præget af den amerikanske bluegrass- og countrymusik. På Box for Buddy, Box for Star (2024) kunne denne lyd især høres på titelnummeret og I’m All Fucked Up, hvor den på The Singer In my Band særligt skinner igennem på det længslende single Billy Came Back såvel som dette albums titelnummer, der inkoorpererer banjo og en tydelig walking-bas.
Amos har længe lavet musik under pseudonymet This Is Lorelei, hvor han allerede i de tidligere 10’ere begyndte at lave eksperimentel indie. Mens hans mixtapes fra denne tid overskygges af de seneste albumudgivelser og samarbejdet Water From Your Eyes med musiker Rachel Brown, er der meget guld at hente fra denne tid. Særligt mixtapet Did You Dream It or Did You See It In A Photograph (2016) introducerede alt-rock-nummeret Like, efterfulgt af Cool Roof, der ved hjælp af samplingteknikker og pitchshifting skabte et grænsesøgende og drømmende indienummer. Jeg slås bagover ved tanken om, at auteurens debut-mixtape This Is This Is Lorelei udkom i 2012, for flere af lydene kunne lige så godt komme fra en cafégængers wired earbuds på Vesterbro i dag.
Jeg må da også erkende, at flere af mine yndlingsnumre fra den nyeste plade er de hvor country og bluegrass lægger i baggrunden til fordel for eksperimentel indie og støjelementer, hvilket eksempel gør sig gældende på The Kid With The Crown, hvis hylende guitar langt overhaler den næsten karikerede grass-guitar på det efterfølgende And I Havn’t Seen My Love in Quite a While. Dette valg overskygger desværre de ellers gennemgribende tekster:
”Pain it knows no time, but I couldn’t find the line without it either way”.
Pladens højdepunkt er uden meget diskussion andensinglen ”Oh No Now My; et tungt og opbyggende nummer, hvis tekster går ud til Joey – en selvsaboterende person Amos tydeligt holder af:
”When the past comes back, you’re gonna go mad, and Joey, I wish you wouldn’t mess around like that. If the kid comes out, I’m kicking your crutch ’cause Joey, I don’t wanna let you miss so much.”
Nummeret mister dog effekt når det opfølges af det lalleglade Watching Heaven Fall. Mens jeg ikke har været pjattet med de udprægede countrynumre, beviser Amos på Hey Sarah Is It Gonna Rain Forever at han sagtens kan navigere mellemtingen. Sangen ledes af et medrivende riff, strygere og en pulserende stortromme, der ikke blot holder tempo, men sikrer en følelsesmæssig nerve.
Musikerens andet album Holo Boy (2025) var en til tider rodet kompilering af ældre Bandcamp-materiale, men tilgengæld var roots-indflydelserne mindre påtrængende – noget jeg savner når jeg lytter til guitarnummeret Nitro fra den nye plade. This Is Lorelei har selvsagt modtaget hæder for sin amerikanalyd, men jeg glædes alligevel ved, at musikeren altid er i bevægelse, og efter udtalelse vil prøve nye grænser på sit kommende udspil. Med tre studiealbum på lidt over to år, skal vi formentlig ikke vente længe på dette nye kapitel.
Kort sagt: Nate Amos er stærkest når han ikke bliver for traditionel, og hvad angår den hjemmeproducerede indie, har The Singer In My Band nogle solide bud når banjoen træder i baggrunden. Pladen vil glæde fans af amerikanske singer-songwriters, og udvide universet for elskere af Water From Your Eyes.
Hvis This Is Lorelei er noget for dig, skal du tjekke GB, Wynd og Smiling ud.
