Wynd – The Shores – Wynd lader fortiden skylle ind

Foto: Albumcover

Efter syv år i London og Los Angeles er Morten Larsen vendt hjem til Odsherreds kyster. Ikke med
store armbevægelser, men med en gammel kassettebåndoptager.


De fleste har en gammel kasse med minder gemt på loftet. Fotografier, breve og andre små rester af
et liv, man for længst har lagt bag sig, men ikke helt kan slippe. Lidt støvet, lidt slidt og fyldt med
minder, man ikke helt kan slippe. Det er den stemning, der gennemsyrer Wynds debut-EP The
Shores.


Bag navnet Wynd står Morten Larsen, der efter flere år som producer, musiker og sangskriver i
London og Los Angeles – blandt andet for Skepta, Rema og Headie One – nu træder frem som
soloartist.


Men hvor producerrollen ofte handler om at forme andre menneskers lyd, er The Shores bygget op
omkring det intime og uperfekte. Larsen har nemlig optaget EP’en på en gammel firespors Tascam-
kassettebåndoptager ved kysterne omkring Odsherred. En analog lyd der giver guitarerne en let
ruhed, mens harmonika, violin og mandolin føjer et varmt, hjemligt skær til det akustiske folk-
univers. Sammen med Larsens bløde vokal og smukke falset skaber det en drømmende og
sørgmodig lyd, der giver associationer til Phoebe Bridgers og Big Thief, men som først og
fremmest har sin egen støvede, danske hjemstavnsstemning.


Og selv om musikken er dybt forankret i Odsherred, virker den til at appellere til et internationalt
publikum, bl.a. de amerikanske medier Ones To Watch og The Luna Collective, eller hvis man
kaster et blik på kommentarsporene under Wynds opslag på sociale medier. Måske fordi der er
noget tiltalende ved hele DIY-æstetikken: En påmindelse om, at man ikke behøver et stort studie
eller dyrt udstyr for at skabe noget personligt. Eller måske fordi det bare lyder super godt.
The Shores er et forsøg på at skrue ned for alt det ydre og undersøge det, der bliver tilbage, når man
kun har sine egne minder, sin guitar og en bunke ting, man aldrig fik sagt.


Titelnummeret The Shores handler om et forhold, der stadig befinder sig i fortællerens bevidsthed,
selvom det for længst er forbi. Hvor havet, der engang bandt dem sammen, nu bliver et billede på
afstanden mellem dem, mens minderne langsomt æder sig ind i nutiden. ”I wanted to write about sailing
Or – any odd thing that she likes – But the words won’t find their way out
– I can’t let the sea take her twice”


På Go Back vender fortælleren tilbage til den by, han forlod ti år tidligere. Markerne er blevet til
beton, men ellers føles alt næsten uforandret. Det er en sang om at vende tilbage for at finde ud af,
om man stadig hører til, og opdage, at man måske ikke gør.


Samme længsel går igen på Amelia’s Daughter, hvor fortælleren forestiller sig et telefonopkald til
moderen til en tidligere kæreste og forsøger at formulere alle de ord, han aldrig fik sagt. Et
forestillet liv, hvor Amelias datter var blevet hans kone. Til sidst afsløres det, at telefonopkaldet
aldrig har fundet sted. Han har blot haft samtalen i sit hoved. Det kunne let være blevet et
sentimentalt og klichefyldt greb, men rammer rigtigt, fordi sangen kredser om afstanden mellem det
liv, der blev levet, og det liv, der kunne have været.


”Oh Amelia gives no answer
There’s just silence on the line
Cause I’ve never dialed the number
I wasted too much time”


Wynds musik er dog ikke kun mørk. Half løfter eksempelvis stemningen med livlig lapsteel og
violin. Flere steder løfter sangene sig med smukke flerstemmige harmonier, der klinger af Crosby,
Stills, Nash & Young. Og på Hopeful giver den raslende percussion det ellers skrøbelige udtryk lidt
mere liv. Det er en kontrast, der gør EP’en interessant – og samtidig noget, man godt kunne ønske
sig mere af.


For The Shores kan indimellem blive så konsekvent drømmende og afdæmpet, at sangene flyder lidt
sammen. På en EP fungerer det homogene udtryk fint, hvilket understreges af Houses by the
Coast
, der igen trækker EP’en tilbage mod det rolige og understreger, hvor veldefineret Wynds lyd
er. På et kommende album kunne man dog ønske sig større lydlige kontraster, så musikken ikke
altid behøver at længes lige så tungt som minderne, den beskriver.

Kort sagt:
The Shores er en overbevisende debut, der viser masser af potentiale for et kommende
fuldlængdealbum. Kassettebåndets støv er ikke bare en æstetisk effekt, men passer naturligt til
sangenes kredsen om fortiden. Sange der føles som minder og små glimt fra et liv, der allerede er
levet, som man har fundet frem fra en gammel kasse og forsigtigt blæser støvet af. Det er analog
indie-folk om det, vi ikke fik sagt, steder, vi ikke længere hører til, og mennesker, der bliver ved
med at leve videre i vores hukommelse.


Hvis du vil opleve Wynd live, optræder de som support for den islandske singer-songwriter Axel
Flóvent
 på Stengade i København d. 2. november.

Hvis Wynd er noget for dig, skal du tjekke: Hjalte Ross, BRIDGING og Kayak ud.

Anton Engelbrecht Nielsen
antonen1999a@gmail.com