02 okt Fat Dog holder fest, mens verden går iopløsning

Foto: Albumcover

På Cancel Me (I’m Tired) bliver punk, EDM og mere absurde indspark til et kaotisk
soundtrack for en udmattet vestlig verden.

På deres andet album Cancel Me (I’m Tired) smider Fat Dog dancepunk, post-punk og EDM i en blender og
kører den på maksimal hastighed. Pumpende synthbas, 808-klap, fremaddrivende percussion, klezmer-inspirerede blæsere, strygere og aggressive vokaludladninger kolliderer på ti voldsomme og urovækkende numre.

Hvor debutalbummet WOOF. ofte føltes teatralsk og cirkusagtigt, er Cancel Me (I’m Tired) mindre flamboyant. Klezmer-elementerne ligger mere i baggrunden, og det groteske teater er i højere grad erstattet af direkte, elektronisk energi. Resultatet er stadig kaotisk, men mere fokuseret.

Bandet fra Sydlondon har siden dannelsen under coronanedlukningerne opbygget et ry som et af de mest kaotiske livebands på den britiske scene, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Fat Dogs musik føles som en hyperteknologisk dansefest, hvor alle sanseindtryk er skruet op på samme tid. De fleste numre starter tæt på 100 procent og forsøger derefter at finde ud af, hvor meget mere der egentlig er at give af.

Fat Dogs tekster spænder fra afhængighed, familie og kærlighed til AI, rumvæsner og mere bizarre indfald. De er ofte absurde og humoristiske, men under overfladen ligger en frustration over verden omkring dem. Albummet handler i høj grad om at være udmattet af verden og have lyst til at melde sig ud – et tekstunivers, der afspejler en fragmenteret vestlig verden. Det er ikke stor lyrisk poesi, men det passer til Fat Dogs kaotiske univers.

Albummet åbner med “Smile and Wink”, en titel, der leder tankerne til pingvinerne fra Madagaskar og deres forsøg på at “keep it cool”, selv når alt omkring dem sejler. En passende attitude for Fat Dog. På “Go Fuck Urself” møder aggressive råb en næsten 90’er eurodance-agtig stemning, mens et simpelt og fængende omkvæd gemmer sig midt i kaosset. “Shit Love” bygger op som en EDM-banger, før den eksploderer i råb, dissonante harmonier og urovækkende kor.

Synthesizerne er ofte simple, men insisterende, mens percussionen konstant skubber numrene fremad. Det gør Cancel Me (I’m Tired) svært at sidde stille til. Men når energien og produktionen forsvinder, er der ikke altid lige så meget tilbage. Det bliver tydeligt på albummets mere afdæmpede numre.

“Heart of Darkness” er en velkommen temposænkning med akustisk guitar og et svævende melotronkor. Her viser Fat Dog, at de faktisk kan skrive en indierocksang uden at få den til at eksplodere hvert tyvende sekund. Det er et af pladens bedste øjeblikke, netop fordi bandet giver lytteren plads til at trække vejret.

På “Snakes” bevæger Fat Dog sig ind i et mørkt spaghettiwesternlandskab med akustisk guitar, pedal steel og gunslinger-stemning. Som dynamisk afbræk fungerer det fint, men nummeret er ikke særligt interessant i sig selv. Westernæstetikken føles mere som en gimmick end som en naturlig udvidelse af Fat Dogs lyd. Det er, som om en ensom gunslinger pludselig er gået forkert og er endt på Fat Dogs aggressive kaos-diskotek.

Det samme gælder “The Devil”, der leger videre med spaghettiwestern-æstetikken og sender tankerne mod både Tarantino, Mr. Bungle og soundtracket fra The Good The Bad & The Ugly. Det er kitschet, teatralsk og tilpas mærkeligt til, at det er svært ikke at smile lidt af. Men samtidig ender man med at spørge sig selv, om det er en joke, en parodi eller noget, Fat Dog faktisk mener.

Det siger ret meget om albummets grundlæggende problem. Fat Dog har en stærk identitet, når de accelererer. Når de stopper op og prøver noget andet, er det ikke altid lige tydeligt, hvad de vil med det.

Og så kommer afslutningsnummeret “Aliens”. Albummets længste og smukkeste nummer sender tankerne mod IDLES’ mere stille ballader. I stedet for pulserende dansemusik eller spaghettiwestern får vi klaver, akustisk guitar, små blæsermotiver og urovækkende strygere. Nummeret bygger langsomt op og truer hele tiden med at eksplodere. Da klimakset endelig rammer, skaber det et stort følelsesmæssigt øjeblik, der afrunder albummet virkelig virkelig fint.

Kort sagt: Cancel Me (I’m Tired) er et album, der både imponerer og frustrerer. Fat Dog er ekstremt medrivende, men den klaustrofobiske intensitet kan også blive udmattende. Der mangler til tider en rød tråd, og nogle af de mere aparte idéer føles som gimmicks. Men Cancel Me (I’m Tired) føles først og fremmest som en fest på kanten af verdens undergang: kaotisk,
overvældende og svær helt at forlade, selv når man har brug for lidt luft. Det er svært ikke at blive revet med.

Hvis Fat Dog er noget for dig, skal du tjekke Green Tea Bitches, Von Quar og Smag På Dig Selv ud.