06 okt På en lille scene leverede Allie X sit store katalog
Fotos: Laurids Nørgaard
Søndag aften tog den canadiske sanger, sangskriver og producer Allie X, et beskedent publikum på pumpehuset igennem en rejse af hendes diskografi. Det blev en hyldest af hendes indie-pop der rumte alt fra stærke synths, vilde vokaler og et mørkt tekstunivers. Alt sammen fejret i et københavnsk intimt rum.
Uden for at drage alt for mange paralleller mellem mega-stjernen Taylor Swift og den 41-årige Alexandra Ashley Hughes, proklamerede hun det skam helt selv i introduktionen: “So… This is kindda like my Eras Tour“ – Med henblik på turnéen der blev altoverskyggende fænomen i populærkulturen. Her blev hver albumudgivelse betegnet som en Era. Hver fik tydelige visuelle kendetegn og en inddeling som kapitler i én stor setliste der repræsenterede hele hendes diskografi – og lige ledes blev også tilfældet med Allie X’s nye “Serial Diva Tour“.
Kontrasterne mellem de to kunne ikke være større. For hvor den ene turnerede på rundt på verdens største stadions med dansere, orkester, massive LED Skærme osv. kunne Allie X stille op med blot én guitarist, ét keyboard og et lille nærmest “DIY Setup” bestående af et lærred og begrænset lys i pumpehusets stueetage/foyer. Men netop heri opstod magien. Det minimalistiske setup blev vendt til en styrke at skabe nærvær i.

Diva’er og nærvær stod den ihvertfald også allerede fra support, da australske Beks slap tøjlerne løs med højt hår, lyserødt læderoutfit og dansabelt pop. Indflydelserne kom tydeligt fra Drag-verdenen & det populære “RuPaul’s Drag Race” franchise hvor Beks så et nyligt gennembrud i “Drag Race Down Under vs The World”. Allie X har selv en baggrund som gæst i den canadiske udgave samt all stars. Midt i mængden af gimmicks – der bla. talte hendes assistent der kom ind med en Charli XCX brat-inspireret trøje med teksten “all the good boys are gay!” med selvsamme titel – blev der endda også plads til et særligt rørende øjeblik da hun dedikerede en mere stille sang til hendes afdøde far hun mistede til kræften. Det skulle eftersigne affødte en arv hun senere brugte på at gå all-in i musikken, hvilket i sidste ende havde bragt hende til hele vejen til København som support.

“Hun lægger hårdt ud!” udbrød en fan ved siden af mig, da Allie endelig brød igennem mørket til tonerne af signatur singlen “BITCH” fra hendes debut “CollXtion I“. Under hvert vers begynder hun at spinne langsomt rundt ved hjælp af en lille roterende plade på scenen. Et simpelt og sjovt dramatisk flair med baggrund i fankulturen, da hun er blevet memet med hendes brug af loopende og “rundtosset” æstetik i hendes videoer.
Et passende startskud på et show der fortsatte i samme spor med sange fra hendes makabre “CollXtion”-era der for alvor blev startskuddet til hendes karriere i årene 2015-2016 – altså 10-året for det hele. Dermed kunne man godt mærke et nostalgien ramme blandt folk der ligesom mig også havde opdagede hende igennem internet fora’er som en tid på Tumblr og fulgt med. Trods hendes udvikling var det alligevel først i løbet af 2026 at det Canadiske talent først satte fod i Danmark og så endda for 3. gang. Først som support i februar til Magdalena Bay i Store Vega, dernæst et længe ventet plads på Roskilde Festival over sommeren på den lukkede apollo-scene, før det nu stod på med sin første headliner – i eget navn.

Hun fortsatte og smidte sine sorte signatur solbriller under til broen “Hello” på sin mystiske og dramatiske facon og løfte blikket over kernepublikummets jubel. Et beskedent et, ja, men også modent et af slags hvor de forreste inkarneret sang med, de midterste for det meste dansede og svajede løs og resten respektfuldt stod og nikkede med. “CollXtion II” bød på “Paperlove” og 2 versioner af “Casanova” først nærmest fortryllende akustisk på keys der var lige til at få gåsehud af, før studioversionen kom kort efter.

“DIY-Setuppet” som nævnt tidligere blev nu aktiveret i mørket. Lærredet blev skiftet ud til i en prangende gul farve og vi gik nu sammen med hende ind “Super Sunset”-Eraen. EP’en fra 2018 bød på en smuk synth balance fra den mere nedtonede “Not So Bad In La” til den maximale 80’er synth oplevelse i “Girl of the Year” hvor der til med gik en lille gimmick i den og kastede en sort blomst ud til publikum.
Som era‘erne skred frem var det dog også som om at det kom flere sange med fra hvert nyere album så balancen blev lidt svære at holde med f.eks. 4 sange fra “Super Sunset” til 5 sange fra “Cape God” og 6 sange fra “Happiness i going to get you“. Balance eller ej, hendes høje vokaler ramte hun dog hver eneste gang og det var stadig vildt at kunne mærke intimiteten på den efterhånden nøgne scene. Ja under “Cape God” blev lærrede taget ned og efterlod blot en roterende kåbe der var hængt til tørrer i reference til den mere stille sag “Fresh Laundry“.

Det mest af showet forløb faktisk relativt kronologisk – dog med undtagelse af afslutningsvis “Girl With No Face” fra 2024 – hvor lærredet kom op igen og alt blev nu præget af rødt of sort. På mange måder blev det en genistreg at slutte af med, da projektet ikke mindst indeholder hendes fulde potentiale som avant-pop kunster. Albummet rummer et særligt Meta-lag med satirisk kommentarer til musikbranchen og den kunstneriske integritet kommer på spil som på “Weird World” eller “You Slept On Me“.

Befriende var det ihvertfald at stå blandt et folk der ikke havde sovet på hende og være en del af intim aften, der beviste hvor simpelt man kan gøre det og stadig skabe en stærk hyldest til sit håndværk.