fbpx

Mød Nicolas Blix, endnu en ung ildsjæl i den danske musikbranche

Foto: Thomas Nielsen

Her er hvad du skal vide om en af de seje, unge gutter, der gør et rigtig godt stykke arbejde bag musikscenen.
På Bands of Tomorrow forsøger vi ind imellem at sætte fokus på folkene bag den musik, som vi alle nyder så godt af. Her er det især de unge ildsjæle, vi holder øje med – mest fordi de bare er mega cool og gør det godt i en svær branche.
Vi har talt med Nicolas Blix fra Nordic Music Society, som tidligere har gået på kursusforløbet Innovative Music Management, og som, kan man vist roligt sige, nu har gang i lidt af hvert.

Hvad arbejder du som?


–  Jeg arbejder til dagligt i en stilling som Product Manager, hos Nordic Music Society (NMS) som er et pladeselskab og musikforlag hvor vi arbejder med en lang række artister, herunder bl.a. Moses: ”Andreas”, TÅRN, Alfen, Vida Sophia og Magnus Vil. Som product manager er mine arbejdsopgaver i udgangspunktet
fokuseret omkring pladeselskabsdelen, hvor arbejdet går ud på at udgive og promovere musik og generelt A&R arbejde, men da vi er en forholdsvis lille virksomhed, sparer vi meget med hinanden på kryds og tværs, og jeg er derfor mere og mere involveret omkring vores arbejde som musikforlag også. Som musikforlag/publisher arbejder vi aktivt med synkronisering af vores værker, hvilket vil sige at forsøge at placere musikken i Film, TV, reklamer osv.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for dig som Product Manager?


– Først og fremmest er der en masse administrativt, der skal laves med registreringer og lignende. Det er ikke det mest spændende i verden, men det skal dog klares. En normal arbejdsdag kan være meget forskellig for hinanden, afhængig af hvad vi har af projekter på det givne tidspunkt. Mit arbejde kan være alt fra kreativ sparring med en kunstner, både omkring den musikalske retning, men også omkring det visuelle i form af coverart, pressefotos osv. Derudover laver jeg en masse PR arbejde og projektplanlægning, hvor jeg jævnligt er i kontakt med diverse medier (som blandt andet Bands of Tomorrow), radiostationer og internet blogs – altså at forsøge at gøre vores artister synlige, både i forhold til udgivelser og koncerter. Da vi som sagt også er et musikforlag, får vi også jævnligt pitch fra music supervisorer fra både ind- og udland, som mangler musik til et givent projekt. Så sidder vi som regel gerne i ”åbent forum” på kontoret og brainstormer om, hvad vi har, der vil kunne passe til. Derudover er jeg selvfølgelig altid opmærksom på nye bands og artister, som vi kunne have interesse i at indgå et samarbejde med.

Hvad har du gjort for at få en fod indenfor i branchen?


– Først og fremmest har jeg siden barnsben været interesseret i – og også spillet rigtigt meget – musik, og har derfor altid færdes meget i musikmiljøet. Talentet var måske ikke ligefrem til at blive en kommende rockstjerne, men jeg følte dog, at jeg havde andre kompetencer, som jeg kunne bidrage med i branchen. Da jeg uddannede mig til Markedføringsøkonom og skulle i praktik, gik jeg derfor målrettet efter musikbranchen, og blev tilbudt plads hos NMS. Det udviklede sig til en fastansættelse, og her halvandet år efter er jeg stadig ansat. Rigtig meget af det, jeg har lært om branchen, har jeg blandt andet lært gennem mit arbejde ved NMS, hvor jeg flere gange er blevet givet fuld tillid til at køre egne projekter, men også har fulgt med sideløbende og assisteret, hvor jeg kunne, og derved suget viden til. Derudover startede jeg, ca. sideløbende med praktikstart, kurset Innovative Music Management, simpelthen for at lære mere om, hvordan branchen er skruet sammen. Her fik jeg en god forståelse for, hvordan andre dele af branchen, som man måske ikke lige selv beskæftiger sig med, fungerer.

Hvad er du mest stolt af at have udrettet eller været med til at udrette i løbet af din karriere indtil videre?


– Jeg synes egentlig, at der har været ret mange milepæle, jeg føler jeg kan være stolt af gennem det seneste halvandet år. Men hvis jeg skal vælge én, vil jeg nok fremhæve da vi afholdt Label Night i forbindelse med Spil Dansk dagen sidste år. Vi afholdte arrangementet i Pumpehuset, med showcase koncerter fra TÅRN, Moses: ”Andreas”, The Warmongers og Alfen. For mit vedkommende var det første gang, jeg var med til at arrangere og koordinere et arrangement af sådan en størrelse, så det var sgu ret tilfredsstillende at se, at det var så vellykket.”

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com