fbpx

Dream Wife – Dream Wife

Foto: Joanna Kiely
Label: Lucky Number Music
Udgivelsesdato: Fredag den 26. januar 2018

Dream Wife mixer punk og pop-genrene sammen til en sikker debut og formår, med deres brandvarme energi og no-bullshit-attitude, at formidle vigtige meddelelser ud til lytteren.

[rwp_box id=”0″]

Den britisk-islandske trio Dream Wife blev dannet i 2015, og siden udgivelsen af EP’en, EP01 året efter, er det kun gået fremad for de tre kvinder i punkrock/pop gruppen. De har optrådt på en lang række festivaler, spillet udsolgte koncerter og varmet op for The Kills.

Med singleudgivelser som “Let Make Out,” “Hey Heartbreaker” og “Fire”, med dertil stærke videoudgivelser, har år 2017 været et år med stor og velfortjent opbakning. Dream Wife står nu klar med debutalbummet af samme navn.

Pladen indledes med det kraftfulde nummer “Let’s Make Out”, hvor forsanger Rakel Mjöll allerede får bevist, at hun mestrer en vekslen mellem det rå og det bløde, og tankerne ledes derfor både til sangerinder som Karen O og Soko. I omkvædet får Mjöll småbrølet ordene “Lets Make Out”, således at det lyder som en ordre fremfor et tilbud. Nummeret er dog ment som en opfordring, og Dream Wife har udtalt følgende angående nummeret; “but remember; consent is key.”

Nummeret “Somebody” må siges at være et af pladens højdepunkter, med sit flotte omkvæd og vigtige statement: ”I am not my body. I am somebody,” som Mjöll får gentaget i løbet af nummeret.

Bandets energi kan mærkes på alle pladens 11 numre, men daler dog i tempo på nummeret “Love Without Reason”, som fungerer som et mere skrøbeligt bidrag til pladen.

Niveauet falder en smule på anden halvdel af pladen, men rundes af med en ny version af nummeret, “F.U.U.”, hvor bandets hårde attitude understreges ved hjælp af den skramlende guitar og Mjöll, der i raseri får sunget ordene: “I’m gonna fuck you up, gonna cut you up, gonna fuck you up.”

Bandnavnet Dream Wife, som fungerer som en kommentar på samfundets objektivisering af kvinder, bliver også afspejlet på denne debut. Der bliver især langet ud efter det stereotype kvindesyn, og er medvirkende til, at denne plade er et vigtigt skub i forbindelse med manglen på ligestilling og ikke mindst i forhold til den mandsdominerede musikbranche.

Dream Wife er stadig et meget ungt band, men er yderst selvbevidste med noget vigtigt på hjerte.

Janne Nesting
jannenesting@bandsoftomorrow.com