fbpx

Blue Foundation ude med ny imponerende musikvideo som optakt til kommende EP

Foto: Lukas Rande

Forud for deres kommende EP er Blue Foundation på banen med smuk ny musikvideo til “Brother & Sister”, hvor en 13-årig dreng i en imponerende dans tager os igennem gaderne i Los Angeles.  

Bag Blue Foundation finder man Tobias Wilner og Bo Rande, der sammen har lavet musik siden 2000. Det har sidenhen ført til en masse anmelderroste udgivelser, heriblandt nummeret “Eyes On Fire”, som fik en plads på soundtracket til Twilight-filmen fra 2008. Seneste albumudspil er Blood Moon fra 2016, der repræsenterer en atmosfærisk dream-pop-lyd, som er et skift fra gruppens tidligere varme elektropop-sound. På dette album finder vi nummeret “Brother & Sister”, som Blue Foundation nu sender en spektakulær musikvideo ud til.

I videoen befinder vi os i Los Angeles, hvor vi møder den 13-årige danser, Felix Stec, der bevæger sig afsted gennem byen, og lader sig forføre af musikken i en intens, tempofyldt og rørende dans, præget af en kontemporær stil. I skiftevis lyse og mørke omgivelser, og med og uden paryk, danser han til lyden af de luftige og bløde vokaler, og de gradvist opbyggende elektroniske beats.

Videoen kommer ud en uges tid før Blue Foundations nye EP rammer gaden fredag den 2. marts. Den kommende udgivelse indeholder to remix, to nye numre, en ny udgave at et tidligere udgivet nummer og en liveudgave af et tidligere udgivet nummer. Der er altså masser af spændende materiale at se frem til.

I mens vi venter, kan du her se videoen til “Brother & Sister”:

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com