fbpx

Iceage er tilbage: Dansk koncert annonceret med ny single “Catch It”

Foto: Steve Gullick

Iceage er i dag ude med den nye single “Catch It”, der ser dagens lys sammen med en tilhørende musikvideo. De glædelige nyheder toppes desuden med annonceringen af en koncert på Hotel Cecil den 2. maj, der bliver startskuddet på bandets kommende verdensturné.

Bag den succesfulde danske punk-kvartet, Iceage, der blev dannet i 2008, finder vi Elias Bender Rønnenfelt på vokal og lyrik, Jakob Tvilling Pless på bas, Dan Kjær Nielsen på trommer og Johan Wieth på guitar. Sidst vi hørte fra de København-baserede gutter, var med deres anmelderroste tredje album, Plowing Into The Field of Love, der kom ud i 2014. Men nu er bandet på banen igen, denne gang med den nye single “Catch It”, der også har en tilhørende musikvideo med i kufferten.

Nummeret, der er indspillet analogt i Kungsten Studios i Göteborg, bliver sat i gang med et par tunge trommeslag, hvorefter et gnistrende tæppe af skrattende guitarer overdækker lydbilledet. Rønnenfelt indtræder herefter med en slæbende men sikker, stærk og rå vokal og skarpe lyriks – og sådan fortsætter det, lige indtil det hele pludselig kulminerer i et velspillet og bevidst kaos af guitarer og trommer. Et forløb, der kunne tolkes som et bud på at skildre hvordan tiden hurtigt kan hale ind på én, og hvordan det kan føre til vilde frustrationsudbrud.

Hvor singlen er blevet indspillet i Sverige, er bandet taget til Los Angeles for at filme musikvideoen. Her får man  først et kort glimt af Rønnenfelt, portrætteret i et violet lys i et mørkt rum, hvorefter han gradvist forsvinder, og man ser hele Iceage vandre rundt i et gråt, efterårsforladt landskab. Og det er i disse to kulisser, at vi skiftevis befinder os hele videoen igennem. Idet Rønnenfelt begynder at synge, tages vi tilbage til det mørke rum, hvor det violette lys sommetider erstattes af et infrarødt skær, hvori vi også møder de andre bandmedlemmer.

Udover offentliggørelsen af den nye single og musikvideo, annoncerer Iceage også, at de spiller koncert på Hotel Cecil den 2. maj, som første gig på deres kommende verdensturné, der blandt andet også bringer bandet forbi UK, USA og Canada.

Du kan høre “Catch It” og se musikvideoen her:

Tags:
Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com