fbpx

Roskilde-booker Stefan Gejsing om årets program: »Læs altid plakaten nedefra og op«

Foto: Lars Just

Plakaten til Roskilde Festival 2018 er landet, og som en af Europas absolut største festivaler, præsenterer den endnu engang alt fra internationale verdensstjerner til, ja “vikinge-elektronisk-håndtromme-koncert”, som Roskilde-booker Stefan Gejsing blandt andet ser frem til at opleve. Vi har fanget ham til en snak, om især noget af det musik, du måske ikke umiddelbart kan genkende på plakaten, men absolut ikke må overse.

Du kan se det her, programmet for årets Roskilde Festival 2018. Det er som altid tætpakket, men vidt favnene med så forskellige headlinere som Nick Cave & The Bad Seeds og Cardi B, og ellers en overflod af navne af alle størrelser og ikke mindst grad af kendskab.

De er alle sammen med til at definere Roskilde Festivals identitet som en festival, der tør være på forkant og præsentere dig for det musik, du har sunget med på utallige gange, og det musik du måske aldrig var faldet over, hvis ikke det var for denne dér random Avalon-koncert, du pludselig endte til.

På plakaten finder du helt konkret 190 musiknavne og kunstnere fra 36 forskellige lande (42% nordiske navne, 32% danske navne). 174 af navnene på plakaten er musiknavne, og det er Roskildes gruppe af seks bookere, der har stået for arbejdet. 43 af navnene er en del af det vækstlagsprogram, der for ikke så længe siden blev offentliggjort, og 75% af navnene har ikke før optrådt på festivalen.

En af dem, der har haft en helt særlig finger med i spillet, hvad angår de nye navne og Countdown/Rising-programmet, er booker Stefan Gejsing, hvis spidskompetence, han selv beskriver som primært de danske navne, alt upcoming samt rock- og metal. Her er, hvad en meget glad og lettet Stefan Gejsing tidligere på dagen havde at fortælle os om muskprogrammet på Roskilde Festival 2018.

Kan du med udgangspunkt i årets plakat prøve at forklare jeres musikalske mission og identitet til en, der aldrig har været på Roskilde Festival?

– Jamen, kombinationen af at have et så genremæssigt bredt spektrum af navne i alle kategorier, synes jeg er med til at skabe en ret unik festival, men derudover tror jeg i virkeligheden også, at den oplevelse af at være et sted i otte dage, som mange er, er ret unik. Det gør noget ved publikum, at man er afsted i så lang tid, og det gør også noget ved de koncerter, man oplever, fordi publikum er enormt meget på. Der er mange af vores artister, der vender tilbage og siger, at det klart var det fedeste publikum på hele touren, og det tror jeg simpelthen skyldes den overlevelsesagtige tilstand, man går i, fordi man skal være der i otte dage, som mange er. Man er træt og fester konstant og er på på en helt anden måde, end man ellers er i sit hverdagsliv. Det gør noget, når musikken så åbner op, hvor man giver sig mere hen.
Så jeg vil sige, at jeg tror, det er denne her kombination af, at det er sådan en lang festival, og så stor en festival, og så den bredde i musikgenrerne, der gør Roskilde unik. Den gamle musikchef, Rikke (Øxner, red.) sagde altid, at det var lidt ligesom til et bryllup, hvor man skal have noget nyt, og noget blåt og noget lånt, og så videre. Det er sådan, det er med Roskilde-
programmet: Der skal være noget nyt, noget gammelt, noget blåt, noget lånt – det er sådan en vifte af oplevelser, man kan gå ind i.

De fleste ved jo efterhånden, at bookingen af Eminem hviler på en længere historie, men er der andre af årets kunstnere, som har en god historie bag sig?

– Altså jeg har booket Charlotte Gainsbourg, og det synes jeg selv er en ret fed historie, fordi der har været et ret godt forløb med agenten omkring det. Hun har ligesom valgt os til, fordi hun gerne vil spille Roskilde Festival. Hun har fået mange andre tilbud, men er ikke sådan en, der bare spiller en masse festivaler. Hun vælger noget ud, hun har lyst til spille, så at få den hjem, det havde jeg det sgu ret fedt med.

Og så havde jeg en fed oplevelse med Superorganism, som vi så på Eurosonic Festival, og jeg bare blev så glad over. De havde en lidt ironisk distance til alting, men samtidigt nogle enormt catchy melodier. Jeg tror, de kommer til at give sindssygt god mening nede hos os. Det er et lille navn, men jeg synes, at de fusionerer lidt nogle af de ting, Flaming Lips gjorde for fem-seks år siden, og samtidigt bringer en ny vibe. Nogle af deres numre er med på det nye FIFA spil til playstation, så på den måde transcenderer de måske henover nogle generationer, samtidig med at de også har denne dér lidt unge otte-beat-fornemmelse, som jeg synes er rigtig fed.

Jeg så også det band, der hedder Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs på en London-klub i en kælder en maj-dag sidste år. Det er sådan noget UK stoner-metal, men med lidt mere res på, end man Deadly Valentine (Radio Edit) normalt ville høre inden for stoner-genren. Man var bare pisseglad bagefter, fordi de havde vildt meget humor. Det var sådan noget med, at det var deres sidste koncert med deres gamle bassist, så de var alle sammen overtændte på en helt vildt fed måde, som man kan opleve, når et band har en intern dialog, men også aktiverer publikum. Det var en pissefed oplevelse, som jeg tænkte ville være fed at lave noget med nede hos os.

Og så glæder jeg mig til, at vi skal høre De Underjordiske og Fribytterdrømme, som bliver sådan en specialkoncert, hvor de får halvanden time til at lukke Avalon lørdag nat. Jeg ved godt, at når man siger, at det er sådan noget syre-agtigt, så bliver de helt forfærdeligt irriterede, fordi de ikke gider det dér syrerock-stempel, men de har bare nogle fælles referencer i udgangspunktet, de synger for eksempel også begge på dansk, og det kunne være spændende at tage fat på. Så viste det sig, at de faktisk kendte hinanden skidegodt og syntes, at det var en fed idé og en god måde at gøre det på. Så det bliver en kombination af noget helt unikt, tror jeg, og så en koncertoplevelse med De Underjordiske og Fribytterdrømme. Så det glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til, fordi det bliver endnu en af de dér ting, vi har, som man ikke kan opleve andre steder.

Udover de her navne, du lige har nævnt, er der så andre fra plakaten, du vil anbefale folk at tjekke ud?

– Altså Heilung er en sjov størrelse. Det er et navn, som ikke rigtigt er kendt, men alligevel har en kæmpestor following rundt omkring i Europa, og som det i virkeligheden er en dansk fyr, der hedder Christopher (Juul, red.), der står bag. Det er lidt sådan en, hvordan skal man sige det; vikinge-elektronisk-håndtromme-koncert, bandet laver, og så har de nogle krigere med på scenen. Der er nogle ret fede klip af dem på Youtube. Dem glæder jeg mig sindssygt meget til at høre. De har nogle forskellige ritualer, og de var for eksempel vigtigt for dem, at der er mørkt. Mange bands beder om mørke, fordi de har nogle fede lysproduktioner, men Heilungs argument var, at det var fordi, de skal lave det her ritual, når de går på scenen, som kræver mørke. Okay, fair nok, tænker man, så må vi jo finde ud af det. Så de kommer til at lave sådan en Avalon-nat-ting. Og man behøver altså ikke at være sådan en metalfreak, eller synes, at det er det fedeste at slås med papsvær ude i en skov, for at synes, det er fedt. Det har nogle andre kvaliteter.

Og så glæder jeg mig helt vildt til Jada og Iris Gold, som spiller ude på Countdown og Rising. De er bare sindssygt energiske og har en enormt fed energi, når de står på en scene. Det er fedt at se, at der kommer en generation af unge kvinder, som ligesom tager teten på en helt anden måde, end jeg synes, at vi har været vant til førhen.
Det er virkelig befriende, og det er bare sådan nogle navne, jeg glæder mig til at følge – både til sommer, men også fremover, for jeg tror, de virkelig kan gøre noget i fremtiden også.

Det fører os jo meget naturligt videre til temaet om vækstlagsprogrammet, som i år er på hele 43 navne. Hvorfor mener du, at det er vigtigt, at man tager ud til Rising og Countdown i opvarmningsdagene?

– Det er vigtigt, fordi det tit er der, man ser nogle af de navne, man snakker om senere. Bands som både Nephew, Marie Key, VETO og When Saints Go Machine er ligesom startet på vores vækstlagsscener, og er blevet til noget større, efter at de har fået den platform. For de bands, der spiller her, er det det ultimative i hele verden at få lov til at spille på Roskilde Festival, og det kan man også godt mærke, når man booker dem. Det er også derfor, det er sjovere at ringe til dem end at sende en mail, for så græder de, eller bliver helt ekstatiske, eller råber og skriger. Det er en fed oplevelse at få lov til at booke de bands, fordi man kan mærke, at det betyder enormt meget for dem, og det synes jeg også, at koncerterne er udtryk for. De forsøger virkelig at gøre alt, hvad de kan på scenen, og man bliver varm om hjertet af at mærke, at det kan have så stor betydning for dem.

Jeg tror også, at der er rigtig mange, der bliver løftet af det. Jeg kan huske, at jeg talte med The Minds of 99, efter de havde spillet Rising, og de fortalte, at det havde været noget af det mest lærerige for dem at stå på den her udendørs scene. Den er ret stor og også en lidt svær størrelse, fordi det netop er udendørs og klokken fire om eftermiddagen eller sådan noget, i forhold til at man normalt spiller på Stengade eller Ideal Bar, hvor der er mørkt. For The Minds of 99 var det også her, de fandt ud af, hvad det ligesom var for et band, de skulle være. Og det tror jeg, der er mange, der lærer her.

Jeg tror også, at det er med til at gøre, at der er mange bands, som et år eller to efter finder ud af, at de så ikke skal gøre det mere. Der er jo tre-fire-fem gange så mange bands, som man ikke hører mere om, men de er måske bare en del af en tendens eller et spektrum af musik, som er meget oppe i tiden. Og det synes jeg i virkeligheden er vores vigtigste idé med at have et vækstlagsmusikprogram; at vise noget musik til nogle, som ikke kender det, og samtidigt give nogle bands muligheden for også at udvikle sig. Det har altid været en vigtig del af det.

Hvad synes du generelt, at årets Countdown- og Rising-program siger om fremtidens Roskilde-plakater?

– Man kan sige, at det klart er tendensen i disse år, at der er mere pop, end der har været for bare fem til otte år siden. Men vi forsøger stadig at kigge på forskellige genrer og også få både lidt metal og noget rock og noget folk, så vi holder spektret bredt. Og så fandt vi ud af, at der faktisk er ret mange kvinder i programmet i år. Det er tæt på 50/50 i forhold til, hvordan det ellers er på alle mulige andre festivaler. Uden at det har været et bevidst valg, viser det måske netop, at der kommer nogle generationer nu, hvor der er lidt flere piger med. Det ville jo være super, super fedt.

Er der ellers noget, du vil tilføje om programmet?

– Læs altid plakaten nedefra og op. Læs altid det med småt først, og så kig bagefter på de lidt større ting. Og så skal man jo benytte sig af, at det er så let tilgængeligt at høre musikken på de forskellige streamingtjenester – så gå på opdagelse, før du tager på festival. Så får du den bedste festivaloplevelse.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com