Flashback: Dagbog fra Wonderfestiwall 2018, dag 2
Foto: Mathilde Maria Rønshof
Sommeren er ved at gå på hæld og samme er den “officielle” festivalsæson. Vi er ramt af den obligatoriske festival-blues og drømmer os tilbage til sommer og musik på solskinsøen med Wonderfestiwall, hvor vi i år var afsted. Her er vores skribents dagbog med observationer og tanker fra årets festival.
Wonderfestiwall er en lille festival med store navne og beliggenhed midt i skoven uden for Hammershus. Her er naturskønt og hyggeligt under trækronerne, og den gyldne solnedgang bag ved klipperuinerne findes næppe andre steder i verden. Programmet spænder fra små upcoming navne til gamle kendinge, spredt ud over festivalpladsens tre scener.
Det er sin sag at få gang i humøret, når man vågner op på en fugtig hovedpude, kold af kondensvand og med udsigt til at stikke tæerne i kondisko, der endnu ikke har sluppet gårsdagens regnskyl. Men jeg kommer sløvt ud af tæpperne og op fra den halvflade luftmadras. Den sidste dag på Wonderfestiwall venter jo forude!
Således har klokken sneget sig henover middag, før jeg med kaffe i hånd får bevæget mig hen til festivalpladsen. Her er Love Shop netop i gang med at spille op for det modne segment, og jeg melder mig med glæde ind i klubben af lyttere til bandets perfekte miks af puls og melankoli til at få masseret ørene i gang. Den tidlige eftermiddags program byder på knap så mange nye og ukendte navne, i stedet er hele festivalen inviteret til folkefest hos Anne Linnet.
Det nye musik får jeg dog senere, når jeg er videre til Clara på den lille camping scene ved navn Sletten. Musikken står på fængende elektropop med lige dele groove og synthflader, mens Claras udtryk byder på både attitude og orange sweatshirt. Jeg lover mig selv at holde øje med, hvornår hun kommer forbi København. Efter er par numre bevæger jeg mig videre til Ericka Jane, der simultant har startet en fest foran Opalen. Jeg ankommer bedst som Andreas Odbjerg har sluttet sig til selskabet og krænger sommerhittet “Icemoneyassbitch” ud over scenekanten, efterfulgt af en ode til Anne Linnet. Ericka Jane tager over igen med ”Insatiable” og fortsætter dansefesten som først slutter med hittet ”Bad Like You”.
Næste stop i spilleplanen er Fribytterdrømme, der spiller deres 70’er-inspirerede rock under det opalformede hvide sejl. Foran mig vipper hofterne, mens størstedelen af publikums hæle taktfast lever sig ind i de støvsyrede soloer. Det udsyrede lydbillede med bassen som tungt anker passer perfekt til min festivaltrætte krop, der helst bare vil stå og svaje fra side til side og lade hjernen flyde med på en bølge af distortion og tamburin. I det varme orangegule lys, der både skinner fra scenen og aftenhimlen og charmerer om kap med den lune aftenbrise, har jeg det perfekte festivaløjeblik. Jeg slutter mig ikke til de ivrige dansere foran scenen, dem der uden tvivl forbrænder flere kalorier, end der er tilbage i min efterhånden flade Tuborg. Ikke desto mindre føler jeg solskinnet helt ind under læderjakken.
Tiden går, og mens Kesi giver det forreste publikum en røffel for at starte mosh pits, finder jeg et stille hjørne på festivalens food court. Her kan man finde alle afskygninger af fast food fra den traditionelle pizza, indiske samosaer, lune thairetter til søde og salte crepes. Generelt er prisniveauet på Wonderfestiwall lavt, med cocktails til 60 kr. og aftensmad til en 50’er. Så hvis du er på et stramt festivalbudget, kan du med fordel tage et smut forbi Bornholm.
Efter en koncertpause, bevæger jeg mig endnu engang ned til campingscenen, hvor Barselona skal til at starte. Her er et imponerende stort fremmøde taget i betragtning af, at Benal spiller samtidigt i den anden ende af pladsen. Der er stjerneklart og røgen fra scenen blafrer hurtigt ud i den kulsorte natteluft, mens Barselona sætter gang i deres dansevenlige popmiks. Der samler sig en voksende skare af festivalgæster foran scenen, mens de synkoperede keysroller fletter sig med bassen og lokker stadigt flere til. Ingen virker klar til at vinke farvel til festivallivet, selvom spilleplanen langsomt løber tør for navne. Men festen er heller ikke slut, før de sidste natteravne har samlet sig om en sidste fællessang –intet mindre en Oasis-klassikeren, som festivalen har sit navn fra.
Alt i alt er Wonderfestiwall et lunt bekendtskab med en bredt favnende spilleplan. Det er her, du skal tage hen, hvis du er træt af at vade fødderne ømme på tværs af en enorm festivalplads og betale 45 kr. for en fadøl. På Wonderfestiwall får du et hyggeligt skud sensommer i det bedste bornholmske selskab.
