fbpx

Mød den nye danske R&B-kunstner Lasse Laurentius på nummeret “Helt Anderledes”

Foto: Emma Bojsen Lornsen

Der er en ny spiller på den danske R&B-bane. Han hedder Lasse Laurentius, og han har været i studiet for at kreere endnu et musikalsk indblik i sit personlige univers. Resultatet er singlen “helt anderledes”, som er forførende, melankolsk og yderst catchy.
“Helt Anderledes” er titlen på den nyeste single fra den danske R&B-kreatør Lasse Laurentius, siden han i starten af marts udgav nummeret “hele tiden helt nyt” – et nummer som tiltræk sig opmærksomhed ved at blive ugens kanon i DR’s KarriereKanonen.
Igennem sin musik indhyller den 23-årige københavner sine lyttere i et forførende og melankolsk univers, hvor hans talrige følelser og tanker leveres på en eksplicit og dragende måde. Laurentius’ musik er fyldt med forskellige instrumenter og musikalske virkemidler, som alle på hver sin måde, men i samspil med hinanden, giver musikken sit helt eget og specifikke særpræg. Og dét med at tilføre sin musik sit helt eget særpræg skinner i særdeleshed igennem på den nye single “Helt Anderledes”.
Nummeret starter ud med en stille intro, hvor en akustisk guitar-lyd roligt danner grundlaget for sangen på en behagelig facon. Selvom sangen aldrig bliver ‘hård’, rammes det harmoniske beat af en grundlæggende, dyb bas samt en række finurlige melodier, der i sammenspil med den unge kunstners vokal går op i højere enhed. Endvidere præger opbygning og nedbrydning nummerets lyd- og stemningsmæssige livscyklus, hvilket bidrager til, at man hurtigt bliver en del af kunstnerens følelsesmæssige univers.
Laurentius forklarer selv, hvordan nummeret er inspireret af hans møde med en amerikansk pige under et højskoleophold. Et møde med en person der på alle parametre appelerede til hans indre jeg, og som fik hans følelser til at spidse til. Samtidig var det også en tid fyldt med uhåndgribelige spørgsmål omkring, hvad fremtiden måtte bringe for de to. Kunne han, efter højskoleopholdets slutning, give hende det, hun havde fortjent? Kunne han være en kæreste der havde styr på sit shit og som ikke ville skuffe hende?
Det endte imidlertidig ulykkeligt mellem de to og Laurentius gjorde det forbi – noget som på daværende tidspunkt virkede som det eneste rigtige at gøre. Beslutningen blev taget for at tage hensyn til begge parter, men den resulterede i intet andet end selvbebrejdelse og dårlig samvittighed. Laurentius fortæller videre:
Jeg skrev sangen for at bearbejde det emotionelle uvejr, som overhovedet ikke så ud til at klare op foreløbigt. Jeg troede virkelig, at det var slut for good.
Efterfølgende er uvejret klaret op, og Laurentius har igen fundet sammen med sin amerikanske kæreste. På den måde er sangen et glimrende eksempel på, for at tage hans egne ord op, at.. “livet er sindsygt mærkeligt og uforudsigeligt – men nogle gange ender det faktisk godt”.
Hvis du har bare den mindste smag for R&B, så hør resultatet af Laurentius’ kærlighedskvaler her:

Christoffer Nielsen
christoffernielsen@bandsoftomorrow.com