Mercury Prize 2018: Her er de 12 album, der i aften kan løbe med sejren

Foto: Jorja Smith // PR

I aften den 20. september er en af de mest prestigefulde priser i Storbritanien på højkant, når det årlige Mercury Prize Award Show løber af stablen i London. Vi er dykket ned i de 12 nominerede album.
Hyundai Mercury Prize uddeles hvert år til det bedste album udgivet af et UK-act. Genrespændet er bredt, som du også kan se på listen nedenfor, hvor artister som Arctic Monkeys og det nye R&B-stjerneskud Jorja Smith blandt andet er at finde.
Storbritanien har til evig tid været leveringsdygtige, når det kommer til musikalsk talent, og det er derfor, vi selvfølgelig er nysgerrige på den eftertragtede pris og de nominerede artister. Udover Primal Scream hvis album Screamadelica vandt den allerførste Mercury Prize tilbage i 1992, tæller tidligere vindere blandt andet Arctic Monkeys’ Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not, The xx’ xx, PJ Harveys Let England Shake, James Blakes Overgrown, Skeptas Konnichiwa og senest Sampha’s mesterlige Process. Det er album, der alle cementerer det varierede udvalg af musik, der år efter år strømmer over de britiske grænser.
Årets shortlist var traditionen tro udvalgt af en uafhængig jury, som blandt andet bestod af musikere som Ella Eyre, Jamie Cullum, Lianne La Havas og Marcus Mumford (Mumford & Sons) og branchefolk som Harriet Gibsone (Deputy Editor, The Guardian Guide) og Jeff Smith (Head of Music, 6 Music and Radio 2)
Om årets shortlist har dommerne udtalt:
“This year’s Hyundai Mercury Prize celebrates albums by musicians at all stages of their careers, but with a shared belief in the importance of music for navigating life’s challenges – whether personal or political, falling in or out of love, growing up or looking back, angry or ecstatic. The music here is funny and inspiring, smart and moving. Twelve amazing albums!”
Og så er du vist også klædt på til at tjekke de 12 nominerede ud.

Arctic Monkeys – Tranquility Base Hotel & Casino

Gruppen her behøver vist ikke megen introduktion. Sheffield-bandet består af samme fire gutter, som i 2006 vandt med debutalbummet Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (lige pånær tidligere bassist Andy Nicholson, som forlod bandet i tiden omkring udgivelsen). Albummet blev det hurtigst sælgende debutalbum i Storbritanien nogensinde. Tranquility Base Hotel & Casino markerer nu det sjette album fra gruppen, og det er frontmand Alex Turner selv, der i samarbejde med James Ford, har produceret det. Arctic Monkeys er et band, der altid har formået at nytænke sig selv for hvert album, de har udgivet. Man kan altid høre, at det er dem, og hvis man har fulgt dem og deres lyd bare en lille smule, er det også let at identificere hvilket album, eller hvilken periode, et nummer kommer fra. Således er der en verden til forskel fra debutalbummet og Tranquility Base Hotel & Casino. Arctic Monkeys har vinket farvel til drengerøvene og den lige-ud-af-landevejen-guitar-og-høj-energi-opskrift, de i sin tid brød igennem med, til fordel for et mere sofistikeret, eksperimenterende og langt mere avanceret udtryk. De har på en eller anden måde skiftet Sheffields rå gader ud med det ydre rum, og det klæder dem godt at lade musikken udvikle sig i takt med, at de selv bliver ældre.

Everything Everything – A Fever Dream

Bag Everything Everything gemmer sig musikerne Jonathan Higgs, Michael Spearman, Jeremy Pritchard og Alex Robertshaw fra Manchester og ligesom førnævnte album med Arctic Monkeys, er deres nominerede plade A Fever Dream produceret af dem selv og James Ford. Gruppen blev grundlagt i 2007, men kom først for alvor frem omkring 2010, hvor de udgav debutalbummet Man Alive. Everything Everything spiller artsy synthpop med fyldige og detaljerige lydbilleder, og lyrisk er forsanger og sangskriver Higgs ikke bange for at give sit besyv med, hvad angår de mange bekymringer, man kan have om den verden, der omgiver os (Brexit er et næsten uomgåeligt tema i dette øjemed). På A Fever Dreams lead single “Can’t Do” synger Higgs blandt andet: “That was the future on the phone/He says it’s up to me,” efterfulgt af “Help me I can’t do the thing you want.” Det er måske trist, men også relevant, og deres samfundsmæssige bevidsthed og kreative måde at udtrykke den på var nok ikke en lille brik i nomineringspuslespillet.

Everything is Recorded – Everything is Recorded by Richard Russel

Albummet med den lidt specielle titel kommer fra Richard Russel. Og hvem er så Richard Russel? Jo udover at være producer, er han ejer af det uafhængige pladeselskab XL Recordings, hvor han har været involveret med mange Mercury Prize nominerede og vindere gennem årene – heriblandt Dizzee Rascal, The xx og Sampha foruden artister som The Prodigy, Adele, Giggs, M.I.A. og Tyler, The Creator. Everything is Recorded er af Mercury Prize selv beskrevet som et “impromptu collective” ført an af Richard Russel. Debutalbummet rummer fantastisk smukke sange som Sampha-samarbejdet “Close But Not Quite” og Ibeyi-samarbejdet “Cane”. Og det tæller mange flere gæster end det. Her får du bidrag fra artister som Kamasi Washington, førnævnte Giggs og Syd fra The Internet, og typer som Damon Albarn og Mark Ronson har også været inde over. Det er intet under, at resultatet er blevet så godt. Der er alternativ soul, hiphop, jazz og elektroniske elementer, og afrikansk inspiration på eksempelvis “She Said” med Obongjayar, som var at finde på vores ‘ones to watch’-liste i starten af året.

Florence + The Machine – High as Hope

Florence + The Machine behøver vist heller ikke den store introduktion. Gruppen som blev dannet tilbage i 2007 har længere været et af de største og evigt aktuelle navne på den alternative britiske musikscene, og albummet High as Hope er det fjerde i rækken fra Florence Welch og co. Albummet kom på gaden i juni i år og lagde sig som nummer 2 på den engelske albumliste. Fuldstændig som Florence + The Machine ern kendt for, rummer albummet dramatiske, storladne og teatralske arrangementer formet omkring Florence Welch’ fyldige og imponerende vokalpræstation. Alle albummets numre er skrevet af Welch selv, mens produktionen er sket i samarbejde med Emile Haynie, som blandt andet også har arbejdet med Dua Lipa, Bruno Mars og Lana Del Rey.

Jorja Smith – Lost & Found

Siden 2016 har Jorja Smith‘s navn floreret som et af de dér, man skal holde øje med. Vi var selv på banen dengang med artiklen “Fem internationale, kvindelige hiphop- og R’n’B-acts du skal holde øje med”, hvor hun stod øverst på listen. Det gjorde hun på baggrund af den knivskarpe soulede og til tider trappede R&B, hun har skabt et univers omkring. Et unikt univers, hvor hendes fantastisk smukke vokal formidler tekster om at finde sig selv som en blot 20-årig kvinde, der kun lige har forladt teenageårene: “I need to grow and find myself before I let somebody love me/Because at the moment I don’t know me,” synger hun blandt andet på nummeret “Teenage Fantasy”. På singlen “Blue Lights”, som også indgår på pladen, viser Smith dog, at hun kan skrive om meget mere end teenage-kærlighed og identitetskrise, og nummeret er et af årets smukkeste bidrag, når det kommer til at sætte fokus på den alt, alt for høje statistik over racemotiveret politivold. “What have you done/There’s no need to run/If you’ve done nothing wrong/Blue lights should just pass you by,” synger hun tankevækkende på nummeret, der i skrivende stund har streamet over 39 millioner gange på Spotify alene.

Jorja Smith spiller desuden i Danmark den 1. november i et udsolgt Store VEGA.

King Krule – The OOZ

Den skæve og ultrakreative London-artist King Krule har gået under mange aliaser i bedste “kært barn har mange navne”-stil. Archy Marchall (som er hans rigtige navn), Zoo Kid, Edgar the Beatmaker, Edgar the Breathtaker, og altså King Krule (for at nævne nogle af dem). Der er ingen tvivl om, at det er under sidstnævnte alias, at Marchall’s karriere har bidt sig bedst fast. The OOZ, som udkom i oktober sidste år, er andet albumudspil fra King Krule, som debuterede i 2013 med Six Feet Beneath The Moon. Han er mester i at udviske linjerne mellem genrer og mellem smukt og grimt. De jazzede undertoner i musikken, der derudover ofte bygger på hiphop-inspirerede beats og rå, punkattitude er på én gang utroligt smukke, og samtidigt voldsomme – ofte grundet Krules karakteristiske vokal. The OOZ var endnu et bidrag til samlingen af den her helt unikke stil, han kører, og numre som “Biscuit Town”, “Czech One” og “Dum Surfer” var alle med til at gøre King Krules andet album ligeså elsket som det første.

Læs vores anmeldelse af The OOZ her.

Lily Allen – No Shame

Sangerinden Lily Allen, som her i Danmark nok stadig er bedst kendt for midt 00’er-hits som “Smile”, “F**k You” og “Not Fair”, har åbnet helt op på det fjerde studiealbum No Shame fra juni i år. Her synger hun sårbart om den seneste skilsmisse, hun har været igennem. Singlen “Trigger Bang”, hvor hun har besøg af rapperen Giggs, er et sindssygt fedt popnummer fra pladen, som fjernede lidt af den useriøsitet, man måske tidligere har forbundet Lily Allen med (jævnfør de tre første numre nævnt i afsnittet her). Allen har længe stået til mål for bagsiden af kendismedaljen, hvor det ikke er alt, der skrives i pressen, der varmer lige meget. Det italesætter hun på No Shame, hvor hun i åbningsnummeret “Come On Then” blandt andet synger: “I tried to keep an open mind/I feel like I’m under attack all of the time […] Yeah, I’m a bad mother/I’m a bad wife/You saw it on the socials/You read it online”.

Nadine Shah – Holiday Destination

Herhjemme er Nadine Shah nok et af de mindre kendte navne på listen, men det gør hende ikke mindre interessant. Hun har lidt af den samme alternative lyd over sig som to gange Mercury Prize-vinder PJ Harvey – lyt eksempelvis til Holiday Destinations første nummer “Place Like This”, som opererer i det underspillede alternative rockunivers, og desuden leder tankerne mod mellemøstlige breddegrader. En del af Shahs “thing” er også at bryde grænser, ikke bare genremæssigt, men også kulturelt og politisk, hvor postpunkeren på det tredje album Holiday Destination blandt andet italesætter flygtningekrisen og islamofobi.

Noel Gallagher’s High Flying Birds – Who Built the Moon?

Mens brormand Liam Gallagher udgav sit første soloalbum As You Were i oktober 2017, var Noel Gallagher og hans High Flying Birds måneden efter aktuelle med tredje album Who Built the Moon?. Kun sidstnævnte klarede den til Mercurys shortlist. Albummet fra den garvede rockmusiker ramte (ikke overraskende) førstepladsen på den engelske album chart, og det var forud for udgivelsen teaset med singler som “Holy Mountain”, “She Taught Me Ho to Fly” og “If Love is the Law”. Noel Gallagher er tydeligvis stadig en elsket karakter på den engelske rockscene, og hvis nogen skal hylde straight-on-rock som dette, så skal det da være Storbritanien.

Novelist – Novelist Guy

I en helt, helt anden boldgade finder vi Kojo Kankam aka Novelist, som gør sig i britisk grime som både rapper og producer. Novelist Guy er debutalbummet fra kunstneren, som selv har stået for produktionen og derfor af Mercury også hyldest for sin “DIY”-tilgang til genren. Ligesom Jorja Smith, og i højere grad, tager Novelist på sit debutalbum fat i problematikkerne omkring at være ung og sort i England. Den 21 årige London-rapper sættes ofte i bås med nye, unge spirer på den britiske grime-scene som eksempelvis AJ Tracey, Stefflon Don og Dave, som alle står over for at skulle finde en måde at blive ved at nyskabe genren på. Novelist er med Novelist Guy blevet rost for at gøre præcist dette, blandt andet med sin minimalisme og DIY-tilgang. Og med DIY menes der virkelig DIY (altså Do It Yourself). Novelist har selv skrevet og selv produceret albummet, som han selv har udgivet via sit eget pladeselskab og helt uden gæsteoptrædener. Det gør det ikke mindre imponerende, at han nu er nomineret til en Mercury Prize.

Sons of Kemet – Your Queen is a Reptile

Det her er det eneste ikke-så-populær-musik-agtige indslag på listen. Sons of Kemet er en jazzgruppe, ført an af saxofonisten Shabaka Hutchings, som i gruppen akkompagneres af to trommeslagere og en tuba. Albummet med den sjove, og måske for nogle englændere provokerende, titel Your Queen is a Reptile er det tredje i rækken fra gruppen, som i år gæstede Copenhagen Jazz Festival, og det byder på energisk, percussion-drevet jazz med afrikanske undertoner, afrobeat og grime. Som titlen måske indikerer, er albummet en kritik af monarkiet, som Hutchings mener er farligt. På albummet erstatter han monarkiet med ni stærke, sorte kvinder, heriblandt Yaa Asantewaa, som kæmpede mod den britiske kolonialisering i 1900-tallet, hans egen oldemor og aktivisten Angela Davis, og påpeger, at man burde hylde kvinder for deres bedrifter i stedet for for det blod, der tilfældigvis løber i deres årer. Således hedder alle sange “My Queen Is [indsæt navn på stærk kvindeskikkelse]” – det er da fedt fundet på!

Wolf Alice – Visions of a Life

Sidst men bestemt ikke mindst har vi andet album, Visions of a Life, fra redaktionsdarlingen Wolf Alice. Gruppen, som består af Ellie Rowsell, Joff Oddie, Joel Amey og Theo Ellis, udgav albummet i september sidste år til stor glæde og anerkendelse fra alle sider. Det byder på 12 smukke numre, der spænder bredt genremæssigt, fra den stille, nærmest dreampoppede “Don’t Delete the Kisses” over den Arctic Monkeys klingende “Beautifully Unconventional” til den 2 minutter og 13 sekunders punk-udladning “Yuk Foo”. Der er absolut ingen tvivl om, at Wolf Alice holder liv i den ellers erklærede døde indierockscene, og de gør det så overbevisende, at vores anmelder kvitterede albummet med intet mindre end fire ud af fem stjerner og ordene “Wolf Alice overrasker igen på andet udspil, Visions of a Life, som med sin rastløshed og længselsfulde udtryk både kan chokere og berolige.”

Læs vores interview med trommeslager Joel Amey her.