fbpx

Palace Winter genudgiver nummeret “Acting Like Lovers” sammen med to nye coversingler

Foto: Jasper Spanning


Der er nye toner på bedding fra den australsk-danske duo Palace Winter. Ud over udgivelsen af deres velkomponerede nummer “Acting Like Lovers”, er gruppen på banen med to covernumre, der er med til at danne startskuddet for deres kommende Europaturne.

Den australsk-danske duo Palace Winter udgav i maj deres andet album Nowadays, og er nu aktuelle med et nyt og dugfriskt projekt. Bag kunstnernavnet finder vi den australske singer/songwriter Carl Coleman og den danske producer og pianist Caspar Hesselager. Her på redaktionen har vi fulgt de to gutter fra første færd og vores begejstring for gruppen kom blandt andet til udtryk da vi i 2016 interviewede dem om deres “musikalske ægteskab”.

Palace Winter har netop relanceret nummeret “Acting Like Lovers”, der også figurerer på Nowadays-albummet. Den nye udgivelse akkompagneres af hele to covernumre, inspireret af duoens musikalske idoler. Da både Carl og Caspar fremhæver Elliott Smith som deres yndlingsmusiker, har det været naturligt for dem begge at lave et cover på nummeret “Christian Brothers”:

“Elliott Smith er en af dem, der har haft størst indflydelse på mig og Carl, og for mig personligt, der voksede op med klassisk musik og jazz, blev han den, hvis musik fik mig til at lytte til sangskrivere. Vi har ofte i studiet jammet til hans sange for sjov og vores coversang af “Christian Brothers” har været vores favorit ekstranummer til rigtigt mange af vores koncerter. Det er fra hans andet album, Elliott Smith, som sammen med hans debutalbum er hans mest lo-fi og rå udgivelse. Det er næsten anti-produceret, men som altid så kan man ikke forhindre stærke sange i at lyse igennem alt det.”, forklarer Caspar.

Derudover indeholder den nye udgivelse et covernummer på The Cars 80’er-banger “Drive”, da duoen, ifølge Carl, er fascineret af nummerets mystiske univers:

“Det er en sang, der har fulgt mig siden opvæksten i 80erne og 90erne. Jeg er en ‘sucker’ for triste popsange. Jeg har altid været tiltrukket af det melankolske, og den her sang har det hele. En masse drama og mystik plus en smuk og simpel melodi. Vi kunne ikke gøre andet end at kaste os over den.”

“Acting Like Lovers” og de tilhørende covernumre bringer et dynamisk univers, der både indeholder pulserende rytmer og bløde, organiske og drømmende toner.

Vi er ret så vilde med den nye udgivelse fra Palace Winter, der blandt andet er med til at kickstarte gruppens Europaturné. Seks koncerter er lanceret i Danmark, heriblandt et act på VEGA den 6. oktober, og vi anbefaler klart at du svinger forbi, eller giver de nye tunes et lyt her.

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com