Courtney Barnett – Store VEGA

Foto: Zuhal Kocan
Venue: Store VEGA
Dato: søndag den 4. november

På trods af hvad der virkede som en lidt langtrukken koncert, viste Courtney Barnett nye sider af sig selv og modkæmpede nogle af de indtryk, man kunne have om hende, såsom afslappet, tilbageholden og stenet. Med fantastisk lyd på hende og bandet, fik de spillet størstedelen af hendes fantastiske katalog igennem, som dog ikke står stærkt nok til at strække sig henover næsten 2 timer.

En af de beskrivelser, der oftest bliver brugt om Cortney Barnett er slacker-dronning, hvor hendes musik i forlængelse heraf bliver beskrevet som slacker-musik. Måske er det hendes fremtræden, der ligger til grund herfor, da hun virker rimelig afslappet og spiller en alternativ, grunget musik, som har været forbundet med stoner-kulturen i 90’erne. Men efter koncerten på Store VEGA kan der ikke herske tvivl om, at Courtney Barnett ikke skal puttes i en så forsimplet kasse, som slacker-beskrivelsen kan give indtryk af. Hun både headbangede, bevægede sig rundt på scenen og kunne blive helt dæmonisk at overvære. Der var intet dovent over hverken hendes optræden eller sange. Til gengæld var hendes optræden følsom og sørgmodig, men også frustrerende og rasende, ment på den positive måde.
Mit første møde med Courtney Barnett i en livesammenhæng var på Roskilde Festivals Avalon-scene. Her var det en meget spredt flok, der var mødt op for at høre hendes neurotiske tekster, skrevet henover bidende guitarhooks og let-genkendelige melodier. Det virkede ikke til, at fremmødet var hende værdigt. Men denne gang stod hun foran et udsolgt Store VEGA.
Siden da har hun udgivet albummet Tell Me How You Really Feel, som jeg ikke selv synes lever op til hendes debut. Men sangene herfra var virkelig gode og sammen med det sublime, skræddersyede lysshow, som strålede ud gennem hvad der lignede koøjer, der stod bag bandet, understregede det alt sammen de forskellige sanges udtryk.
Koncerten startede med den lidt faretruende “Hopefulessness”, hvor tekststykket “You know what they say, No one’s born to hate/ We learn it somewhere along the way / Take your Broken heart / Turn it Into art” løb koldt ned af ryggen, og skabte et meget godt udgangspunkt for aftenen, inden koncerten fortsatte med den mere upbeat “The City Looks Pretty”, der fik publikum til at vågne op.
På denne aften blev nogle af hendes sange formidlet i en nærmest Garage-rocket stil, hvilket også var her koncerten fungerede bedst. Da jeg nævnte, at hun fra tid til anden hun kunne virke dæmonisk og frustrerende, var det primært sangen “I’m not your mother, I’m Not your Bitch” jeg tænkte på. Det klæder hende virkelig godt, når hun og bandet skruer op for attituden, og når hun samtidig giver sig selv lov til at smadre løs på sin guitar, og råber sine vrede tekster ud. Sangen var derudover omringet af den drillende “Nameless, Faceless” og den selv- ironiske “Crippling Self Doubt and a General Lack of Self Confidence”, hvor de alle tre klart var mit højdepunkt. Det giver en god kontrast til hendes mere ironiske og sarkastiske sange fra hendes album Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit.
Ellers kunne koncerten godt virke som en lidt for sikker og rutineret affære. Efter den smukke “Depreston”, hvor der opstod fællessang under omkvæddet, gik koncerten lidt i stå. Hun spillede en masse af hendes mere ukendte sange fra hendes bagkatalog, og spillede nogle forskellige covers. Det var ikke fordi sangene var dårlige, og de covers, hun spillede, fik hun sat et helt personligt præg på, så de fremstod som hendes egne numre. De virkede bare langtrukne denne aften, og publikummet virkede heller ikke særligt engageret, på nær når denne halvdel af koncerten blev afvekslet med to af hendes hits “History Eraser” og “Pedestrian at Best”.
Det største problem koncerten løb ind i var dens længde. Med ca 1 time og tre kvarterer, virkede det som en trættende lang koncert, hvilket hovedsageligt skyldes, at hendes bagkatalog hverken er stort eller varierende nok. Derudover var Courtney Barnetts stemme godt hæs i koncertens første seks sange, hvilket havde en negativ indflydelse på sangenes udtryk. Men underligt nok lød det til, at det blev bedre undervejs, hvor det til sidst ikke kunne høres, at der var problemer med træthed i stemmen.
Courtney Barnett og hendes band spillede trods alt imponerende, og det var alt i alt en god oplevelse, der dog virkede en smule langtrukken. Hun er stadig en af de mere interessante unge tekstskrivere, hvor hun, ligesom hendes sange, virkede tilgængelig, sympatisk og svær at glemme på en scene. Hun mangler i virkeligheden bare et godt album mere, og så tror jeg sagtens, hun kan fylde en 2 timer lang koncert ud. Som det står nu, mangler der bare noget ekstra. Men det er ikke for at sige, at Courtney Barnett ikke er talentfuld. Det er hun i den grad, og hun skabte da også en meget positiv oplevelse for alle de fremmødte i Store VEGA.