fbpx

PREMIERE: Bene udgiver “Push”-livesession inden hun i morgen åbner københavnsk musikfestival

Foto: Lone d00m

Den danske sangskriver Bene leverer nye toner på den dugfriske live-session “Push”, inden hun i morgen åbner den københavnske Sorte Firkant Musikfestival.
Vi er ret begejstrede for at få lov til at premiere live session-videoen “Push”, fra den skønne indie-artist Bene, med det borgerlige navn Benedicte Pierleoni. Nogle kender hende måske bedre som den solide trommeslager i den danske rockgruppe Baby In Vain, men artisten ligger altså også massere af kærlighed og energi i sit soloprojekt ved navn Bene.
Videoen er den tredje i rækken, som udkommer i kølvandet på de nye live sessions af de to numre “Lost Cause” og “We Wish”, der begge er at finde på Benes debut-EP Forgotten Memories fra 2017. Med “Push” lufter hun derimod helt nye toner, præsenteret gennem en stemningsfuld livesession på Hotel Cecil. Med sit rolige beat, den varme bas og de melodiske guitarriffs er “Pust” et vellydende, melodisk nummer, der toppes af med et drys af Benes forførende – og ret karakteristiske – vokal.
I morgen har den danske artist fået æren af at kickstarte Nørrebro-eventet Sorte Firkant Musikfestival, der løber af stablen fra torsdag den 8. november til søndag den 11. november. I sidste måned spillede Bene support for den charmerende indie-artist Connor Youngblood, da amerikaneren lagde vejen forbi København. Derudover har hun turneret med danske artister som Christian Hjelm og Katinka, og meget tyder altså på at kunstneren, med sit skrøbelige indiefolk, sine skæve vokalmelodier og sit personlige tekstunivers, er godt på vej ind i den danske musikbranche.
Vi anbefaler dig at smutte ind forbi Spillestedet Stengade i morgen, når Bene åbner Sorte Firkant-ballet. Indtil da kan du gå på opdagelse i den dugfriske “Pust”-live session her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com