fbpx

Takykardia imponerer endnu engang med den forførende nye single og video “Ritula”

Foto: Frederik Marbell

Alt skal nok blive okay med den nye single og video fra Københavnske Takykardia. 
Man skal ikke afspille mange sekunder af et nummer, før man ved, at man har fat i noget helt særligt. Det var sådan, vi på redaktionen havde det, da vi sidste år modtog debutsinglen “Immortalized” fra den københavnske trip-soul-trio (den betegnelse kommer vi tilbage til) Takykardia.
Efterfølgende udgivelser har understøttet formodningen om, at Takykardia er værd at holde øje med, og det var derfor også med en vis forventning, da vi modtog den nye single “Ritula”, som netop er udkommet akkompagneret af en skøn musikvideo (den venner vi også tilbage til).
“Ritula” har trioen, bestående af Troels Dankert, David Nedergaard og Luna Matz, lavet i samarbejde med London-produceren Dave Okumu (bl.a. Jessie Ware, Adele, Grace Jones, Lianne La Havas) og Guy Davie (bl.a. Kaytranada, Yussef Kamaal), som har stået for henholdsvis mixing (og bidrag på guitar og samples) og masterering.
Nummeret lægger helt blødt og sagte ud med forsanger Luna Matz’ karakteristiske vokal i centrum, som har lidt den samme forførende klang som As In Rebekkamaria. Drømmende vokalharmonier bevæger sig svævende ind og ud af hinanden, og udtrykket er på grund af den simple opbygning næsten en smule skrøbeligt, selvom budskabet i teksten er, at alt nok skal gå: “A hurricane could come by // and I’d be alright”, synger hun blandt andet. Mens introen byder på nedtonet drømmepop, bliver udtrykket mere soulet, jo flere instrumenter der tilføjes, og det hele kulminerer cirka halvvejs inde med introduktionen til gruppens karakteristiske triprytmer. Takykardia er det finske ord for “hurtig hjerterytme”, hvilket jo kun understøtter genrebetegnelsen “trip-soul”, som er det, der kommer tættest på at beskrive, hvad trioen har gang i.
Der er nummeret igennem en rød tråd spundet af en feel af total bekymringsfrihed, som matcher videoen, instrueret og klippet af Matz selv. Når man i første halvdel af nummeret møder trioen ude i en skov, svajer de stille og roligt fra side til side i takt med den døsige musik, og billedet af Luna, der legende hænger ned fra et træ og synger matcher følelsen af dels det her bekymringsfrie, men også lidt det skrøbelige udtryk (hun kan jo på et split sekund falde ned). Når nummeret kulminerer, overføres det bekymringsfrie til trioens synkrone dans under åben himmel med havet som baggrund. Deres helt hvide outfits matcher dels den disco-feel, sidste halvdel af nummeret har, og også de fjerlette engle-agtige korharmonier, der er gennemgående i hele nummeret.
Om “Ritula” forklarer Luna Matz: ”Ritula” er mit eget ord for et altomfattende kærligheds-ritual. Det er en sammensmeltning af navnet Rita og ordet betula (latinsk for birketræ). To essentielle ord i min barndom.
Se videoen og hør nummeret her:

Du kan opleve Takykardia live med gæster på søndag den 18. november på Montmartre i København.

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com