fbpx

Ugens Upcoming: ONUR

Foto: PR

Ugens Upcoming byder på lækre, soulede toner med et strejf af lo-fi electronica og rigelige mængder flatterende falset. Han finder stor inspiration i kunstnere som Prince, Justin Timberlake, Mura Masa og NAO, og arbejder i døgndrift på udarbejdelsen af sit filmiske lydunivers. Tag godt imod ONUR!


Sponsoreret af

Med denne uges upcoming har vi rettet blikket lidt udenfor de danske breder, og er blevet godt og grunddigt charmet af den londonske R&B-artist ONUR. Den 22-årige musiker, er født og opvokset i London, men har desuden også rødderne snoet omkring den tyrkiske kultur. Mens faderen lærte ham om poppens ukronede konge Michael Jackson, bidrog moderen i stedet med godnatfortællinger til lyden af klassisk musik – en mikstur af musikalske genrer og narrativer, der, ifølge ONUR, har dannet rammerne for hans rytmiske og samtidigt filmiske musikunivers:
– My mum’s evening ritual probably influenced my creative process: I always imagine a movie scene whenever I write a song. I think of it as a story, and whether or not that story is being accurately told with the music and the lyrics alike.
Den unge R&B-snedker var 18 år, inden han begyndte at skrive sine egne sange. I september måned kickstartede han sin musikalske karriere med debutsinglen “Beamin'”, stærkt efterfulgt af oktobersinglen “Stunnah”, der begge vil være at finde på artistens kommende EP, som lander næste år. Han har tidligere teamet up med talentfulde sangskrivere og producere, men da de ikke delte hans vision, kastede han sig hovedkuls ud i at producere sin egen musik, i ønsket om at nå helt ind i sin musikalske kerne.
ONUR leverer toner af tung, laid-back soul krydret med elektroniske finesser og hele herligheden toppes af med en fin og til tider insisterende falset, der stensikkert ville gøre gode gamle Prince stolt.
Vi er ret begejstrede for den unge londoner, som du kan lære meget bedre at kende nedenfor.

Hvem er ONUR?

ONUR er en 22-årig singer/songwriter/producer og multiinstrumentalist fra London.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Den bedste måde jeg kan beskrive den på er sjælfuld og funky lyd mikset med lo-fi og elektroniske elementer.

Hvordan startede du?

Jeg startede med at lave musik fordi.. da jeg første gang greb en guitar – da ville jeg prøve og lære covers! Men jeg kunne virkelig ikke klare at høre lyden af min egen stemme på sange som jeg elskede så meget. Så jeg fik den lyse idé, at hvis jeg selv skrev sangen, så kunne jeg ikke sammenligne den med den originale artist, fordi jeg så selv var den originale artist.

Kan du fortælle os lidt om den proces, der foregår, når du skriver din musik?

Normalt tænker jeg det at skabe musik som en visuel oplevelse. For mig er det nødt til at udspille sig som en filmscene i mit hoved, og så kan jeg begynde at se visionen med hvad jeg vil sige og udfylde de små detaljer i sangen. Med hensyn til produktionen, så winger jeg den faktisk bare, for at være ærlig. Jeg prøver på ikke at overtænke det, for når du er igang med processen med at skabe sangen, bør du ikke tænke på andet end at færdiggøre den og tilføje tekstur og lag hvor du kan.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

De størte indflydelser på min lyd har været artister som Prince, MJ, Justin Timberlake, Jack Garratt, Mura Masa og NAO. De er alle sindsygt dygtige, og jeg vil virkelig gerne være på deres niveau. Jeg synes, at hver af disse artister har skubbet grænserne for, hvad der er normalt indenfor R&B-verdenen. Og det er dét, der er fantastisk. De byggede videre på kulturen i stedet for bare at kopiere den.

Hvad er på din pladespiller lige nu?

Lige nu lytter jeg faktisk til lidt Leon Bridges! Jeg var ikke den største fan af det første album, men det andet er sindsygt og en stor udvikling for ham.

Hvad er du i gang med lige nu?

Lige nu skriver og indspiller, og skriver og indspiller, og skriver og indspiller jeg konstant. Jeg vil bare gerne have så meget musik på lager som muligt i det kommende år, så jeg har massere at vælge imellem når jeg kommer til min anden EP. Jeg er en one-man-operation, så jeg er virkelig nødt til bare at sidde i mit soveværelse og arbejde helt vanvittigt i øjeblikket. På karierre-fronten er jeg i gang med at release mine første fire singler. Bagefter skal jeg have en release-fest et sted i London og måske løfte sløret for den anden EP.

Hvad er drømmen?

Drømmen er, at lave det jeg gør lige nu resten af mit liv! Jeg ved ikke hvorfor, men helt oprigtigt er drømmen bare at leve mit liv på mine egne premisser. Og lave fed musik. Og måske vinde en Brit Award eller to, og headline Glastonbury..

Indspilning, øvelokalet eller koncert – hvad foretrækker du?

Det hele, for at være ærlig! Det er altsammen en del af det at være musiker! Men lige nu er jeg mere til indspilningen. Jeg elsker bare at indspille lidt for meget i øjeblikket!

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, som folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Det er et svært spørgsmål… Jeg er ikke helt sikker. Jeg tror “Beamin'” kommer fra et meget ærligt og skrøbeligt sted, men “Stunnah” er også en episk hymne til min selvtillid. Det er ligesom at prøve at vælge to helt forskellige sider af mig, som jeg skal vise frem. ITS LIKE YIN WITHOUT THE YANG! Jeg kan helt ærligt ikke svare på det. Den dag jeg slipper noget, som jeg ikke føler er min stærkeste og mest ærlige sang, så vender jeg tilbage med et bedre svar til jer.

Hvis du ikke skulle lave musik, hvad skulle du så lave?

Jeg har ingen anelse. Jeg har altid godt kunne lide madlavning og astrofysik, så måske vil jeg gå en af de veje.

Hør gratis musik ved at hente Limelights app her

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com