fbpx

Broken Bells er tilbage med ny musik efter fire års stilhed

Foto: Brian Burton

“Shelter” er et stærk comeback fra James Mercer og Danger Mouse, som også har nyt album på vej. 

Vi skal tilbage til 2014 for at finde sidste gang, The Shins-sangeren James Mercer og produceren Danger Mouse aka Broken Bells sidst udgav musik i form af albummet After the Disco. Det er derfor også et glædeligt gensyn med duoen, som de fleste måske kender som mændene bag kæmpehittet “The High Road”. 

“Shelter” er endnu en solid, melodisk indie-perle, der føles lige dele længselsfuld og optimistisk og taler til fans af detaljerede produktioner og tætte lydbilleder. James Mercer synger stadig formidabelt, og så markerer “Shelter” Broken Bells’ første eksperiment med samples, som de er sluppet vældig godt fra. 

Singlen varsler et nyt album, som endnu ikke er færdigt, men udkommer via Danger Mouses eget pladeselskab 30th Century Records og AWAL. En udgivelsesdato er der ikke nogen af, og Danger Mouse er en travl kunstner, som også arbejder på et albumsamarbejde med Yeah Yeah Yeahs’ Karen O (de to udgav i november det ni minutter lange udspil “Lux Prima” som i den grad også er et lyt værd).

Det nye album vil være det tredje i række fra duoen, som debuterede i 2010 med den selvbetitlede Broken Bells.

Lyt til “Shelter” her:

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com