fbpx

Pusha T – Store VEGA

Foto: Klara Løkke
Venue: Store VEGA
Dato: Søndag den 9. december 2018

King Push var uovervindelig til sin koncert i Store VEGA, hvis eneste minus var, at der ikke var mere af den…

Pusha T – Store VEGA
5 / 5 Reviewer
Rating5

Der kan ikke herske tvivl om, at 2018 har været et vanvittigt år for Pusha T, og koncerten i årets sidste måned kom til at sætte et perfekt punktum for et forbløffende år, for hvem der lige nu virker som en af de mest usårlige rappere derude.

»Welcome to the Daytona Experience!« råbte Pusha T, kort tid efter koncerten var startet til et ellevildt publikum, som masede frem for at stå så tæt på den rutinerede rapper som muligt.

2018 har været et år med mange bizarre popkulturelle hændelser omkring Pusha T (som for eksempel Kanye Wests produktion af DAYTONA, og en rap-beef med Drake, der kommer til at gå over i historien). Men året er Pusha T’s, og med det kun 21 minutter lange, super roste album DAYTONA (som med garanti vil toppe mange lister over bedste hiphopalbum fra i år) besøgte han et helt udsolgt Store VEGA. Han stod selv som en rolig, stoisk og erfaren mand på scenen, der lod sit overskud skinne igennem sine skarpe tekster.

Pusha T var imidlertid ikke kommet for at levere en tilbagelænet eller rolig koncert. Han var kommet for at få Store VEGA til at svede, hvilket hans fans var mere end klar på. Det sekund Pusha T gik på scenen foran tilskuerne, kom der et fællesråb: »Fuck Drake«, hvilket han svarede på ved i et a capella at rappe den kryptiske kokain-og crack dealer hymne ”If You Know You Know” fra DAYTONA. Da beatet eksploderede ind i brystet på mig, og jeg så rundt i salen, var jeg ikke i tvivl om, at dette ville blive et meget energisk eksempel på en rapkoncert, med en rapper der ikke har skudt forkert i lang tid.

Pusha T spyttede klart og tydeligt sine tekster ud og understregede sine pointer klart, hvilket publikum var meget ivrige efter at hjælpe til med. Alle sange fra DAYTONA blev spillet, og de ville have været spillet fra ende til anden, hvis altså ikke Pusha T havde sat nogle af sine ældre sange halvejs ind i sættet. Pusha T’s gennemtrængende hooks fra hans store bagkatalog kom til udtryk her med sange fra My Name is My Name, King Push og med små, men imponerende bidder af sange han har været featuring på som for eksempel ”Runaway” fra Kanye West’s My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Således kom vi fint igennem de sidste otte år af Pusha T’s udspil, og der var en logisk opbygning af koncerten.

Kanye West’s produktioner var derfor også meget præsenteret i koncertens forløb. Blandt andet var sangen ”Feel the Love”, som han har skrevet med Kid Cudi som Kids see Ghost, repræsenteret i sættet, hvilket virkede logisk, da Pusha T har det eneste vers i sangen. Derudover fungerede West’s baldrende riffelvokal kanon til det vildt energiske publikum, og Pusha T’s krystalklare tekster i sange som ”Mercy”, ”New God Flow” og remixet af Chief Keefs ”Don’t Like” fra Cruel Winter’s var selvfølgelig også på sætlisten. Sidstnævnte satte som den sidste i rækken af rap-bangers et stort udråbstegn og stod som den perfekte afslutning på aftenen.

Den eneste kritik, man kan give koncerten, var, at den var for kort. Den var kun lidt over 50 minutter lang, og man kunne da godt have taget endnu flere sange med fra bagkataloget – Han er alligevel en herre med mange år i industrien. Men længden på koncerten, og indtrykket det gjorde på publikummet, er dog meget sigende for Pusha T’s år. Han var knivskarp og fik det maksimale ud af den korte tid, hvilket bare er med til at understrege Kong Pusha’s uovervindelighed.

Alle billeder: Klara Løkke

Tags:
Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com