fbpx

10 navne du ikke må misse til Journey Fest 2019

Foto: Slowthai//PR

Fra den 20. til den 23. februar finder festivalen Journey Fest sted på forskellige venues i København. Vi guider til de navne fra plakaten, vi har størst optur over for tiden.

Da Journey Festival sidste år løb af stablen for første gang, var det til én enkelt koncertaften i Den Grå Hal med fremadstormende nye navne som Sassy 009, Nilüfer Yanya, Yangze og CTM på programmet. Mens navnet på arrangementet er blevet mindre (nu Journey Fest), er konceptet blevet større og spreder sig nu over hele fem individuelle koncertaftener med hvert sit genrefokus.

Der er således også kommet mange flere navne på programmet – 23 helt præcist – og vi guider dig nedenfor til de 10 af navnene, vi den seneste tid har holdt mest øje med.

Homeshake (CA)

Hvornår: Onsdag den 20. februar
Hvor: Pumpehuset

Fredag den 15. februar lander det nye album Helium fra canadiske Homeshake. Bag det kunstneriske alias finder du Peter Sagar, som med Helium udgiver sin fjerde plade siden albumdebuten i 2014. Hvis vi fortæller dig, at Homeshake er et mandligt pop/R&B-act, er det lidt ved siden af, hvis du straks begynder at tænke i artister som Miguel og John Legend. Men kropstemperaturen stiger altså nogle grader, når Sagars bløde falset slår ind, og numrene svæver blødt derudaf. Måske det hjælper på forestillingsevnen at regne Mac DeMarco med i ligningen, for Homeshake mestrer den samme lo-fi-lyd, og får de samme varme følelser op i kroppen. Sagar har skrevet det nye album i kølvandet på 2017’s Fresh Air, og det er blandt andet inspireret af en maraton-læsning af den japanske forfatter Haruki Murakami.

Communions (DK)

Hvornår: Onsdag den 20. februar
Hvor Pumpehuset

Der er noget Julian Casablancas- og The Strokes-agtigt over den seneste single “Here and Now” fra danske Communions. Om det er den gode sans for melodi- og sangskrivning, de fremtrædende guitar- og basfigurer, forsanger Martin Rehofs længselsfulde vokal eller bare en blanding af det hele, der gør det, er svært at sige, men det er ment med største kærlighed. Communions har fundet frem til en helt særlig nerve i hjertet af den danske indierock-scene, og de har formået at skabe et musikalsk udtryk, man ikke finder i andre grupper lige nu. De havde allerede fat i den lange ende, da de første gang begyndte at røre på sig i 2014, og især da debutalbummet Blue landede i 2017 med singler som “Come On, I’m Waiting” og “Don’t Hold Anything Back”, som begge var pragteksempler udi catchy popmelodier indhyllet i alternativ rocklyd. De har rykket sig siden dengang, men essensen af det Communions, vi første gang blev præsenteret for, er der i den grad stadig, og det er kun godt.

IRAH (DK)

Hvornår: Torsdag den 21. februar
Hvor: Loppen

I starten af februar udgav den danske gruppe IRAH singlen “Unity of Gods”, som en forløber til deres længeventede andet album Diamond Grid, der lander den 24. maj. IRAHs forførende dreampop hiver dig med ind i et eksperimenterede, drømmende univers, som man ikke rigtigt får fra andre sider herhjemme, og det har bidraget til den store succes, IRAH siden begyndelsen i 2016 har oplevet. Bag Irah gemmer sig vokalist Stine Grøn og pianist Adi Zukanovićs. Varm op til koncerten på Loppen med deres seneste singleudgivelse her:

Black Midi (UK)

Hvornår: Fredag den 22. februar
Hvor: Pumpehuset

Det britiske band Black Midi, har kun meget lidt musik tilgængeligt online, men de er åbenbart så gode til at performe den live, at de alligevel er endt på manges læber med rygtet som et af de bedste nye live-bands på Londons undergrundsscene. Buzzen omkring rockbandet kom især i kølvandet på deres optræden til sidste års The Great Escape Festival, som er kendt for at have udklækket mange store talenter gennem årene.
Black Midi er opkaldt efter subgenren af samme navn, der benytter et digitalt styresystem (MIDI), som kan forbinde flere forskellige elektroniske instrumenter og computere. Black Midi bruger så systemerne til at skabe remixes, der gør brug af flere tusinder af lyde i masselag, der fylder så meget, at de i overført betydning “farver hele nodepapiret sort”.

Obongjayar (NG)

Hvornår: Fredag den 22. februar
Hvor: Store VEGA

Vi fik sidste år øjnene op for nigerianske Obongjayar, da vi udnævnte ham som en af de kunstnere, man skulle holde øje med i 2018. Vi slipper ham dog ikke helt af syne i år, når han på næste fredag bringer en lille smule af Afrika til Store VEGA. Obongjayar flyttede til England, da han var 17 år, og det er også derfra, han nu udgiver sin musik. Han har dog de nigerianske rødder med i musikken, der gør sig i et behageligt og til tider funky mix af afrobeat, soul og jazz.
Det sidste vi har hørt fra Obongjayar var hans feature på rapperen Wikis single “Elixir” i december, hvor han bidrager med en dejlig soul-stemning til nummeret, men her nedenfor kan du lytte til hans eget nummer “Never Change”.

Selma Judith (DK)

Hvornår: Fredag den 22. februar
Hvor: Store VEGA

Sangerinde og harpenist Selma Judith gæstede for kort tid siden Lille VEGA, da hun spillede til VEGAs udvalgte. Den 22. februar rykker hun steppet op og spiller i Store VEGA, inden hun i slutningen af måneden gæster by:Larm Festival i Oslo. Den fremadstormende popsangerinde har imponeret mange med sine catchy melodier og forførende tilgang til musikken, på trods af kun at have udgivet to officielle numre. “Inner Thigh”, som er hendes seneste udgivelse, er et rigtig godt eksempel på netop det. Til VEGAs udvalgte kunne man opleve Selma Judiths drømmende vokal uden akkompagnering fra andet end sit eget fingerspil på harpen, da hun frygtløst sang et intimt cover af sangen “Sexual” (NEIKED & Dyo). Forhåbentlig bliver koncerten i Store VEGA ligeså forførende som den var i Lille VEGA. 

Octavian (UK)

Hvornår: Lørdag den 23. februar
Hvor: Den Grå Hal

Var du ked af, at hiphop-artisten Octavian desværre måtte aflyse sin danske koncert sidste år i forbindele med Journey Festival, er der nu håb forude. Den britiske, undergrundsrapper er nemlig igen i år booket til programmet. Med al den positive omtale og hype, der i øjeblikket er omkring den britiske artist, kommer det ikke som nogen overraskelse, at Journey Fest igen i år har inviteret ham til Danmark for at vise publikum, hvordan en af fremtidens største hiphop-stjerner højst sandsynligt kommer til at se ud. Octavian er også allerede booket til Roskilde Festival, og så er han lige nu aktuel som feature på Diplos nye track “New Shapes”, som kan høres her.

Slowthai (UK)

Hvornår: Lørdag den 23. februar
Hvor: Den Grå Hal

Elsker du også en britisk accent? Vi synes i hvert fald ikke, at Slowthai‘s rap er til at stå for, og har derfor placeret ham på ugens uimodståelige hele fire gange i år, med henholdsvis “Drug Dealer”, “Disney Land”, “Rainbow” og “Doorman”.
Slowthai er britisk indefra og ud, og det kommer ikke kun til udtryk i accenten, men også i form af hans rap, som kombinerer flere af de subgenrer, der florere i den britiske undergrund som grime, rap, dubstep og garage. Derudover rapper han om ting som det håbløse UK efter Brexit, politisk ulighed, seksualitet og mange flere (relevante) emner af samme kaliber. Han har trukket den politiske vrede fra 80’ernes britiske punkere ind i undergrundsmiljøet i nutidens (hiphop)London.

Yves Tumor (US)

Hvornår: Lørdag den 23. februar
Hvor: Den Grå Hal

Yves Tumor debuterede i 2016 med albummet When Man Fails You, og har siden bevæget sig rundt i genrebrydende baner på den elektroniske scene. Hans eksperimentelle stil skinner igennem i det nyeste album Safe in the Hands of Love fra 2018. Her noterede vi os specielt ved singlen “Noid” fra samme album, som kom på vores liste over årets 25 bedste, udenlandske sange. Ligesom vi den gang skrev om nummeret “Noid”, giver resten af albummet en skummel og dyster følelse – man får en lille smule paranoia på. Specielt Yves Tumor’s brug af forvrængende effekter hjælper med at give en mildest talt foruroligende mavefornemmelse. Yves Tumor indtager Den Grå Hal den 23. februar, forhåbentlig med et lige så sortladent show, som musikken indikerer.

Varnrable (NO)

Hvornår: Lørdag den 23. februar
Hvor: Den Grå Hal

Om Camilly Myhre AKA Varnrable tæller som en dansk eller norsk kunstner kommer vidst lidt an på dagens vejr. Myhre kommer nemlig fra Norge, men er bosat i Danmark og udgiver indtil videre sin musik gennem et dansk selskab. Derfor udnævnte vi hende også som en af de 19 danske kunstnere, du skal holde øje med i 2019. Den anden og nyeste single fra Varnrable hedder “Blink of an Eye” og udkom i starten af januar. Selvom hun kun har udgivet to singler ind til videre, glæder vi os til at se, hvilke veje Varnrable tager sin musik i løbet af i år. Uanset hvilket nordisk land hun kommer fra, kan man snart nyde godt af hendes hypnotiserende beats og smukke stemme i Den Grå Hal til.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com