fbpx

Bliv trukket ind i en tropisk atmosfære i Turquoise Sun’s nye single “Luminosity”

Foto: Anders Ørskov Witt Jensen

Den aarhusianske sekstet Turquoise Sun er ude med ny psykedelisk single og annoncerer samtidig udgivelsen af debutalbummet ‘Sunesthesia’.

Den danske gruppe Turquoise Sun startede i 2015 med udgivelsen af deres selvbetitlede EP, hvor de imponerede med eksperimenterende neo-psykedelisk pop. Siden da har bandet vist sig frem med singlerne “Easytree” og “Sleeping” og er nu på banen igen med det futuristiske track “Luminosity”.

Overnaturlig kan bedst beskrive stemningen i “Luminosity”, som også er betegnelsen for måleenheden for solens styrke eller stjerners energiudladning – og energi er der masser af i denne psykedeliske pop-banger. Med atmosfæriske synthoverflader og et væld af effekter på både guitar og vokal får nummeret en enorm elasticitet og giver en følelse af et uendeligt rum.

Turquoise Sun har i forbindelse med singlen lavet en smuk og forførende musikvideo, som er produceret i samarbejde med venner og frivillige kræfter – et ambitiøst videoprojekt, der tog mere end et år at lave.
I en postapokalytisk verden, bag en tropisk lilla og lyserød himmel, bevæger en pige sig alene rundt. Et sci-fi lignende ørkeneventyr, der giver associationer til californiske strande med varmt sand mellem tæerne og en lækker drink i hånden – noget vi alle kunne trænge til i vinterkulden.
Se musikvideoen her:

Singlen er forløber for debutalbummet Synesthesia, der udkommer den 12. april og som blandt andet er produceret sammen med Anders Boll (Lowly og Nephew). Bandet spiller også flere forårskoncerter – se datoerne her:

Den 23. marts – Walthers Musikcafé (Skanderborg)
Den 14. april – Bolsjefabrikken (København)
Den 18. maj – 1000fryd (Aalborg)
Den 31. maj – Radar (Aarhus)

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com