fbpx

Diplo har inviteret Octavian med på sin nye single “New Shapes”

Foto: PR

Det er to populære kunstnere, der står bag det nedtonede nye track “New Shapes”.

Der går ikke lang tid, før Diplos nye EP Europa lander den 22. februar i kølvandet på succesen fra sidste års California EP. “New Shapes” er den seneste forsmag på den nye EP, og endnu engang viser stjerne-produceren, at han har fingeren på pulsen, hvad angår samarbejder med nye, hypede artister. På EP’ens første udgivelse “Boom Bye Bye” havde han besøg af den franske trap-artist Niska, og på den nye single er det den Journey Fest-aktuelle britiske kunstner Octavian, han giver “tale”tid.

Octavian er en af de absolut mest omtalte hiphop-aritster for tiden – positiv omtale vel at mærke – og det er på baggrund af succesfulde singler som “Party Here” og “Lightning” og albummet SPACEMAN, som han udgav sidste år.

Diplo har været eminent til at lade sine samarbejdspartnere skinne igennem med deres personlige stil. På samme måde, som at et nummer som “Get It Right” skriger MØ, stråler lyden af Octavian på “New Shapes”, og det skaber den perfekte balance mellem Diplos umiskendelige produktioner og Octavians innovative take på hiphop-genren.

Den kommende EP fra Diplo bliver beskrevet som et kærlighedsbrev til det kontinent, hvor han tog sine første skridt ind i den store DJ- og producer-karriere, han nu kan prale af.

Lyt til “New Shapes” herunder, og glæd dig til den 22. februar, hvor vi får den nye EP fra Diplos hånd at høre.

Stream “New Shapes” via din fortrukne service her.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com