fbpx

Rex Orange County er tilbage med den optimistiske nye single “New House”

Foto: Dan Burn

Kunstneren bag hits som “Sunflower” og “Loving Is Easy” er tilbage. Denne gang ser han tilbage på det fortløbende år.

Den kun 20 år gamle Rex Orange County skød til vejrs, efter han i 2015 selvudgav sit album bcos u will never b free på SoundCloud. Det fangede Tyler, the Creator’s opmærksomhed, og vi kunne i 2017 nyde resultatet af et samarbejde mellem de to kunstnere på Tyler’s album Flower Boy.

Rex Orange County’s hidtil mest populære track er singlen “Loving Is Easy”, der udkom i oktober 2017. Siden har Rex brugt 2018 på at turnere Nordamerika og Europa, inklusiv koncerter på prestigefyldte festivaler som Coachella og Lollapalooza og danske Northside. Nu er han tilbage med den længeventet nye single “New House”.

Sangen skildrer Rex’s tanker og følelser omkring hans ambitioner, og hvordan det seneste succesfulde år har påvirket ham. Teksten afslører, at det ikke altid har været en dans på roser for ham, men det er samtidig en optimistisk og varm sang, der lover bedre tider. Selv siger han:

– Livet er mærkeligt, og alle har det svært på den ene eller den anden måde. 
De bedste ting ser ud til altid at komme med et niveau af forvirring, der gør det nemt at sætte spørgsmålstegn ved, om der er noget, der egentlig betyder noget… Med det sagt, er jeg nødt til at understrege at jeg stadig elsker det jeg laver […] Livet er godt. Jeg er gladere i dag, end jeg var det meste af sidste år.

2019 starter lovende ud for Rex Orange County. Lyt med på det nye track her:

Charlie Jagd
charliejagd@bandsoftomorrow.com