fbpx

Kompromisløs svensk rapper åbner Orange Scene 2019

Foto: Simon Frøsig Christensen/Roskilde Festival

Silvana Imam har tidligere gæstet Roskilde Festival på Countdown i 2015 og Apollo 2016. Nu indtager hun festivalens største scene som den første dette år.

Orange Scene åbner ikke sig selv, så det har et hav af artister i tidens løb stået for. Sidste år var det Saveus, der stod med den prestigefulde opgave, og mens den ofte tilfalder nye danske navne, overrasker Roskilde engang imellem, som da Big Boi og Andre 3000 aka Outkast for eksempel åbnede Orange Scene i 2014.

I år bliver det så den politisk- og samfundsorienterede svenske rapper Silvana Imam, som åbner den legendariske scene, og hendes musikalske projekt passer på mange punkter perfekt til Roskildes socialt bæredygtige identitet. Silvana Imam, som startede ud i det svenske vækstlag, men nu har tilegnet sig stjernestatus i hjemlandet, holder sig ikke tilbage, når det kommer til relevante emner som feminisme, homoseksuelles rettigheder og kampen mod racisme, og det gør hende musik til en sprængfarlig omgang med noget (vigtigt) på spil.

Roskilde Festival kalder selv i deres pressemeddelelse Silvana Imam for “den stærkeste stemme i svensk hiphop lige nu”, og de har også tidligere givet deres gæster muligheden for at opleve hende, senest på Apollo i 2016. Dengang var hun aktuel med albummet Naturkraft, og når hun i år gæster festivalen bliver det med det spritnye album Helig Moder i bagagen.

I anledning af Orange-åbningen vil Silvana Imam sætte et helt særligt show sammen, som er tilpasset Roskilde Festival og den store scene, og hun vil blandt andet hive en række unge, svenske urban-kunstnere og samarbejdsmakkere med på scenen (blandt andet Erik Lundin, Beatrice Eli, Ozzy og norske Unge Ferrari)

Om bookingen siger programchef Anders Wahrén:

– Vi er fuldt ud bevidste om den bevågenhed, der ofte følger med en åbningskoncert, uanset om det gælder danske eller udenlandske navne. Silvana Imam har haft en enorm betydning for det svenske hiphopmiljø, og hun er et eksempel på en kunstner, der meget bevidst tager kritisk stilling til sin omverden og opfordrer andre til at gøre det samme. På den måde er hun blevet en markant rollemodel for andre unge, hvilket til åbningskoncerten helt konkret bliver afspejlet i, at hun også har valgt at invitere en ung generation af rappere med sig på Orange Scene.

– Silvana Imam har udviklet sig til en sindssygt stærk kunstner. Det hører vi både på hendes plader og ikke mindst til hendes koncerter, hvor hun to gange før har overrumplet og nærmest forbløffet publikum på vores mindre scener. Så jeg er ikke i tvivl om, at tiden er den rette til et show på vores største scene, og at den popularitet, som hun har opbygget i Sverige, også vinder gehør på denne side af Øresund.

Silvana Imam spiller på Orange Scene onsdag den 3. juli.
Festivalen løber af stablen fra lørdag den 29. juni til lørdag den 6. juli og har blandt andet også The Cure, Bob Dylan, Robyn, Cardi B, Travis Scott, Rosalía og Christine and the Queens på plakaten.


Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com