fbpx

10 hurtige til… Cherry Glazerr

Foto: Eric Voake

Den 11. april gæster det kompromisløse alternative rockband Cherry Glazerr Lille VEGA med deres seneste album Stuffed & Ready. Vi har sendt 10 sætninger efter frontkvinde Clementine Creevy, som har fortsat dem for os.

Cherry Glazerr er et af mange bevis på, at rockmusikken lever i bedste velgående, for den amerikanske gruppe har opnået stor succes med deres punkede og til tider garage-klingende indierock, siden de i januar 2017 udgav det anmelderroste album Apocalipstick.

Siden albumudgivelsen i 2017 har trioen, bestående af frontkvinde Clementine Creevy, trommeslager Tabor Allen og bassist Devin O’Brien, turneret over et år og spillet med mastodonter som The Pixies, Slowdive og Flaming Lips. Og nåja, så har de skrevet og indspillet det seneste album Stuffed & Ready, som landede den 1. februar i år via det amerikanske uafhængige pladeselskab Secretly Canadian (bl.a. Whitney, Alex Cameron, Stella Donnelly og serpentwithfeet).

Mens Apocalipstick var mødet med en selvsikker teenage-Creevy, der var klar til at løse alle verdens problemer, er Stuffed & Ready en mere indadskuende affære, hvor Creevy erkender, at man først og fremmest skal lære sig selv at kende. Hun er dog ikke bleg for at sende stikpiller ud til det amerikanske samfund på den seneste plade, hvor den fængede og hårdtslående “Wasted Nun” for eksempel handler om samfundets forventninger til og fordomme om kvinder. Creevy er vred, har hun selv udtalt, og det er energikilden til det intense track, som du kan høre her, inden du lærer gruppen bedre at kende med Creevys egne ord.

1. Dette forår føler vi os…

– sexede, frie og kreative!!

2. De seneste seks måneder har vi…

– udgivet vores album og turneret røven ud af bukserne.

3. Lige nu finder vi inspiration i…

– skønheden i det mondæne.

4. Den bedste koncert, vi nogensinde har set, var…

– Den første gang, jeg så Deerhoof var inspirerende og en af mine yndlingsshows, fordi de havde så fantastisk en kemi som band, og fordi de er så opfindsomme skabere. Det er bare en fornøjelse at se dem gøre deres ting.

5. Det sejeste sted, vi kan forestille os at spille, er…

– The Greek Theater eller Hollywood Bowl, fordi det altid har været en af mine store drømme, og det ville være det fedeste hjemmebaneshow, hvilket ville være så vildt.

6. Hvis ikke vi spillede musik, ville vi højst sandsynligt…

– Der findes intet scenarie, hvor vi ikke ville lave musik. Det ville højst sandsynligt være meget deprimerende.

7. Vores yndlingsartist lige nu er…

– Helado Negro.

8. Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…

– at give slip på alle hæmninger og forventninger og bare gøre, hvad der føles rigtigt.

9. Når folk lytter til vores musik, skal de…

– bare gøre, hvad de har lyst til!! Jeg er ingen autoritet.

10. Vores kommende koncert i Danmark bliver…

– fuld af kærlighed og energi.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com